Plejer forældre

Vi snakker om at blive pleje forældre -

Jer der har været i pleje hvad vilde i ønske jeres pleje forældre vidste/ havde gjort bedre?

hvad gjorde jeres plejeforældre for jer, som

i er dybt taknemlig for? 

Vi tænker større børn fra 7 år opad  

 

 

Vi snakker om at blive pleje forældre -

Jer der har været i pleje hvad vilde i ønske jeres pleje forældre vidste/ havde gjort bedre?

 

hvad gjorde jeres plejeforældre for jer, som

i er dybt taknemlig for? 

 

Vi tænker større børn fra 7 år opad  

Jeg har ikke selv været i pleje men mine forældre er Plejeforældre og jeg deres eneste biologiske. Mit råd til alle der vil være plejeforældre er, hvis i har biologiske børn i forvejen, så HUSK dem. De biologiske børn (i hvert fald min egen erfaring), er ofte nemme børn og blive glemt i plejebørns ræset. Plejebørn kræver meget opmærksomhed på alle led og kanter. De er ofte omsorgssvigtet i en eller anden grad som gør de har brug for mere omsorg og støtte fra plejeforældre end det/de biologiske barn/børn har. Derudover er der plejebarnets samvær som fylder, ekstra fødselsdage og jule som skal tages hensyn til. Her kan biologiske børn også ende i baggrunden.

Jeg tror på alle der blive plejeforældre eller i hvert fald de fleste, vælger det for at hjælpe og drage omsorg. Men husk jeres biologiske i det hele. 

Personligt har jeg aldrig følt mig hørt eller set af mine forældre efter de fik plejebørn og idag er vores forhold virkelig dårligt for har svært ved at tilgive dem at jeg ikke blev set og hørt fordi jeg var "nem" og tilpassede mig.

Sorry hvis mit svar ikke kunne bruges, men det min største frygt at andre udsætter deres biologiske børn for det samme. (men igen kan kun tale af egen erfaring.) 

Anonym skriver:

Jeg har ikke selv været i pleje men mine forældre er Plejeforældre og jeg deres eneste biologiske. Mit råd til alle der vil være plejeforældre er, hvis i har biologiske børn i forvejen, så HUSK dem. De biologiske børn (i hvert fald min egen erfaring), er ofte nemme børn og blive glemt i plejebørns ræset. Plejebørn kræver meget opmærksomhed på alle led og kanter. De er ofte omsorgssvigtet i en eller anden grad som gør de har brug for mere omsorg og støtte fra plejeforældre end det/de biologiske barn/børn har. Derudover er der plejebarnets samvær som fylder, ekstra fødselsdage og jule som skal tages hensyn til. Her kan biologiske børn også ende i baggrunden.

Jeg tror på alle der blive plejeforældre eller i hvert fald de fleste, vælger det for at hjælpe og drage omsorg. Men husk jeres biologiske i det hele. 

Personligt har jeg aldrig følt mig hørt eller set af mine forældre efter de fik plejebørn og idag er vores forhold virkelig dårligt for har svært ved at tilgive dem at jeg ikke blev set og hørt fordi jeg var "nem" og tilpassede mig.

Sorry hvis mit svar ikke kunne bruges, men det min største frygt at andre udsætter deres biologiske børn for det samme. (men igen kan kun tale af egen erfaring.) 

Tusind tak for dit svar - 100% relevante 

ked af at læse det, Kram 

Der er forskel på hvilke plejeforældre man er.

Mine forældre fik et plejebarn, da jeg var halvandet år. Han var vel 7-8 år dengang. 

Men han var der ikke på fuld tid. Det oftest i weekender, ferier og nogle enkelte hverdage, hvor det handlede om lektiehjælp og måske fritidsaktivitet. 

Jeg tror det var en god måde at gøre det, for mine forældre. Jeg har aldrig følt mig tilsidesat. Jeg husker tydeligt at han igennem årene var med til diverse familiesammenkoster, blev passet sammen med mig af mine bedsteforældre osv. 

Jeg tror jeg var 8-9 år, da han “flyttede,” for sig selv. Jeg husker at han havde lidt kontakt med mine forældre, men kontakten blev mindre og mindre og en dag skrev han et brev om at han ikke ønskede kontakt med mine forældre mere. 

Det var da lidt underligt for både mine forældre og jeg, fordi, selvom han ikke var hos os på fuld tid, blev han jo en del af familien. Og mine forældre har gjort meget for ham. 

Anonym skriver:

Der er forskel på hvilke plejeforældre man er.

Mine forældre fik et plejebarn, da jeg var halvandet år. Han var vel 7-8 år dengang. 

Men han var der ikke på fuld tid. Det oftest i weekender, ferier og nogle enkelte hverdage, hvor det handlede om lektiehjælp og måske fritidsaktivitet. 

Jeg tror det var en god måde at gøre det, for mine forældre. Jeg har aldrig følt mig tilsidesat. Jeg husker tydeligt at han igennem årene var med til diverse familiesammenkoster, blev passet sammen med mig af mine bedsteforældre osv. 

Jeg tror jeg var 8-9 år, da han “flyttede,” for sig selv. Jeg husker at han havde lidt kontakt med mine forældre, men kontakten blev mindre og mindre og en dag skrev han et brev om at han ikke ønskede kontakt med mine forældre mere. 

Det var da lidt underligt for både mine forældre og jeg, fordi, selvom han ikke var hos os på fuld tid, blev han jo en del af familien. Og mine forældre har gjort meget for ham. 

 

Du har helt ret i der er forskel på plejefamilier. Mine forældre var også plejeforældre til børn i aflastning i en periode fra jeg var 4-5 år til 10 år, (de to plejebørn havde de hver anden weekend). Hvilket også fungerede ret godt, som jeg husker det var de mere legekammerater end familie de børn. 

Men da jeg fyldte 10år blev de fuldtidsplejere og jeg fik min første lillesøster på tre år. Hun havde rigtig mange udfordringer hun selvfølgelig ikke var skyld i, men som gjorde jeg faldt i baggrunden. Mine forældre gjorde helt sikkert deres bedste, men det ændrer ikke at jeg virkelig følte mig glemt. 

Da jeg blev 13 år fik de endnu et plejebarn på 3 mdr. Som også var meget resourcekrævende. De gik fra er barn med stort omsorgssvigt til to. Resultatet blev jeg ikke længere følte jeg kunne gå til dem med mine problemer, for de andre børn havde de jo dårligere end mig. Da jeg fyldte 17 og blev gravid, valgte de at få endnu et plejebarn på 1 år. Jeg valgte at flytte hjemmefra og ind hos min kæreste (vi har været sammen i 11 år idag). Da jeg fandt min mand blev jeg klar over hvor længe jeg ikke har haft en “stemme”. 

Ja Sorry, det blev lidt langt. Men min pointe er at, jeg tror biologiske børn hurtigt kan komme i klemme og “forsvinde ud af billedet” når man vælger at få børn i fuldtidspleje. Man skal i hvert fald tænke sig godt om inden man vælger det.