
Skrevet af Helene Treschow

Annonce
Nogle børn står overfor børnehaveskift eller skoleskift. Her kommer et uddrag af spørgsmål, jeg som familieadvokat støder på.
Den 1. april startede mange små størrelser i SFO, som forløber til 0. klasse efter sommerferien. Børnehavebørn er samtidig rykket et trin op, og er ikke så små mere.
Nogle børn står overfor børnehaveskift eller skoleskift. Her kommer et uddrag af spørgsmål, jeg som familieadvokat støder på, når jeg hjælper delebørnsfamilier, der står sådanne steder i livet. Måske svarene kan hjælpe lidt på vej til det gode samarbejde.
Skal vi være enige i valg af børnehave?
Hvis jeres barn har bopæl hos mor, kan mor som bopælsforælder selv vælge daginstitution, dvs. dagpleje, vuggestue og børnehave til jeres barn.
Skal vi være enige i valg af skole, når vi har fælles forældremyndighed?
Det er jeres barns bopælsadresse, der er afgørende for, hvor jeres barn skal gå i skole, medmindre I som forældremyndighedsindehavere beslutter noget andet, f.eks. at jeres barn skal gå på en privatskole.
Ønsker den ene af jer, at jeres barn skal gå på privatskole, mens den anden af jer ønsker, at jeres barn skal gå på den lokale folkeskole, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at jeres barn skal indskrives i distriktsskolen på det sted, hvor jeres barn har bopæl, for at sikre, at jeres barn modtager undervisning.
Hvis den af jer, som barnet ikke har bopæl hos, meddeler jeres barns distriktsskole, at vedkommende er uenig i, at jeres barn skal gå i distriktsskolen, berettiger det ikke distriktsskolen til at nægte at indskrive jeres barn.
Det er i øvrigt en udbredt misforståelse, at en folkeskole er forpligtet til at indhente begge forældres underskrift ved barnets indskrivning i skole og ved skoleskift.
Kan bopælsforælderen melde vores barn ud af børnehave og i skole, når den anden forælder ikke ønsker det?
Hvis I er uenige om, hvorvidt jeres børnehavebarn skal starte i skole eller ej, og I har fælles forældremyndighed, kan bopælsforælderen selv melde jeres barn ind i den kommunale skole og melde barnet ud af børnehaven, uden den andens samtykke.
Det er kun bopælsforælderen, der behøver at skrive under på udmeldelse fra børnehaven.
Bopælsforælderen skal flytte og overvejer skoleskift. Den anden forælder synes ikke om det.
I skal som udgangspunkt være enige i en beslutning vedrørende skoleskift, når I har fælles forældremyndighed.
Hvis mor er bopælsforælder, og hun i forbindelse med flytningen fortsætter med at være bopælsforælder, vil kommunen dog sandsynligvis optage jeres barn i distriktsskolen. I praksis betyder det, at mor alligevel – forudsat at mor fortsætter med at være bopælsforælder – kan flytte jeres barn til skolen i det distrikt, hvor jeres barn har bopæl.
Det kan den anden forælder forsøge at bremse, men det er en helt anden artikel.
Har du brug for et godt råd, er du hjertelig velkommen til at kontakte mig. Som familieadvokat igennem mere end 10 år (og mor til tre), har jeg stor ekspertise i spørgsmål omkring børn, herunder i forhold til forældremyndighed, bopæl, samvær og bidrag.
Læs resten