Når det hele bliver uoverskueligt.

Jeg kæmper rigtig meget for tiden med mit eget selvværd. Har lidt af angst i seks år snart, generaliseret angs, socialforbi og panikangst. Dog er panikangsten ikke so dominerende mere heldigvis. 

Det hele er meget uoverskueligt pt. føler alt modarbejder mig og kan ikke rigtig komme med i kampen. Der er sket store ændring på mit studie/skp (jeg er på halv tid/5t om dagen pga. min angst) med ny chef og elever som stopper og starter. Jeg har altid haft det svært med ændringer, altså virkelig svært. Vores nye chef/leder/vejleder er faktisk rigtig sød, men jeg kæmper med at følge med i alle hendes planer og møder. Der er noget i kalenderen hele tiden og føler jeg går til flere møder end jeg når af arbejde i løbet af en uge. Skæbnen vil at jeg så bliver kaldt til to jobsamtale om elevpladser i denne uge og min mindste datter bliver syg, så ender med faktisk slet ikke at komme på job udover mandag. Selvom mit fravær er “lovligt” hat jeg det sindssygt svært med det. Føler mig bagud hele tiden. 

Ydermere fik jeg ikke det første job/elevplads som jeg ellers virkelig gerne ville have haft. Men den anden jeg var til (troede jeg ellers også var noget for mig) var helt forfærdelig, og kan slet slet ikke se mig selv i deres virksomhed. Men desværre er jeg en pleaser så er bange for jeg får jobbet/elevpladsen hos dem, selvom jeg græd i bilen efter samtalen. Får først svar på denne efter fredag i næste uge. 

Hvis jeg siger nej til elevpladsen hvis de vælger mig, ender jeg med at blive smidt ud af skp som jeg ellers er okay med og godt kan se mig selv lige klare mig igennem i. Hvad skal jeg gøre? Er så bange for af få den elevplads at min angst er gået helt amok igen. Det virkelig slemt, har måtte tage i sommerhuset og ladet min mand om børnene fordi jeg ikke kan rumme noget pt. 

Græder hele tiden og frygter mandag uden grund. Ved der er to ting i kalenderen på mandag og har fundet løsningen, men kan slet slet ikke overskue noget og vil bare være alene. Bliver presset bare min telefon siger pling, bliver bange for det en kollega som skriver eller mine forældre eller min mand der spørg hvordan det går. Vil bare være alene. 

Jeg vil ikke længere tjekke min arbejdsmail i hverdagene for kan ikke overskue den. Har sendt fire fem forvirrende mails til min chef/leder/vejleder i sidste uge pga jeg er så forvirret og hun har kun svaret på de to første (kan godt forstå hvis hun er træt af mig i øvrigt, for det ville jeg også være). 

undskyld mit lange indlæg men ved ikke hvor jeg skal søge hjælp henne eller om der er nogen hjælp at få. Har været hos egen læge formet års tid siden hvor han henviste mig til psykiatrie, men da jeg fik alle de papirers i eboks jeg skulle udfylde gik jeg i panik og droppede det, sagde jeg har det ok. Har været hos en psykiater en gang og det var ham der gav mig diagnoserne. Socialforbi, generaliseret angst og panikangst samt ængsteligt personlighedsforstyrrelse. 

Hvad ville i gøre ? Jeg er bange for alt føler jeg. 

Jeg synes det er en rigtig dårlig ide st du er slem med dine tanker i et sommerhus  

Jeg ville tage hjem og tage kontakt til en læge og blive henvist til en psykiater 

Tjullehej skriver:

Jeg synes det er en rigtig dårlig ide st du er slem med dine tanker i et sommerhus  

Jeg ville tage hjem og tage kontakt til en læge og blive henvist til en psykiater 

Det går meget bedre når jeg er alene. Hernede kan ingen nå mig føler jeg.

Jeg er sindssygt bange for af gå til egen læge igen, for vil ikke stemples og i psykiatrien, hvad nu hvis min mand og jeg en dag om mange år ikke kan sammen mere og han ender med at bruge det imod mig i en eventuel sag om børnene. Jeg tror ikke vi kommer dertil overhovedet men hvad nu hvis en dag? Så har han det på mig og ender med at få dem.

Hvad nu hvis han vil udskrive piller og det min eneste løsning for at få det godt ? Det kan jeg næsten ikke klare tanken om, vil virkelig ikke på piller.  

Jeg vil gerne være alene og lige nu, og ellers kun skulle forholde mig til nine børn og deres behov. De betyder alt for mig. 

Det går meget bedre når jeg er alene. Hernede kan ingen nå mig føler jeg.

Jeg er sindssygt bange for af gå til egen læge igen, for vil ikke stemples og i psykiatrien, hvad nu hvis min mand og jeg en dag om mange år ikke kan sammen mere og han ender med at bruge det imod mig i en eventuel sag om børnene. Jeg tror ikke vi kommer dertil overhovedet men hvad nu hvis en dag? Så har han det på mig og ender med at få dem.

Hvad nu hvis han vil udskrive piller og det min eneste løsning for at få det godt ? Det kan jeg næsten ikke klare tanken om, vil virkelig ikke på piller.  

Jeg vil gerne være alene og lige nu, og ellers kun skulle forholde mig til nine børn og deres behov. De betyder alt for mig. 

Men lige nu er du der jo ikke for dine børn - når du ikke opsøger hjælp. Blot en tanke... uanset hvor hård den måtte være.

Du får det ikke bedre af at være bange for behandling. Det er netop en styrke at kunne se når man har behov for hjælp. Og det at du er uden for rækkevidde lyder virkelig ikke til at være sundt for dig.

Jeg har en veninde som blev indlagt akut med nogenlunde samme situation. Hun har det nu meget bedre efter at hun startede på samtaleterapi og får piller af en dygtig psykiater. 

Det er ikke tabu at bede om hjælp. Og mange har perioder, hvor de har brug for hjælp psykisk.

Hvis du vil have det bedre får du hanket op i dig selv og får talt med en professionel. At din mand bare lader dig være alene forstår jeg simpelt hen ikke... 

Det lyder virkelig, virkelig hårdt.  Jeg har selv haft angst tæt ind på livet. Så jeg forstår dig. Et vigtigt redskab for mig var? At jeg huskede: tingene er sjældent (aldrig) som jeg forestiller mig dem. 

Måske det kan hjælpe dig? 

Vil i hvert fald bare lige give en webkrammer. Prøv og fokuser på, alt det gode der er. Selvom jeg ved det praktisk talt er ret umuligt  åh - pas godt på dig selv 

Anonym skriver:

Det går meget bedre når jeg er alene. Hernede kan ingen nå mig føler jeg.

Jeg er sindssygt bange for af gå til egen læge igen, for vil ikke stemples og i psykiatrien, hvad nu hvis min mand og jeg en dag om mange år ikke kan sammen mere og han ender med at bruge det imod mig i en eventuel sag om børnene. Jeg tror ikke vi kommer dertil overhovedet men hvad nu hvis en dag? Så har han det på mig og ender med at få dem.

Hvad nu hvis han vil udskrive piller og det min eneste løsning for at få det godt ? Det kan jeg næsten ikke klare tanken om, vil virkelig ikke på piller.  

Jeg vil gerne være alene og lige nu, og ellers kun skulle forholde mig til nine børn og deres behov. De betyder alt for mig. 

Det lyder lidt hårdt måske, men som en anden skriver så kan du jo ikke være der for dine børn allerede nu.

Hvis du ikke søger behandling er der nærmest en øget risiko for at din mand og dig driver fra hinanden. Jeg ved ikke noget om hvordan statsamtet vurderer psykisk sygdom, men mit bud er at man står langt bedre hvis man har taget sin situation seriøst, søgt hjælp og fået behandling end hvis man "bare" lukker sig inde i et sommerhus.

Det er virkelig ikke for at sparke til dig, men bare for at prøve at få dig til at se din situation fra en anden vinkel.

Hvorfor er du egentlig så bange for piller? Hvis det er det der virker? Det er ikke en falliterklæring at være medicineret.

Tak for alle jeres svar

Det bare så svært at skulle gå til lægen igen og bede om hjælp. At skulle have piller for at kunne klare livet føles virkelig som en fallit erklæring for mig. Selvom en anden skriver det ikke er det.

Men bliver nok nødt til det. For som det er nu kan jeg ikke hænge sammen. Vil søge om at få en sygemelding fra skp og så få noget hjælp. Det bare så svært for er virkelig bange for det.

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar

Det bare så svært at skulle gå til lægen igen og bede om hjælp. At skulle have piller for at kunne klare livet føles virkelig som en fallit erklæring for mig. Selvom en anden skriver det ikke er det.

Men bliver nok nødt til det. For som det er nu kan jeg ikke hænge sammen. Vil søge om at få en sygemelding fra skp og så få noget hjælp. Det bare så svært for er virkelig bange for det.

Det ER svært og derfor skal du også involvere din mand så han kan give dig noget støtte gennem det. Det bør han i hvert fald gøre for det jo trods alt indirekte også for hans skyld. 

Hvad nu hvis du gik til lægen og du ikke skulle på piller, men han kunne hjælpe på en anden måde?

hvad nu hvis du får den elevplads, fordi de synes DU var den bedste af alle kandidaterne, og de virkelig føler du har noget godt at bidrage med? 

Hvad nu hvis du havde overtænkt det hele og blev virkelig glad for at arbejde der? 

Hvad nu hvis din læge kunne henvise dig til en psykolog, og du kunne få vendt dit tankemønster og måske få det bedre? ��

Kan du mærke hvor jeg vil hen af? 

Jeg kender alt til at have katastrofetanker, og tage sorgerne på forskud, men hvad nu hvis alt det du gik og troede ville være det værste, rent faktisk var det bedste? 

Måske kunne du komme væk fra dit arbejde, og starte på en frisk, med en ny elevplads, hvor du ikke følte du var bagud hele tiden. 

Måske vil din læge overveje et alternativ hvis du forklarer at du helst ikke vil have piller? 

Du har det ikke godt nu, og fortsætter du som du plejer får du ikke et anderledes resultat end du plejer = din situation/livskvalitet bliver ikke bedre så længe du ikke ændre på noget. På med modighatten og gør noget du er bange for, om det så er ny elevplads, en tid hos lægen, eller handle ind alene! Prøv! Måske lykkedes det ikke første gang, men NÅR det sker, så giver det også noget til selvtilliden. 

Måske skulle du evt. Opsøge noget psykoterapi eller en coach der kan hjælpe dig med at få styr på dine tanker, og måden de styre dit humør. Bare som første skridt. 

Det var bare en tanke herfra :-) 

Held og lykke med det hele, og husk, skulle du være så “uheldig” at få den elevplads, så var det altså fordi du var den bedste! Det er sgu da en meget fed tanke, uanset om du tager imod den eller ej ��

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar

Det bare så svært at skulle gå til lægen igen og bede om hjælp. At skulle have piller for at kunne klare livet føles virkelig som en fallit erklæring for mig. Selvom en anden skriver det ikke er det.

Men bliver nok nødt til det. For som det er nu kan jeg ikke hænge sammen. Vil søge om at få en sygemelding fra skp og så få noget hjælp. Det bare så svært for er virkelig bange for det.

Du har brug for hjælp, og første skridt er at gå til lægen.

Det er jo ikke sikkert, at piller er nødvendige for dig, men det er ikke en falliterklæring.

På samme måde er det heller ikke en falliterklæring at skulle tage insulin, hvis man har diabetes, eller at skulle tage hjertemedicin eller blodtryksmedicin.

Jeg håber, du kan lære at sidestille det med fysiske sygdomme - også selv om det er svært. 

Jeg kan sagtens følge dig i, at det kan være rart at gemme sig for omverdenen, men det er ikke løsningen.

Håber det bedste for dig.