Jeg bliver bange for mig selv

Jeg kan ikke kende mig selv. Jeg har en datter på knap 5 måneder. Jeg elsker hende over alt på jorden. Hun er så skøn og altid glad. Men hvis vi har haft en lang nat, en bøvlet formiddag eller andet så er min tålmodighed helt væk. Jeg vugger hende mere voldsomt i slygevuggen, skifter hende mere voldsomt. Er ret "aggressiv" i mine bevægelser. Jeg skader hende ikke på nogen måde! Men jeg er bare helt vildt overrasket. Jeg plejer at være enorm blid og rolig. Men nogen gange bliver jeg helt bange for mig selv.. Det er vel fordi man bliver presset ? Jeg hader at jeg opfører mig på den måde. Jeg bliver SÅ ked af det. Og lover mig selv at det gør ikke igen.. Men nu er det sket nogen gange og jeg skammer mig sådan

Jeg bliver lidt bekymret og tænker du skal snakke med din sp om hvordan du kan kontrollere din vrede.

Det du beskriver er jo ikke ok. Og det ved du også godt siden du skriver herinde.

Hvad nu hvis hun en dag er på nummer 2 eller 3 dag med at være urolig og bøvlet?

Går du så langt over stregen ....? 

Bed om hjælp inden der sker noget tragisk 

For babyer er hårdt arbejde men der ændre  ikke på du ikke kan undskylde det med at være voldsom over for hende bare fordi du er træt osv.

Anonym skriver:

 

Jeg kan ikke kende mig selv. Jeg har en datter på knap 5 måneder. Jeg elsker hende over alt på jorden. Hun er så skøn og altid glad. Men hvis vi har haft en lang nat, en bøvlet formiddag eller andet så er min tålmodighed helt væk. Jeg vugger hende mere voldsomt i slygevuggen, skifter hende mere voldsomt. Er ret "aggressiv" i mine bevægelser. Jeg skader hende ikke på nogen måde! Men jeg er bare helt vildt overrasket. Jeg plejer at være enorm blid og rolig. Men nogen gange bliver jeg helt bange for mig selv.. Det er vel fordi man bliver presset ? Jeg hader at jeg opfører mig på den måde. Jeg bliver SÅ ked af det. Og lover mig selv at det gør ikke igen.. Men nu er det sket nogen gange og jeg skammer mig sådan

Jeg føler så meget med dig og din lille pige.  

husker det fra mig selv. Jeg havde det ligesådan og gjorde det samme. Tålmodigheden var bare lig nul. Jeg bad om hjælp hos sp som henviste mig til psykolog fordi der viste sig at jeg havde en fødselsdepression der gjorde jeg ikke magtede de hårde nætter og dage. 

Kram til dig. Få hjælp med det samme inden det ender galt 

Anonym skriver:

 

Jeg kan ikke kende mig selv. Jeg har en datter på knap 5 måneder. Jeg elsker hende over alt på jorden. Hun er så skøn og altid glad. Men hvis vi har haft en lang nat, en bøvlet formiddag eller andet så er min tålmodighed helt væk. Jeg vugger hende mere voldsomt i slygevuggen, skifter hende mere voldsomt. Er ret "aggressiv" i mine bevægelser. Jeg skader hende ikke på nogen måde! Men jeg er bare helt vildt overrasket. Jeg plejer at være enorm blid og rolig. Men nogen gange bliver jeg helt bange for mig selv.. Det er vel fordi man bliver presset ? Jeg hader at jeg opfører mig på den måde. Jeg bliver SÅ ked af det. Og lover mig selv at det gør ikke igen.. Men nu er det sket nogen gange og jeg skammer mig sådan

Jeg genkender dine følelser fra da jeg fik mit første barn. Min datter havde kolik og sov meget dårligt, og jeg havde dage hvor jeg også følte mig "aggressiv" (gjorde ALDRIG min datter noget), men jeg følte en slags aggressivitet i kroppen, når jeg var i massivt søvnunderskud. De dage ringede jeg til min mor eller også blev min mand hjemme og så kunne jeg sove et par timer, og bagefter var jeg helt mig selv igen. Jeg har aldrig været bange for mine følelser, fordi jeg ved at jeg aldrig ville skade mit barn. Jeg snakkede med sp om det, og hun sagde ay det slet ikke er så unormalt. 

Anonym skriver:

 

Jeg kan ikke kende mig selv. Jeg har en datter på knap 5 måneder. Jeg elsker hende over alt på jorden. Hun er så skøn og altid glad. Men hvis vi har haft en lang nat, en bøvlet formiddag eller andet så er min tålmodighed helt væk. Jeg vugger hende mere voldsomt i slygevuggen, skifter hende mere voldsomt. Er ret "aggressiv" i mine bevægelser. Jeg skader hende ikke på nogen måde! Men jeg er bare helt vildt overrasket. Jeg plejer at være enorm blid og rolig. Men nogen gange bliver jeg helt bange for mig selv.. Det er vel fordi man bliver presset ? Jeg hader at jeg opfører mig på den måde. Jeg bliver SÅ ked af det. Og lover mig selv at det gør ikke igen.. Men nu er det sket nogen gange og jeg skammer mig sådan

Det lyder virkelig ubehageligt. Jeg synes, du skal tage fat i din sundhedsplejerske og fortælle hende om det. 

Er der en far, der kan være lidt mere på og aflaste dig?