Børn med ny mand. Go eller No go?

Jeg er barn af skilsmisseforældre, og min far giftede sig med en skøn kvinde, der havde tre børn i forvejen. Sammen fik de et barn mere. Min bonusmor har altid sagt, at hvis hun kunne gøre noget om, så ville hun have haft en helsøskende til ham. Han var jo alene tilbage, når vi andre drog afsted til vores andre forældre. Han har også selv udtalt som voksen, at han somme tider var misundelig på os og på en måde følte, at han manglede et fællesskab som vi hver især havde med vores helsøskende. Det giver mening for mig. Blot en tanke til overvejelse; om I så skulle forsøge på at få to børn sammen

Lea2787 skriver:

Jeg er barn af skilsmisseforældre, og min far giftede sig med en skøn kvinde, der havde tre børn i forvejen. Sammen fik de et barn mere. Min bonusmor har altid sagt, at hvis hun kunne gøre noget om, så ville hun have haft en helsøskende til ham. Han var jo alene tilbage, når vi andre drog afsted til vores andre forældre. Han har også selv udtalt som voksen, at han somme tider var misundelig på os og på en måde følte, at han manglede et fællesskab som vi hver især havde med vores helsøskende. Det giver mening for mig. Blot en tanke til overvejelse; om I så skulle forsøge på at få to børn sammen

For øvrigt deltog min fars kone på lige fod i opdragelsen og omsorgen. Det tror jeg måske, er vigtigt for inklusionens og respektens skyld. 

Tænker du vil få en del forskellige svar. Alt efter folks oplevelser med delebørn og fællesbørn , 

Her var det for mig ingen lykke at de fik et fælles barn.

Tværtimod blev jeg endnu mere udsat ,og 100 % hans ( hvis der var nogen i forvejen ) føleser for mig forsvandt da han fik sit eget biologiske barn. 

Min søn på 13 har en kammerat hvor der også var 7/7 men efter far fik barn med hans nye kone er det blevet til 12/2 pga de synes ikke der er tid til dem længere ( ham og hans bror) og det er børnene selv der har valgt det. 

Min søster fandt en mand med 2 børn for 3 år siden  - og selv om hun ikke har nogen i forvejen ,så vil hun ikke have nogen 

Fordi hun tror det bliver for kompliceret med dele og fælles. 

Så kan godt forstå du tænker og tænker - og der er ingen svar der kan gives og sikre at det lige blvier sådan . 

For enten bliver det rigtigt fint ,og det hele kører ( for det meste for kender ikke nogen om det er dele eller ej hvor det altid kører og det er jo normalt )

Eller også kommer der udfordringer der skal løses -

Der hvor man skylder sig selv og de børn der er der i forvejen er at man er 100 på at det her skal fungere og at børn er børn og jalousi over at et barn har ens mor hele tiden hvor man selv er delebarn tror jeg man skal være forberedt på kan komme i perioder. 

Og fællesbarnet vil nok også indimellem være jaloux over at de andre børn har 2 x ferie osv . 

Nå det blev langt - og gav ingen svar ,emn nu fik du da mine tanker 

Mor11 skriver:

Vi har snakket lidt om det. Han er meget bange for at det er alt for meget for ungerne når de i forvejen har mig og fars hjem og regler at forholde sig til. Han siger han holder sig til det som jeg ville gøre når han gør noget.

Det er ret svært når han ikke har egen børn synes jeg. Det falder bare ikke naturligt for ham at tage den rolle.. men han har mange meninger om hvordan han tror/ved han selv ville være forældre til egne børn. Men som sagt.. det giver jeg altså ikke så meget for  

Han burde nok komme lidt mere på banen som opdrager, men jeg forstår godt hans argument.

Min niece har en bonusdatter på 10 år. Pigen var kun 10 måneder, da min niece kom ind i hendes liv.

Hun tager også en form for forældreansvar og opdrager også på barnet, som de har fra torsdag eftermiddag til mandag morgen.

De har fået et fællesbarn, som nu er 1 år gammelt, og det går godt. Min niece elsker stadig sin bonusdatter højt. Her er det jo så faderen,  der har fællesbarnet hele tiden, mens bonusdatteren har bopæl hos sin mor. Heldigvis bor de i samme lille flække, og pigen er så stor nu, så hun selv kan smutte forbi hos sin far, eller de kan passe hende, hvis moderen skal noget. 

Og det er jo bare så forskelligt fra familie til familie.

Min kærestes børns bonusfar har været rigtig god til at gå ind i opdragerrollen.

Hvis I begge ønsker et fællesbarn, så behøver det ikke at være en dårlig idé. Men ja - din kæreste kommer til at sluge nogle kameler, når han selv bliver biofar.

Jeg er selv skilsmissebarn og på både min mors og fars side har de fået et barn med ny partner efterfølgende. Min mor og far har altid haft 12/2 ordning, evt med en dag i modsatte uge da jeg var lille.  

På min mors side fik jeg min bror, som idag er 100% min bror - vi er søskende ligesom alle andre og har alle de slags oplevelser og minder samme som helsøskende også ville have. Men jeg har jo også boet hos min mor og vi har alle 4 altid været en samlet familie (min stedfar har aldrig gjort forskel på mig og min bror og har altid set mig som sin egen, også efter han blev far til min bror). Jeg var så væk hver anden weekend hos min far. 

På min fars side fik jeg en søster. Vi er tættere aldersmæssigt end min bror og jeg men vi har intet søskendeforhold overhoved og har aldrig haft det, har ingen minder sammen og er egentlig bare to voksne idag der mødes 1-2 gange årligt når der holdes julefrokost eller noget. Vi har intet tilfældes overhoved og er som nat og dag. Jeg har jo så også kun set hende hver anden weekend og hendes mor gjorde altid et stort nummer ud af at jeg var på besøg når jeg kom og at de weekender jeg var der altid var lidt irriterende fordi de jo ikke kunne være sig selv. 

Det er bare for at skildre hvor vigtigt det var for mig at føle at vi var en stor familie ( og ikke dine- mine- vores børn). 

Jeg synes da du skal mærke om I har lyst til et fællesbarn - men accepterer at det bliver hårdt arbejde at få alle børn inkluderet. Jeg forestiller mig at det er rigtig svært hvis man har 7/7 ordning at få alle børn til at føle sig som en lige stor del af familien:/. 

Tommelise skriver:

Han burde nok komme lidt mere på banen som opdrager, men jeg forstår godt hans argument.

Min niece har en bonusdatter på 10 år. Pigen var kun 10 måneder, da min niece kom ind i hendes liv.

Hun tager også en form for forældreansvar og opdrager også på barnet, som de har fra torsdag eftermiddag til mandag morgen.

De har fået et fællesbarn, som nu er 1 år gammelt, og det går godt. Min niece elsker stadig sin bonusdatter højt. Her er det jo så faderen,  der har fællesbarnet hele tiden, mens bonusdatteren har bopæl hos sin mor. Heldigvis bor de i samme lille flække, og pigen er så stor nu, så hun selv kan smutte forbi hos sin far, eller de kan passe hende, hvis moderen skal noget. 

Og det er jo bare så forskelligt fra familie til familie.

Min kærestes børns bonusfar har været rigtig god til at gå ind i opdragerrollen.

Hvis I begge ønsker et fællesbarn, så behøver det ikke at være en dårlig idé. Men ja - din kæreste kommer til at sluge nogle kameler, når han selv bliver biofar.

 

Hvad mener du med at han kommer til at sluge kameler når/hvis han selv bliver bio far?  

Tak for input i øvrigt! Hvor er det dejligt at i svarer og kommer med jeres tanker ❤️

Mor11 skriver:

Hvad mener du med at han kommer til at sluge kameler når/hvis han selv bliver bio far?  

Tak for input i øvrigt! Hvor er det dejligt at i svarer og kommer med jeres tanker ❤️

Jeg mener bare det der med, at man kan have en hel masse meninger om børneopdragelse, inden man får børn - og så opdager, at man måske kommer til at revidere nogle af dem.

Og hvis I fik et fællesbarn, så kunne han ikke nøjes med at være legeonkel. 

Som en af mine gamle kolleger sagde: "Hvis vi så nogle børn, som ikke opførte sig ordentligt, så sagde vi til hinanden - såadan skal det ikke være, når vi får børn - men godmorgen !

Jeg har heller ikke selv børn, og derfor ved jeg jo godt, at jeg nok ikke ligefrem er specialist i børneopdragelse.

Det er nok noget, der er kommet med alderen. Da jeg var yngre, havde jeg nok også nogle færdigsyede meninger, men så fik mine søskende og veninder børn. Og jeg kunne høre på dem, at det nok ikke var så let, som jeg troede.

Jeg bor ikke sammen med min kæreste, så jeg har ikke haft en opdragende rolle. Og har det måske lidt lige som din mand- måske ville jeg være lidt bange for at blande mig. 

Nu er kærestens børn blevet voksne, men de er stadig meget unge, så de skal fortsat guides i at lære at styre deres økonomi, tage fornuftige beslutninger osv. 

Men når jeg ser på min niece - så synes jeg, hun klarer rollen som bonusmor rigtig godt. 

Jeg havde en dreng på 8 år, da jeg mødte min mand. Han havde ingen børn. Vi fik vores fælles datter, da min søn var ti år. 

Jeg synes at man, når man flytter sammen, bør være fælles om opdragelse osv. så man er ligeværdige voksne. Jeg måtte nogle gange lige efter at vi var flyttet sammen sige til min søn, at nu bor vi sammen, så bestemmer x lige så meget som mig. Der gik lidt før han fandt ud af, at det var sådan - vi havde boet alene i 6 år - men der var ikke problemer i det som sådan. 

Min søn er hos os hver anden uge og vores fælles datter er her jo altid. Det er bare sådan det er. Jeg tror nogle gange at vi voksne spekulere for meget - børn accepterer som oftest bare tingene som de er.

FruK skriver:

Jeg havde en dreng på 8 år, da jeg mødte min mand. Han havde ingen børn. Vi fik vores fælles datter, da min søn var ti år. 

Jeg synes at man, når man flytter sammen, bør være fælles om opdragelse osv. så man er ligeværdige voksne. Jeg måtte nogle gange lige efter at vi var flyttet sammen sige til min søn, at nu bor vi sammen, så bestemmer x lige så meget som mig. Der gik lidt før han fandt ud af, at det var sådan - vi havde boet alene i 6 år - men der var ikke problemer i det som sådan. 

Min søn er hos os hver anden uge og vores fælles datter er her jo altid. Det er bare sådan det er. Jeg tror nogle gange at vi voksne spekulere for meget - børn accepterer som oftest bare tingene som de er.

Vi har ikke problemer med respekten for min kæreste herhjemme. Altså , det er ikke nødvendigt at sige til ungerne at hans ord vejer ligeså tungt som mine, når han siger noget . Det er mere et "problem" - måske - at han ikke blander sig i opdragerdelen i det hele taget. 

Men jeg ved ikke om det er et problem overhovedet. Altså lige nu er det ikke, udover at jeg sommetider føler mig som singleforældre. Men det er nok mere hvis vi fik fælles børn at det ville blive noget rod hvis han ikke trådte lidt mere ind ift mine børn også.