Ligger her på min sofa og er helt vildt ked af det. Jeg kan ikke blive ved med at holde til samarbejdet med min x, men det bliver jeg nødt til, og jeg ser ingen løsninger.
Vi var unge da vi fandt sammen. Vi studerede da vi fik børn. Og fandt arbejde da de var født begge. Først der fandt jeg ud af, at karriere, succes og job betød mere for ham end børnene og jeg. Vi blev nedprioriteret konstant. Jeg stod for alt i hjemmet og stod selv med børnene. Han havde ikke et super vigtigt job, men havde altid en grund til at arbejde mere og komme hjem sent. Jeg stod virkelig med alt derhjemme. Mig der stod op om natten med børnene, han nægtede fordi der altid var noget vigtigt på job han skulle være klar til. Jeg tog alle sygedage. Puttede dem. Kørte dem ind i institution. Jeg havde aldrig tid til mig, for var der endelig mulighed for han kunne tage ud selv med børnene, nægtede han med mindre jeg tog med.
Han var også rigtig god til at kritisere mig. Det blev værre med årene. Alting var altid min skyld. Kan ikke huske jeg har hørt et undskyld fra ham. Jeg forsøgte virkelig at nå ham. Vi var i parterapi, jeg forsøgte på alle måder dels at anerkende hans drømme men udtrykke hvad jeg havde behov for, da jeg til sidst var svært deprimeret. Jeg kunne ikke mærke mig selv længere, da jeg havde givet afkald på alt der var mig, og tilbage var "kun" det at være mor og husholderske. Men jeg erkendte, at han ikke kunne eller ville ændre sig, og at vi derfor ikke var et match længere.
Jeg erkendte, at jeg ikke kunne være den mor jeg ville være, når vi var sammen, fordi jeg havde det så dårligt. Vi skændtes også meget ofte, og det synes jeg ikke var en værdig opvækst for pigerne. Så jeg forlod ham.
Og han straffer mig stadig for det her fem år senere, trods vi begge har nye partnere, som vi begge har særbørn med. I hans øjne, har jeg ødelagt hans liv ved at gå fra ham. For ham er det en falliterklæring at hans børn er delebørn. Ikke fordi det er synd for dem, men fordi det reflekterer dårligt på hans image.
Og det betyder, at hvor end han kan finde en mulighed, så får han gjort alting til min skyld. Er børnene syge? Så er det min skyld. Misser han et møde? Så er det min skyld. Har jeg succes med noget? Så ødelægger han det ved at spinne et problem omkring det, som han gør en konflikt ud af.
Og jeg ligger mig ned og tager slagene. Hvorfor? Fordi jeg med årene har erfaret, at uanset hvor sød, venlig og ordentligt jeg prøver at tale med ham, så kan jeg IKKE få ham til at se anderledes på tingene. Kæmper jeg imod, forstørrer han konflikten, og så påvirkes samarbejdet og dermed børnene. Seriøst, det er umuligt at vende noget med ham, og jeg føler ikke jeg har andre valg end ikke at tage kampen op. For mit job er at beskytte vores børn, og jeg vil hellere, at det gør ondt på mig, end at det gør ondt på dem.
Jeg er bare så træt. Han vil gerne hele verden skal tænke han er årets far. Men han har ikke styr på det, der foregår i deres liv. Han prioriterer dem ikke og deltager aldrig i arrangementer.
Jeg er bare så nedslidt, fordi det er nået til et punkt hvor jeg er bange for der sker noget godt i mit liv, bange for at han finder ud af det, fordi han aktivt søger at ødelægge det. Alt sammen fordi jeg ødelagde hans liv ved at forlade ham, angiveligt. Jeg er bange for at fortælle, når børnene er syge, for så starter han en konflikt over det. Hver gang hans messengerbillede popper op, får jeg straks ondt i maven og kvalme og tænker "åh nej, hvad har jeg nu gjort?"
Men hvad skal jeg gøre? Folk siger at jeg må tage kampen op. Og det frustrerer mig, for ingen forstår, at jeg kan IKKE vinde. Jeg kan IKKE få ham til at reflektere over tingene. Jo mere han ved jeg er uenig, jo mere kæmper han for sit, og dermed vinder jeg ikke andet end kæmpe konflikt med konsekvenser for børnene ved at sige fra.
Og på samme tid tærer det på mig at gå rundt i evig frygt for, hvornår jeg igen har handlet forkert i hans øjne. Præcis som da vi var et par.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre mere. Jeg kan kun sige, at jeg hånden på hjertet kan stå inde for, at jeg er ordentlig overfor ham og at jeg samarbejde ekstremt meget, og at der ikke er en finger at sætte på den del eller min adfærd overfor ham.
