Hvorfor er nogle kvinder sådan (graviditet)

Jeg undrer mig lidt, min mand og jeg er i slutningen af 20’erne, min mands bror og hans nyere kæreste er midt 30 og 40. 

Herhjemme opnår vi hurtigt en graviditet og få måneder efter vi startede, startede de andre også. De har så været 4-5 måneder om at opnå graviditet.

Men her kommer min undren, da vi fortæller vi er gravide bliver især broderen glad og ønsker tillykke, hans kæreste ønsker også tillykke. Men siden den dag har kæresten ikke spurgt ind til noget som helst om baby osv. Fair nok hvis man ikke har lyst til at vide noget. Nu er hun jo selv blevet gravid, og så skal jeg nærmest kun høre om hendes graviditet her, det er 4 barn hun venter men den første med broderen. Jeg syntes det er fedt at vores børn kommer med 4 måneders mellemrum så de kan få glæde af hinanden, jeg har sagt de meget gerne må fortælle hvordan det går til NF og MD. 

Hvorfor har nogle kvinder så stort er behov for gladeligt hele tiden at fortælle om deres graviditet men af ren venlig ikke kan spørger den anden vej også så? 

Så... det du siger er, hvorfor er nogle gravide så egoistiske? De tænker kun på sig selv og burde tænke noget mere på dig?

Hvis du vil fortælle om din graviditet, så gør det. Men du kan da på ingen måde forvente at nogen som helst andre i verden synes det er spændende. Det er lidt ligesom med baby billeder - forældre har en million af dem og vil så gerne vise dem, og helt ærligt, så er der bare ikke mange som gider kigge i mere end 2 minutter. 

Jeg er en af de typer, som du ikke forstår, så jeg kan da lige give dig et indblik i, hvorfor jeg sjældent spørger ind til folk.. 

1. Jeg kommer fra en familie, hvor vi er vant til at sige noget, hvis vi har noget på hjertet.. Altså vi venter ikke på at blive spurgt, så har vi noget, vi vil snakke om, så siger vi det.. Det gør så også, at jeg aldrig rigtigt har lært at spørge så meget ind til folk.. Når folk selv snakker, så kan jeg sagtens spørge ind til de ting, de siger.. Men jeg starter sjældent samtalen med "hvordan går det?".. Det er først noget, som jeg er ved at lære nu i en alder af 29.. 

2. Jeg føler det kunstigt og at det er et forhør, når jeg spørger ind til en masse.. Ja fint nok at spørge "hvordan går det?", men hvis folk så siger "fint", så er emnet for mig ret uddebatteret.. Og jeg får ofte den der "fint"..

3. Som sagt før jeg ofte den der "fint" eller andre korte og ubrugelige svar, og når jeg får dem, så lyder det for mig som om, at folk ikke gider snakke om det.. For ville se snakke om det, så sagde de noget mere end bare et enkelt ord eller en afsluttende sætning.. Og ærlig talt så gider jeg ikke bruge min tid på at presse ord og sætninger ud af folk.. 

Så som ovenstående siger: vil du snakke om din graviditet, så åbn munden og sig noget.. Hvorfor vente på at blive spurgt.. Vi lever ikke i 1800-tallet mere, hvor kvinder ikke må snakke uden at blive spurgt 

Anonym skriver:

Jeg er en af de typer, som du ikke forstår, så jeg kan da lige give dig et indblik i, hvorfor jeg sjældent spørger ind til folk.. 

1. Jeg kommer fra en familie, hvor vi er vant til at sige noget, hvis vi har noget på hjertet.. Altså vi venter ikke på at blive spurgt, så har vi noget, vi vil snakke om, så siger vi det.. Det gør så også, at jeg aldrig rigtigt har lært at spørge så meget ind til folk.. Når folk selv snakker, så kan jeg sagtens spørge ind til de ting, de siger.. Men jeg starter sjældent samtalen med "hvordan går det?".. Det er først noget, som jeg er ved at lære nu i en alder af 29.. 

2. Jeg føler det kunstigt og at det er et forhør, når jeg spørger ind til en masse.. Ja fint nok at spørge "hvordan går det?", men hvis folk så siger "fint", så er emnet for mig ret uddebatteret.. Og jeg får ofte den der "fint"..

3. Som sagt før jeg ofte den der "fint" eller andre korte og ubrugelige svar, og når jeg får dem, så lyder det for mig som om, at folk ikke gider snakke om det.. For ville se snakke om det, så sagde de noget mere end bare et enkelt ord eller en afsluttende sætning.. Og ærlig talt så gider jeg ikke bruge min tid på at presse ord og sætninger ud af folk.. 

Så som ovenstående siger: vil du snakke om din graviditet, så åbn munden og sig noget.. Hvorfor vente på at blive spurgt.. Vi lever ikke i 1800-tallet mere, hvor kvinder ikke må snakke uden at blive spurgt 

Enig!

Jeg har heller ikke rigtig lært det, bliver dog bedre til det, men min bedste veninde og jeg kører altså også stilen at vi siger det vi har på hjerte og vil snakke om. Når det er uddebatteret starter den anden det nyt emne. Det er skønt for vi får vendt det hele og skal ikke gætte hvad den anden vil (eller ikke vil) tale om. 

Min anden veninde siger kun noget hvis man spørger direkte. Jeg havde været der et par timer og snakket og hygget og da jeg så kommer hjem ser jeg på LinkedIn at hun har fået job. Jeg spørger så hvorfor hun ikke havde sagt det - jamen jeg spurgte jo ikke. Hun havde gået arbejdsløs et par måneder så jeg havde jo spurgt løbende, bare ikke den dag og jeg orker altså ikke at starte et besøg med et spørgeskema af emner for at høre hvor der er sket noget siden sidst.

Måske er det bare mig der er egoistisk eller uopdragen, men det er sådan jeg fungerer 

(og jeg jeg tromler ikke folk men hvis der er tavshed så skal jeg nok finde på noget at snakke om ) 

Anonym skriver:

Jeg er en af de typer, som du ikke forstår, så jeg kan da lige give dig et indblik i, hvorfor jeg sjældent spørger ind til folk.. 

1. Jeg kommer fra en familie, hvor vi er vant til at sige noget, hvis vi har noget på hjertet.. Altså vi venter ikke på at blive spurgt, så har vi noget, vi vil snakke om, så siger vi det.. Det gør så også, at jeg aldrig rigtigt har lært at spørge så meget ind til folk.. Når folk selv snakker, så kan jeg sagtens spørge ind til de ting, de siger.. Men jeg starter sjældent samtalen med "hvordan går det?".. Det er først noget, som jeg er ved at lære nu i en alder af 29.. 

2. Jeg føler det kunstigt og at det er et forhør, når jeg spørger ind til en masse.. Ja fint nok at spørge "hvordan går det?", men hvis folk så siger "fint", så er emnet for mig ret uddebatteret.. Og jeg får ofte den der "fint"..

3. Som sagt før jeg ofte den der "fint" eller andre korte og ubrugelige svar, og når jeg får dem, så lyder det for mig som om, at folk ikke gider snakke om det.. For ville se snakke om det, så sagde de noget mere end bare et enkelt ord eller en afsluttende sætning.. Og ærlig talt så gider jeg ikke bruge min tid på at presse ord og sætninger ud af folk.. 

Så som ovenstående siger: vil du snakke om din graviditet, så åbn munden og sig noget.. Hvorfor vente på at blive spurgt.. Vi lever ikke i 1800-tallet mere, hvor kvinder ikke må snakke uden at blive spurgt 

Fuldstændig det samme her, så jeg er helt enig.

Jeg har til gengæld også haft nogle graviditeter, som jeg slet ikke havde lyst til at fortælle om (særligt den første), men det var fint nok, hvis andre fortalte om deres (hvis de havde behov for det).

Rockertand skriver:

Fuldstændig det samme her, så jeg er helt enig.

Jeg har til gengæld også haft nogle graviditeter, som jeg slet ikke havde lyst til at fortælle om (særligt den første), men det var fint nok, hvis andre fortalte om deres (hvis de havde behov for det).

Ja især graviditet er noget, som alle ikke har lyst til at snakke om.. Er da rart at blive spurgt, hvis man gerne vil snakke om det, men hvis det er et ømtåleligt emne og man kun vil snakke med nogle bestemte om det, så er det faktisk træls at blive spurgt om det..
Så især graviditeter eller andre lidt ømtålelige emner, spørger jeg som regel ikke særlig meget ind til, da det vil "skade mere end det gavner"

Nej jeg spørger til hvorfor nogle kvinder kun vil snakke om deres egen graviditet og det er det der skal fylde uden at spørge lidt ind til andre.

Jeg syntes af ren venlighed hvis man kun vil snakke om sin egen graviditet at man lige kan spørge andre gravide også. Hvem siger folk kun vil høre til deres graviditet hele tiden.

Det handler ikke om at der skal spørges ind til min graviditet, jeg undrer mig bare over man gerne vil snakke sin egen graviditet hele tiden men ikke andres 

Det kunne også bare have været helt almindelig misundelse? I blev gravide hurtigt og det kan gøre ondt når de selv skulle bruge flere måneder også selvom det skete hurtigt så er følelser bare ikke noget vi altid kan styre!

Jeg er den person der overhovedet ikke gider høre på andre, og slet ikke dem der skal have nr. 2 for jeg er så pisse misundelige på dem! Misundelig over at jeg ikke bare kan have sex med min mand og vupti så er jeg gravid! Det gør virkelig ondt på mig hver gang nogle fortæller den glade nyhed fordi jeg ønsker en mere så forfærdeligt meget, at min “sorg” overskygger den glæde jeg burde have for andre 

Anonym skriver:

Nej jeg spørger til hvorfor nogle kvinder kun vil snakke om deres egen graviditet og det er det der skal fylde uden at spørge lidt ind til andre.

Jeg syntes af ren venlighed hvis man kun vil snakke om sin egen graviditet at man lige kan spørge andre gravide også. Hvem siger folk kun vil høre til deres graviditet hele tiden.

 

Det handler ikke om at der skal spørges ind til min graviditet, jeg undrer mig bare over man gerne vil snakke sin egen graviditet hele tiden men ikke andres 

Jamen det er jo det, vi har svaret på ..
At nogle af os bare ikke har lært at spørge ind til andre, fordi vi er vokset op med, at man bare selv snakker, hvis man vil sige noget..
Det er jo ikke fordi, at vi ikke er interesseret i andre, men ligesom du ikke forstår, at man ikke spørger ind til andres graviditet, så forstår vi ikke, hvorfor I ikke bare selv siger "ej jeg har godt nok nogle slemme symptomer der er sådan og sådan" eller "så var vi til scanning i går og der skete ...".. Hvorfor ikke selv åbne munden, når nu hun gør det? Hvorfor ikke snakke med på tingene, når hun fx fortæller om sin middannelsesscanning, så kan du jo fortælle om din?

Eller er det fordi at når du nævner noget, så siger hun bare "nå" og tilbage til hende selv eller?

Anonym skriver:

Nej jeg spørger til hvorfor nogle kvinder kun vil snakke om deres egen graviditet og det er det der skal fylde uden at spørge lidt ind til andre.

Jeg syntes af ren venlighed hvis man kun vil snakke om sin egen graviditet at man lige kan spørge andre gravide også. Hvem siger folk kun vil høre til deres graviditet hele tiden.

 

Det handler ikke om at der skal spørges ind til min graviditet, jeg undrer mig bare over man gerne vil snakke sin egen graviditet hele tiden men ikke andres 

Det kunne vel gælde for masser af andre emner end graviditet - hvorfor taler nogle kun om deres eget job, familie, kæledyr, husrenovering, bryllup osv. osv.? Og svaret er vel, som andre påpeger, at mange af os forventer, andre selv tager ordet og fortæller om det, der ligger dem nært. 

Hvorfor siger du ikke selv noget? Generthed, stædighed, usikkerhed, andre opfattelser af, hvordan en samtale bør foregå? Folk er forskellige.