Til mødre med bonusbørn

Jer mødre med bonusbørn: Blev det lettere at være en del af familien med bonusbørn, efter I fik jeres eget barn? Altså fællesbarn med kæresten? 

Jeg blev hurtigt gravid (førstegangs), med min kæreste som har to børn på hhv. 12 og 15 år (7/7 ordning). Faktisk så hurtigt at jeg først flyttede ind da jeg var blevet gravid. Jeg havde naturligvis mødt hans børn inden indflytning, og kom (og stadig kommer) rigtig godt ud af det med dem 

Vi var nyforelsket og idyllen om ham, jeg og bonusbørn er nu begyndt at komme mig til tvivl. Det viser sig at jeg har rigtig svært ved at leve i rollen som bonusmor. Inden jeg mødte min kæreste, boede jeg alene i 10 år, er meget selvstændig af person, elsker mit eget selskab og alenetid  Jeg udfordres dagligt ved at jeg ikke selv kan bestemme om alt det man naturligvis kan, når man bor alene. Jeg har svært ved at gå på kompromis, at leve op til de krav der er når man er en sammensat familie. Jeg savner tiden hvor jeg kunne have alenetid efter eget valg. Jeg savner at kunne komme hjem efter en lang dag på arbejde, og lukke mig indeni mig selv hvis jeg har haft en øv dag. Ja - kort fortalt, har jeg svært ved at leve i en familie hvor jeg skal tage hensyn  Hver gang vi er i IKEA, indretter jeg en ny lejlighed i mit hoved. Forfærdeligt med disse tanker 

Sommetider tænker jeg over, at alt det her er gået for stærkt men fordi at kemien med børnene var der fra start, samt at vi hyggede os meget alle 4 når jeg var på besøg inden jeg flyttede ind, var jeg naiv og tro at det selvfølgelig var easy at gå ind til men nej!  

Jeg har rigtigt svært ved at skelne mellem hormoner og virkelighed. Er alt sammen meget svært for mig pga. hormoner? Eller er det bare svært for mig? 

Jeg flyttede jo som sagt ind da jeg allerede havde hormoner i kroppen, så det er lidt svært synes jeg. Det skal lige nævnes at jeg selvfølgelig har delt mine frustrationer med min kæreste, men tit ender det i skænderier og han går i forsvarspotition med det samme selvom jeg ikke anklager ham for noget som helst. Jeg deler blot min frustration med ham, og fortæller hvor svært det er for mig sådan at tilpasse mig når jeg aldrig har prøvet det før 

Jeg håber at jeg forstår meget bedre, så snart vi får vores fælles barn til august  Men desværre frygter jeg også bare, at tingene kan forværres. Ååh synes det er så svært 

Hilsen den egoistiske der tilsyneladende har meget sværere ved det her familieliv, end jeg selv troede 

Hej med dig,

Sikke en trist situation at være i. Den kender jeg selv.

Mødte min mand, efter et par år som single, som havde sin 5 årige søn hver anden weekend. I starten var det sjov og spas, og drengen var vild med mig og jeg med ham. Men jo mere tid vi tilbragte sammen, jo mere blev jeg i tvivl om det var der jeg ville. Drengen styrede ham fuldstændigt. Han bestemte hvad vi skulle lave de weekender han var på besøg. 

Jeg tog en snak med ham om hvordan jeg så deres forhold udefra, og det kom helt bag på ham. Men det hele bundede i hans dårlige samvittighed. 

Anyways, tingene blev bedre efter den samtale, og vi blev til en "hver anden weekend - familie". 

Dog ændrede tingene sig hurtigt, da jeg blev gravid. Drengen havde det svært ved at acceptere det og det hjalp ikke at hans mor sørgede for at fortælle ham at hans far nu har fået en ny familie. Hun har desværre fyldt ham med had overfor mig og det er pisse svært at leve med.

Vi har sidenhen fået 2 fælles børn og mine børn elsker deres storebror. Jeg derimod har intet forhold til ham desværre. Og jeg har efter 10 år endelig accepteret at jeg aldrig får det.

Jeg har desværre ingen solstråle historie at fortælle dig, men ønsker dig held og lykke 

Anonym skriver:

Hej med dig,

Sikke en trist situation at være i. Den kender jeg selv.

Mødte min mand, efter et par år som single, som havde sin 5 årige søn hver anden weekend. I starten var det sjov og spas, og drengen var vild med mig og jeg med ham. Men jo mere tid vi tilbragte sammen, jo mere blev jeg i tvivl om det var der jeg ville. Drengen styrede ham fuldstændigt. Han bestemte hvad vi skulle lave de weekender han var på besøg. 

Jeg tog en snak med ham om hvordan jeg så deres forhold udefra, og det kom helt bag på ham. Men det hele bundede i hans dårlige samvittighed. 

Anyways, tingene blev bedre efter den samtale, og vi blev til en "hver anden weekend - familie". 

Dog ændrede tingene sig hurtigt, da jeg blev gravid. Drengen havde det svært ved at acceptere det og det hjalp ikke at hans mor sørgede for at fortælle ham at hans far nu har fået en ny familie. Hun har desværre fyldt ham med had overfor mig og det er pisse svært at leve med.

Vi har sidenhen fået 2 fælles børn og mine børn elsker deres storebror. Jeg derimod har intet forhold til ham desværre. Og jeg har efter 10 år endelig accepteret at jeg aldrig får det.

Jeg har desværre ingen solstråle historie at fortælle dig, men ønsker dig held og lykke 

Mange tak fordi du tog dig tid til at svare   I dit tilfælde skete der så det at tingene ændrede sig da du blev gravid, fordi I samtidig døjede med en træls eks (drengens mor) som giver god mening.

Her er der ikke tale om ændringer efter jeg blev gravid. Udover at jeg tvivler på fremtiden, fordi vi nu skal have barn sammen. Er meget i tvivl om jeg kan det her 

Jeg er bonusmor til et barn på 6 år som min kæreste har fra et tidligere forhold og så har min kæreste og jeg et fælles barn på 1/2 år. Vi har boet sammen i 2,5 år og været kærester i 4 år. 

Jeg synes at det første 1-1,5 var de hårdeste, da vi flyttede sammen. Vi skulle lige finde hinanden i forhold til børneopdragelse, daglig rytme, min rolle osv. Det tog mange og lange snakke og skænderier og vi skulle slibe mange kanter. Men her 2,5 år og et fælles barn senere, så går det så tæt på gnidningsfrit som det nu kan når der er 2 unger i huset. 

I forhold til at du har svært ved at skulle indrette dig efter børnene og ikke kan få alenetid når du selv vil, så er det jo ikke anderledes end når jeres fællesbarn kommer til verden. Så er der minimal alenetid og minimal tid til dig selv og det som du gerne vil. Så den del tror jeg du skal lære at prøve at acceptere og prøve at arbejde med dig selv. Det kan være hårdt, men de gode stunder med børnene skulle gerne opveje det. 

Og så tror jeg at det er vigtigt at du siger højt hvad dine behov er. Fx kunne det være at du havde brug for et par timer alene en lørdag eftermiddag. Så kan du enten gå en lang tur selv, mens din kæreste tager ungerne eller din kæreste og ungerne kan tage et sted hen og være i et par timer. Det gælder om at give hinanden luft og rum, så man kan komme tilbage og være en god (bonus)mor. 

Sandbjerg skriver:

Jeg er bonusmor til et barn på 6 år som min kæreste har fra et tidligere forhold og så har min kæreste og jeg et fælles barn på 1/2 år. Vi har boet sammen i 2,5 år og været kærester i 4 år. 

Jeg synes at det første 1-1,5 var de hårdeste, da vi flyttede sammen. Vi skulle lige finde hinanden i forhold til børneopdragelse, daglig rytme, min rolle osv. Det tog mange og lange snakke og skænderier og vi skulle slibe mange kanter. Men her 2,5 år og et fælles barn senere, så går det så tæt på gnidningsfrit som det nu kan når der er 2 unger i huset. 

I forhold til at du har svært ved at skulle indrette dig efter børnene og ikke kan få alenetid når du selv vil, så er det jo ikke anderledes end når jeres fællesbarn kommer til verden. Så er der minimal alenetid og minimal tid til dig selv og det som du gerne vil. Så den del tror jeg du skal lære at prøve at acceptere og prøve at arbejde med dig selv. Det kan være hårdt, men de gode stunder med børnene skulle gerne opveje det. 

Og så tror jeg at det er vigtigt at du siger højt hvad dine behov er. Fx kunne det være at du havde brug for et par timer alene en lørdag eftermiddag. Så kan du enten gå en lang tur selv, mens din kæreste tager ungerne eller din kæreste og ungerne kan tage et sted hen og være i et par timer. Det gælder om at give hinanden luft og rum, så man kan komme tilbage og være en god (bonus)mor. 

Tak for svar. Jeg er klar over at min alenetid bortfalder når der kommer en lille én, men det er bare noget andet når det er mit eget  Kunne sagtens bo alene med baby, er jeg slet ikke i tvivl om. Det her handler om hensyn til andre.. Hensyn til andre, som man ikke elsker. Jovist jeg elsker min kæreste, men uanset hvor søde hans børn er - elsker jeg dem bare ikke. 

Åh jeg forstår godt det er svært at gå ind i en familie med eksisterende børn. Man skal vide hvad det indebærer og man skal virkelig ville det. 

Men jeg forstår godt din kæreste bliver frustreret når i taler om det. Selvom det ikke er en kritik af ham, så er det alligevel lidt "hans skyld" fordi det er ham der har de børn der skaber problemerne for dig. Og set fra hans perspektiv, så valgte du selv at gå ind i det, og nu er det hele pludselig galt - og hvad pokker skal han gøre? Du kendte jo præmissen. 

Men intet er så simpelt. For reelt aner man ikke en disse om familieliv før man har prøvet det selv. Og som du selv siger "kemien var der og vi havde en fest " men én ting er at være legetante i ny og næ eller en weekend over, noget andet er, at være fuldtids forældre .man kan så sige, at i jo faktisk kun er halvtids forældre, så det er jo ikke fordi du ikke får et break.... Det break forsvinder altså 100% lige om lidt når du sidder med egen baby i armene. Men måske din forståelse og tolerance overfor bonus ungerne også bliver en anden når du oplever mor-følelserne for dit eget barn og ser den kærlighed bonus'erne også udviser overfor deres lille nye søskende. 

I har helt sikkert rykket for hurtigt frem, men sket er sket. Og nu er det umuligt at hive håndbremsen. Du er gravid og smedet sammen med deres far de næste mange mange år. Jeg ville afvente og se hvordan situationen ser ud når du kommer på den anden side af fødslen. Når hormonerne har lagt sig, og du bedre kan mærke dig selv igen og alt det der  

Jeg vælger lige at svarer fra den anden synsvinkel. Altså din kærestes  

herhjemme er det mig der har barn fra tidligere forhold og min kæreste der skal lærer at være bonus far og finde sin rolle i denne. 

Han er ligesom dig. Elsker sin alenetid og synes det er utrolig svært at tilpasse sig til et lille barn hver anden uge (vi bor sammen) som ikke er hans eget. Han synes min søn er hysterisk og super belastende ofte og det gør da mig sindsyg ked af det som mor. Men jeg forstår ham også samtidig. For han har aldrig haft med børn at gøre så det er en stor rolle for ham at tage. 

Jeg har også for store forventninger til hans rolle som bonus far. Meget større end han kan eller er klar til at indfri. 

Måske din kæreste er ligesom mig. Har lidt for store forventninger til din rolle til hans børn. ? 

Jeg kan selv blive meget i tvivl hvorvidt ham og jeg skal stifte familie en dag. For jeg er bange for at vores fælles barn til få mere kærlighed og opmærksomhed end min dreng ville gøre. Og det værste ville for mig være forskelsbehandling. Dette siger jeg fordi jeg hæfter mig ved at du ikke elsker hans børn. Vær obs på at der ikke bliver gjort forskel i sådan en forstand at de føler sig i vejen.  

ved ikke om det hjælper dig eller om det er noget være volipyk. Ellers spøger du bare  

Jer mødre med bonusbørn: Blev det lettere at være en del af familien med bonusbørn, efter I fik jeres eget barn? Altså fællesbarn med kæresten? 

Jeg blev hurtigt gravid (førstegangs), med min kæreste som har to børn på hhv. 12 og 15 år (7/7 ordning). Faktisk så hurtigt at jeg først flyttede ind da jeg var blevet gravid. Jeg havde naturligvis mødt hans børn inden indflytning, og kom (og stadig kommer) rigtig godt ud af det med dem 

Vi var nyforelsket og idyllen om ham, jeg og bonusbørn er nu begyndt at komme mig til tvivl. Det viser sig at jeg har rigtig svært ved at leve i rollen som bonusmor. Inden jeg mødte min kæreste, boede jeg alene i 10 år, er meget selvstændig af person, elsker mit eget selskab og alenetid  Jeg udfordres dagligt ved at jeg ikke selv kan bestemme om alt det man naturligvis kan, når man bor alene. Jeg har svært ved at gå på kompromis, at leve op til de krav der er når man er en sammensat familie. Jeg savner tiden hvor jeg kunne have alenetid efter eget valg. Jeg savner at kunne komme hjem efter en lang dag på arbejde, og lukke mig indeni mig selv hvis jeg har haft en øv dag. Ja - kort fortalt, har jeg svært ved at leve i en familie hvor jeg skal tage hensyn  Hver gang vi er i IKEA, indretter jeg en ny lejlighed i mit hoved. Forfærdeligt med disse tanker 

Sommetider tænker jeg over, at alt det her er gået for stærkt men fordi at kemien med børnene var der fra start, samt at vi hyggede os meget alle 4 når jeg var på besøg inden jeg flyttede ind, var jeg naiv og tro at det selvfølgelig var easy at gå ind til men nej!  

Jeg har rigtigt svært ved at skelne mellem hormoner og virkelighed. Er alt sammen meget svært for mig pga. hormoner? Eller er det bare svært for mig? 

Jeg flyttede jo som sagt ind da jeg allerede havde hormoner i kroppen, så det er lidt svært synes jeg. Det skal lige nævnes at jeg selvfølgelig har delt mine frustrationer med min kæreste, men tit ender det i skænderier og han går i forsvarspotition med det samme selvom jeg ikke anklager ham for noget som helst. Jeg deler blot min frustration med ham, og fortæller hvor svært det er for mig sådan at tilpasse mig når jeg aldrig har prøvet det før 

Jeg håber at jeg forstår meget bedre, så snart vi får vores fælles barn til august  Men desværre frygter jeg også bare, at tingene kan forværres. Ååh synes det er så svært 

Hilsen den egoistiske der tilsyneladende har meget sværere ved det her familieliv, end jeg selv troede 

Du er på ingen måde egoistisk, det er desværre bare en af loddene ved at være bonusmor/far. Jeg kan ikke sige om det ændre sig når i får den lille, - da jeg ikke er lykkedes med at blive gravid endnu, men jeg har været i det her forhold i 7½ år og der er stadig ting som er svære, primært det faktum at der altid vil være en anden kvinde som kan have påvirkning på hvordan tingene foregår herhjemme. 

Men tror helt sikkert at det kræver at dig og din kæreste sætter jeg ned og får fundet en løsning og gjort det lovligt for dig at lufte ventilerne for ellers går i fra hinanden.. En baby kræver meget, og far skal pludselig til at dele sin opmærksomhed og sin dårlige samvittighed imellem det barn han har hele tiden og det barn han har noget af tiden. Det er i hvert fald det jeg har hørt fra andre er en af dilemmaerne der kan opstå. 

Og så du mærke efter hvad du vil have af ansvar, og have en åben dialog med din kæreste så hvis det bliver overvældende så skal du kunne trække stikket og sige ikke mere, uden dårlig samvittighed  

Så sommer sumarum det er nok ikke kun hormonerne, men det bliver nok ikke nemmere når baby kommer så alt forebyggelse skal ordnes inden baby kommer så i kan få de bedste ods for fremtiden  

Edit: husk på når folk siger "du vidste hvad du gik ind til" nej det vidste du ikke hvis du aldrig har gjort det før og de ved heller ikke hvad det indebære at komme ind som den nye - de har en forestilling men ingen kender hvilke følelsesmæssige ting det kan sparke igang - Vidste man det så var der ingen problemer.

Jeg elsker heller ikke min bonus på samme måde som jeg elsker min egen. Men jeg elsker hende stadigvæk og er meget engageret i hende. Det kom stille og roligt. Så jeg tror du er nødt til at give det lidt tid. Jo mere du er sammen med dine bonusbørn jo mere kommer du til at holde af dem og jo mere kan du påvirke måde hverdagen foregår på hjemme hos jer. Men I kan heller ikke hvad kendt hinanden særlig lang tid på nuværende tidspunkt. Så giv det tid. Men det er ingen tvivl om at det er pisse svært at være bonusmor. 

Anonym skriver:

Jeg vælger lige at svarer fra den anden synsvinkel. Altså din kærestes  

herhjemme er det mig der har barn fra tidligere forhold og min kæreste der skal lærer at være bonus far og finde sin rolle i denne. 

Han er ligesom dig. Elsker sin alenetid og synes det er utrolig svært at tilpasse sig til et lille barn hver anden uge (vi bor sammen) som ikke er hans eget. Han synes min søn er hysterisk og super belastende ofte og det gør da mig sindsyg ked af det som mor. Men jeg forstår ham også samtidig. For han har aldrig haft med børn at gøre så det er en stor rolle for ham at tage. 

Jeg har også for store forventninger til hans rolle som bonus far. Meget større end han kan eller er klar til at indfri. 

Måske din kæreste er ligesom mig. Har lidt for store forventninger til din rolle til hans børn. ? 

Jeg kan selv blive meget i tvivl hvorvidt ham og jeg skal stifte familie en dag. For jeg er bange for at vores fælles barn til få mere kærlighed og opmærksomhed end min dreng ville gøre. Og det værste ville for mig være forskelsbehandling. Dette siger jeg fordi jeg hæfter mig ved at du ikke elsker hans børn. Vær obs på at der ikke bliver gjort forskel i sådan en forstand at de føler sig i vejen.  

ved ikke om det hjælper dig eller om det er noget være volipyk. Ellers spøger du bare  

Forskelsbehandling kan jeg sagtens forstå vil være den værste frygt som forældre til børn fra tidligere forhold, og når der kommer en ny til. Jeg er overbevist om at han naturligvis ikke vil gå ind og forskelsbehandle, da det er hans børn (alle 3). Men hånden på hjertet, vil jeg nok ikke kunne undgå at forskelsbehandle en smule. Eller... Det er måske heller ikke det rette ord, for nu kan man heller ikke sammenligne to store børn + en nyfødt som naturligvis vil komme til at tage meget af min tid. Men.. Jeg vil jo aldrig komme til at elske hans børn ligesom mit eget