Tror bonus har autisme

Det skal lige siges, at jeg arbejder med børn med autisme til dagligt, så det er ikke bare en ide jeg hiver op af en stråhat.

Min kæreste og jeg har en stor mistanke om, at bonus har autisme. Ikke i den tunge ende, men ovre i noget ala det man i gamle dage ville kalde aspergers - det bruger man ikke rigtig mere.

Problemet er netværket omkring og mor. Bonus er ikke den som udgangspunkt udadreagerende type, han tilpasser sig bare. Derfor er han ikke nødvendigvis typen der springer i øjnene. Kæresten og jeg er ekstremt bekymrede pga den måde skole og mor forstår ham på, hvor han bliver bebrejdet frem for at man forsøger at forstå. 

Bonus har det meget vanskeligt socialt. Han har ikke rigtig relationer til sine jævnaldrende, og han bliver mobbet, fordi han er speciel og anderledes. Han kan ikke rigtig forstå de sociale spilleregler. Hvis han indgår i leg kan han ikke acceptere, at de andre børn ikke leger på den måde, han havde forestillet sig legen skulle være. Han bliver fastlåst i hans regler for legen, og den kan han ikke fravige. På samme tid forstår han ikke, hvornår man er venner. Fx er der en dreng i nabolaget han har mødt én gang og leget parallel med i en halv time i sommer. Sidste weekend omtalte han pågældende dreng som en af sine super gode venner. I hans hoved er man bedste venner hvis man har snakket sammen én gang, og det er selvfølgelig sødt nok, men også naivt og uden reel forståelse for relationer. 

Bonus har ingen situations fornemmelse. Han har ikke indblik i eller forståelse for, hvornår ting er upassende. Han kan henvende sig til fremmede på gaden og fx sige, at de lugter dårligt. Han er ikke dårligt opdraget, men forstår simpelthen bare ikke, at det er upassende adfærd. Der er ekstremt mange lignende eksempler på samme. Han kan også rejse sig op i klassen helt uden for relevant kontekst og fortælle noget mega personligt og vildt upassende. Det er ikke fordi han er opmærksomhedssøgende, men fordi det i hans hoved giver fin mening at dele. Simpelthen fordi han har sin egen lille verden i hovedet og ikke forstår, at andres verden ikke ser sådan ud. 

Han er Konkrettæmkende. Han tager alting bogstaveligt, og man kan bilde ham hvad som helst ind, fordi han antager at hvis han får noget at vide er det sådan det er. Det konkrete kan komme til udtryk ved at jeg fx kan sige "du må gerne tage af bordet", og så gør han det ikke, fordi jeg sagde må og ikke skal. Ikke fordi han er flabet eller prøver lave fis, men fordi han tager det helt bogstaveligt. Jeg har en lang liste af lignende eksempler, fx han havde hørt en sige man husker de negative ting bedst, og så tror han, at han skal gå og huske på de negative ting. 

Han er mega gammelklog i sit sprog. Hans lærere har sagt han taber sine jævnaldrende, fordi han har et avanceret sprogbrug. Og det er ikke på en intelligent måde, for på mange måder er han meget umoden, men han fanger ord og integrerer dem i sit sprog, så han bliver meget meget særlig at snakke med. Så sent som i sidste weekend siger han pludselig "det er ligesom, at der var en klar diskrepans mellem hvad min lærer sagde, og hvad han så gjorde". Igen, det er bare et enkelt eksempel. 

Han bliver meget indforstået når man taler med ham. Ofte antager han man har en baggrundsviden, fordi han selv har den. Og han snakker meget i sit eget og kan tale uafbrudt i timevis om de ujniverset han er interesseret i, uden at have indblik i, at det måske ikke er særlig interessant for modtageren. På samme tid har han særinteresser for et par ting, som fylder uforholdsmæssigt meget for ham. 

Han kan udadtil fremstå som om han er empatisk og indlevende, men når man ser efter er det tydeligt, det er kopiadfærd. Han spørger fx meget formelt om man har haft en god dag, men uden at være reelt interesseret, det er mere som om det er jo noget man gør. På samme måde overtager han de kærlige ting fx vi voksne kærester gør ved hinanden og tror, at sådan gør man, uden at reflektere over, at han er et barn og ikke en kæreste. Fx kan jeg modtage sms'er fra ham hvor han kalder mig min engel (som min kæreste kalder mig), og har i en periode nusset mig på låret og givet mig kærlige kys på halsen som han havde set hans far gøre. Det måtte jeg sætte en stopper for, og det kunne han ikke forstå.

Der er selvfølgelig mange flere ting, men jo ældre han bliver jo mere udfordret er han. Problemet er, at skolen har sat ham i rollen som fjolset, dybest set. De straffer ham, når han bliver mobbet og er gode til at have en forklaringsmodel for at det er hans egen skyld. Det er virkelig forfærdeligt. De skælder ham ud for ikke at kunne følge de sociale spilleregler uden forståelse for, at han jo for fanden ikke forstår dem!

Hans mor er på samme måde. Til os siger hun, at drengen jo for fanden er dum, så pisse dum, hvorfor kan han ikke bare fatte, hun synes hans opførsel er flov. 

Så vi kæmper mod et system om drengen, der har gjort det til hans skyld og ikke vil erkende, at han har udfordringer. Og så kan vi ikke få hjælp. Vi føler vi er de eneste der ser ham, og han er i større og større mistrives. 

Hvad kan vi gøre? 

Anonym skriver:

Det skal lige siges, at jeg arbejder med børn med autisme til dagligt, så det er ikke bare en ide jeg hiver op af en stråhat.

Min kæreste og jeg har en stor mistanke om, at bonus har autisme. Ikke i den tunge ende, men ovre i noget ala det man i gamle dage ville kalde aspergers - det bruger man ikke rigtig mere.

Problemet er netværket omkring og mor. Bonus er ikke den som udgangspunkt udadreagerende type, han tilpasser sig bare. Derfor er han ikke nødvendigvis typen der springer i øjnene. Kæresten og jeg er ekstremt bekymrede pga den måde skole og mor forstår ham på, hvor han bliver bebrejdet frem for at man forsøger at forstå. 

Bonus har det meget vanskeligt socialt. Han har ikke rigtig relationer til sine jævnaldrende, og han bliver mobbet, fordi han er speciel og anderledes. Han kan ikke rigtig forstå de sociale spilleregler. Hvis han indgår i leg kan han ikke acceptere, at de andre børn ikke leger på den måde, han havde forestillet sig legen skulle være. Han bliver fastlåst i hans regler for legen, og den kan han ikke fravige. På samme tid forstår han ikke, hvornår man er venner. Fx er der en dreng i nabolaget han har mødt én gang og leget parallel med i en halv time i sommer. Sidste weekend omtalte han pågældende dreng som en af sine super gode venner. I hans hoved er man bedste venner hvis man har snakket sammen én gang, og det er selvfølgelig sødt nok, men også naivt og uden reel forståelse for relationer. 

Bonus har ingen situations fornemmelse. Han har ikke indblik i eller forståelse for, hvornår ting er upassende. Han kan henvende sig til fremmede på gaden og fx sige, at de lugter dårligt. Han er ikke dårligt opdraget, men forstår simpelthen bare ikke, at det er upassende adfærd. Der er ekstremt mange lignende eksempler på samme. Han kan også rejse sig op i klassen helt uden for relevant kontekst og fortælle noget mega personligt og vildt upassende. Det er ikke fordi han er opmærksomhedssøgende, men fordi det i hans hoved giver fin mening at dele. Simpelthen fordi han har sin egen lille verden i hovedet og ikke forstår, at andres verden ikke ser sådan ud. 

Han er Konkrettæmkende. Han tager alting bogstaveligt, og man kan bilde ham hvad som helst ind, fordi han antager at hvis han får noget at vide er det sådan det er. Det konkrete kan komme til udtryk ved at jeg fx kan sige "du må gerne tage af bordet", og så gør han det ikke, fordi jeg sagde må og ikke skal. Ikke fordi han er flabet eller prøver lave fis, men fordi han tager det helt bogstaveligt. Jeg har en lang liste af lignende eksempler, fx han havde hørt en sige man husker de negative ting bedst, og så tror han, at han skal gå og huske på de negative ting. 

Han er mega gammelklog i sit sprog. Hans lærere har sagt han taber sine jævnaldrende, fordi han har et avanceret sprogbrug. Og det er ikke på en intelligent måde, for på mange måder er han meget umoden, men han fanger ord og integrerer dem i sit sprog, så han bliver meget meget særlig at snakke med. Så sent som i sidste weekend siger han pludselig "det er ligesom, at der var en klar diskrepans mellem hvad min lærer sagde, og hvad han så gjorde". Igen, det er bare et enkelt eksempel. 

Han bliver meget indforstået når man taler med ham. Ofte antager han man har en baggrundsviden, fordi han selv har den. Og han snakker meget i sit eget og kan tale uafbrudt i timevis om de ujniverset han er interesseret i, uden at have indblik i, at det måske ikke er særlig interessant for modtageren. På samme tid har han særinteresser for et par ting, som fylder uforholdsmæssigt meget for ham. 

Han kan udadtil fremstå som om han er empatisk og indlevende, men når man ser efter er det tydeligt, det er kopiadfærd. Han spørger fx meget formelt om man har haft en god dag, men uden at være reelt interesseret, det er mere som om det er jo noget man gør. På samme måde overtager han de kærlige ting fx vi voksne kærester gør ved hinanden og tror, at sådan gør man, uden at reflektere over, at han er et barn og ikke en kæreste. Fx kan jeg modtage sms'er fra ham hvor han kalder mig min engel (som min kæreste kalder mig), og har i en periode nusset mig på låret og givet mig kærlige kys på halsen som han havde set hans far gøre. Det måtte jeg sætte en stopper for, og det kunne han ikke forstå.

Der er selvfølgelig mange flere ting, men jo ældre han bliver jo mere udfordret er han. Problemet er, at skolen har sat ham i rollen som fjolset, dybest set. De straffer ham, når han bliver mobbet og er gode til at have en forklaringsmodel for at det er hans egen skyld. Det er virkelig forfærdeligt. De skælder ham ud for ikke at kunne følge de sociale spilleregler uden forståelse for, at han jo for fanden ikke forstår dem!

Hans mor er på samme måde. Til os siger hun, at drengen jo for fanden er dum, så pisse dum, hvorfor kan han ikke bare fatte, hun synes hans opførsel er flov. 

Så vi kæmper mod et system om drengen, der har gjort det til hans skyld og ikke vil erkende, at han har udfordringer. Og så kan vi ikke få hjælp. Vi føler vi er de eneste der ser ham, og han er i større og større mistrives. 

Hvad kan vi gøre? 

I fortæller moderen, at I frygter en form for autisme. Og at I vil gøre jeres bedste for at få ham udredt. Så kontakter I egen læge med jeres mange og gode observationer, der da tyder på autisme. Hvis egen læge ikke kan/vil lave henvisning til børne/ungdomspsykiatrien, kontakter I klasselæreren og beder om henvisning til PPR. Så fortæller I igen den historie, du fortæller her. Hvis PPR ikke vil viderehenvise til b&u-psyk, skriver I en underretning med jeres alvorlige bekymring for barnets trivsel og udvikling. 

Abracadabra skriver:

I fortæller moderen, at I frygter en form for autisme. Og at I vil gøre jeres bedste for at få ham udredt. Så kontakter I egen læge med jeres mange og gode observationer, der da tyder på autisme. Hvis egen læge ikke kan/vil lave henvisning til børne/ungdomspsykiatrien, kontakter I klasselæreren og beder om henvisning til PPR. Så fortæller I igen den historie, du fortæller her. Hvis PPR ikke vil viderehenvise til b&u-psyk, skriver I en underretning med jeres alvorlige bekymring for barnets trivsel og udvikling. 

Men der er jo fælles forældremyndighed, så der kan jo ikke henvises uden mors samtykke og under alle omstændigheder ikke opstartes forløb i psyk uden hendes samtykke. Derudover har vi forsøgt at gå i dialog med skolen om vores bekymringer. De nævner mange eksempler på aparte adfærd, men siger alligevel dels at de ikke er bekymrede fordi han virker som en glad dreng, og når han kommer i problemer pga hans manglende sociale forståelse, giver de ham en straf og skriver hjem, at han ikke kan høre efter/forstå og det skal vi tage en snak med ham om. Senest har han fået en reprimande fordi han ikke ville lave gruppearbejde med nogle drenge, der mobber ham meget. Han fortalte læreren grunden, hvorefter hun straffede ham fordi han ikke ville gøre som hun sagde. Da han kom hjem tog hans mor hans pc i en uge som straf. Ingen af dem har udvist forståelse for, at han blev ked af det og trak sig fra af ville arbejde i gruppe pga mobning. Bare et enkelt eksempel, men sådan er skolens tilgang til ham generelt.. Og i og med de bakkes op af mor, har vi ikke den store opbakning, da de jo står sammen.. 

Anonym skriver:

Men der er jo fælles forældremyndighed, så der kan jo ikke henvises uden mors samtykke og under alle omstændigheder ikke opstartes forløb i psyk uden hendes samtykke. Derudover har vi forsøgt at gå i dialog med skolen om vores bekymringer. De nævner mange eksempler på aparte adfærd, men siger alligevel dels at de ikke er bekymrede fordi han virker som en glad dreng, og når han kommer i problemer pga hans manglende sociale forståelse, giver de ham en straf og skriver hjem, at han ikke kan høre efter/forstå og det skal vi tage en snak med ham om. Senest har han fået en reprimande fordi han ikke ville lave gruppearbejde med nogle drenge, der mobber ham meget. Han fortalte læreren grunden, hvorefter hun straffede ham fordi han ikke ville gøre som hun sagde. Da han kom hjem tog hans mor hans pc i en uge som straf. Ingen af dem har udvist forståelse for, at han blev ked af det og trak sig fra af ville arbejde i gruppe pga mobning. Bare et enkelt eksempel, men sådan er skolens tilgang til ham generelt.. Og i og med de bakkes op af mor, har vi ikke den store opbakning, da de jo står sammen.. 

Så kontakter I skolen med et brev, hvori I beskriver jeres bekymring, dette brev sender I også som underretning til kommunen. Brevet skal også indeholde jeres mange gode eksempler på autistisk adfærd. 

Først skal I selvfølgelig fortælle mor om jeres mistanke og fortælle, at I tager det meget alvorligt og vil gå videre med mistanken. 

Abracadabra skriver:

Så kontakter I skolen med et brev, hvori I beskriver jeres bekymring, dette brev sender I også som underretning til kommunen. Brevet skal også indeholde jeres mange gode eksempler på autistisk adfærd. 

Først skal I selvfølgelig fortælle mor om jeres mistanke og fortælle, at I tager det meget alvorligt og vil gå videre med mistanken. 

Tak for dine svar! Man kan godt selv se sig blind for situationen, når man føler man bliver modarbejdet så massivt fra flere sider. Eller tænke man måske bare ser spøgelser. Men nu har jeg kendt han i 4 år, og fra første møde tænkte jeg der var noget med ham, uden jeg dengang kunne definere hvad det var.. 

Anonym skriver:

Tak for dine svar! Man kan godt selv se sig blind for situationen, når man føler man bliver modarbejdet så massivt fra flere sider. Eller tænke man måske bare ser spøgelser. Men nu har jeg kendt han i 4 år, og fra første møde tænkte jeg der var noget med ham, uden jeg dengang kunne definere hvad det var.. 

Det lyder da som om, at du ret klart ser hans vanskeligheder. Og han lyder ret autistisk. Han ville have glæde af autismepædagogik og noget mere selvforståelse. Hvor gammel er han?

Det er selvfølgelig meget vanskeligt, hvis både mor og skole kun ser manglende opdragelse eller utilpasset adfærd (som jo faktisk også er autistisk). 

Hvis I skriver en underretning og forklarer alt, hvad du skriver her, så kan I ikke gøre så meget mere. Så må I selv håndtere ham udfra autismepædagogik og håbe på det bedste. Husk at informere skole og mor inden - for at bibeholde så godt samarbejde som muligt. 

Hvad med at tage en snak med moren omkring jeres opservationer. Evt send en liste med tegn på autisme. 

Få fat i PPR og få gang i en vurdering af problemet. Uanset om han har en diagnose har han det jo ikke godt - det må loren også kunne se.

Jeg får helt ondt i maven, da jeg læste din beskrivelse igen.

jeg har en søn med aspergers - og ærligt så lyder han mere socialt velfungerende end jeres dreng. Han har udfordringer med koncentrationen mm og vi er ved at flytte ham til en anden skole.

vi slog hård ned da hans lærer begyndte med at vi skulle give ham en reprimande da han kom for sent til time. Her skrev jeg at jeg ville tage en snak med ham men aldrig skælde ud mm. Og skrev at det skulle han heller ikke forsøge på. Det er en udviklingsforstyrrelse - og ikke ind vilje at han er i sin egen verden og ikke hører klokken.

mht at tage computeren- I er simpelt hen nødt til at tale med moren om at konsekvenspædagogik absolut ikke fungere på autister .. tværtimod. Det er jo netop derfor der er vigtig at få ham udredt. 

I er nødt til at tage en ordentlig snak med moren om det. Hun ender ellers med at ødelægge hans barndom, hvis han hele tiden skal føle sig forkert. Det lyder ikke som en dreng der trives. Få PPR til at komme og vurdere. Så kan der i det mindste komme nogle redskaber på bordet i forhold til at håndtere ham. I er nødt til at insistere på at få noget hjælp da drengen ellers ikke møder forståelse nogen steder end hos jer. 

Få nogle fagfolk ind over - og det kan kun gå for langsomt

Hvordan er jeres kommunikation med biomor..?