Åh det lyder fuldstændig som min morgen. Den yngste pige på knapt 5 ville bæres som en pølse ned til sofaen - altså rulles ind i dynen og bæres ned af trappen. Hun vejer ikke 10 kilo længere, og min ryg er ikke god, så jeg måtte sige nej. Det blev ikke modtaget vel.
Far nåede at bære hende ned på toilettet i kælderen, inden han skulle køre på arbejde, så hun kunne få tisset af. Der lå hun så og skreg i ca 20 minutter, mens jeg kæmpede en kamp for at blive klar og ikke gå amok over hendes stædighed. Tid sidst kom hun op og satte sig så midt på stuegulvet. Jeg sagde til hende, at hvis hun blev ved med at surmule, så blev der ikke tid til iPad. Hun gik så hen og begyndte at spise morgenmad, men der var jeg allerede mega stresset over om vi kom for sent.
Min ældste datter var allerede klar til skole og sad og så iPad stille og roligt i sofaen, og så skulle den lille have øjendråber (det der klistrede stads) fordi hun har øjenbetændelse. Det ville hun selvfølgelig ikke. Jeg prøvede på alle mulige måder at overtale hende. Nu var der kun 25 minutter til den store skulle være i skolen, og den lille havde ikke spist sin morgenmad, havde ikke fået tøj på, havde ikke fået øjendråber og ikke børstet tænder. Så røg min tålmodighed. Jeg blev sur og måtte fortælle den lille, at hun var gået over stregen i dag, og at hun nu ikke fik tid til at se på iPad. Jeg sagde også, at hun skulle få tøj på, så den store ikke kom for sent i skole, og så gik den store helt i panik og tudbrølede fordi hun ikke ville komme for sent.
Da vi endelig nåede ned til overtøj var jeg så svedig, at jeg måtte ind og skifte tøj, inden vi kunne gå. Den lille ville ikke tage overtøj på og græd fordi hun ikke havde fået øjendråber (for det havde jeg ikke tålmodighed til eller tid til efter 10 forsøg) og den store græd fordi hun var bange for at komme for sent.
Da jeg endelig sad i toget alene på vej ind måtte jeg kæmpe mod tårene og sidder nu på arbejdet med tårer i øjnene og aner ikke hvad jeg skal gøre, når den yngste ikke kan stoppe sin stædighed og ikke kan forstå, at hun ikke kan få sin vilje hver gang. Jeg ved det virkelig ikke og det ender altid med at jeg råber, fordi jeg bliver så sur på hende. Shit hvor er det bare hårdt.
Anmeld
Citér