Baby med ny mand

Hej alle

Står i en situation hvor jeg er lidt forvirret over mine egne følelser.

For 2 og et halvt år siden gik jeg fra mine børns far. Vi havde været sammen i 12 år, fra vi var midt i teenageårene. Vi var simpelhen meget forskellige i vores grundværdier, noget som blev tydligere i takt med vi blev voksne.

Det vat det hårdeste jeg nogensinde har været igennem. Jeg har grædt mange tåre, men vi havde det virkelig heller ikke godt sammen.

For halvandet år siden bliver jeg så kærester med en dejlig fyr. Børnene elsker ham, og jeg er stormende forelsket. 

Vi flyttede sammen efter et år.

Jeg har hele tiden vidst han brændende ønskede et biobarn også og jeg føler mig heller ikke selv færdig med børn. Men nu hvor projektet kommer tæt på, vælter gamle følelser op i mig.

Dårlig samvittighed over for min eks, som jeg iøvrigt har det bedste forhold til i dag, tænker om jeg ikke kæmpede nok, selvom jeg ved jeg gjorde i flere år. Dårlig samvittighed over for ungerne, føler jeg har ødelagt dem, selvom det ligeså meget hvor for deres skyld vi gjorde det forbi. 

Måske hænger det sammen med vi er flyttet sammen og jeg ser nogle af de samme elementer som i tidligere forhold. 

Men jeg elsker jo ham her rigtig meget, og vi er nået så langt, han er virkelig god ved mig. Hvorfor bliver jeg bange og beskylder mig selv for alle de dårlige ting?

Andre som kender følelserne?

Jeg kender følelserne. Hos mig kommer de i bølger. Dog har mit nuværende forhold nærmest ingen lighedstegn med mit forrige, så jeg tror ikke det spiller ind. Men tanken om børn med den nye kan også få mig til at blive meget splittet. Nok fordi man føler man er fejlet én gang, og frygter at det sker igen. En fælles barn vil jo være en prøvelse, og det er nok ikke lettere når der er børn i forvejen man skal passe på ikke at forskelsbehandle (dette er nok mest et issue jeg tænker ind, ift min kæreste og hans opdrager rolle overfor mine Vs egne) 

Mor11 skriver:

Jeg kender følelserne. Hos mig kommer de i bølger. Dog har mit nuværende forhold nærmest ingen lighedstegn med mit forrige, så jeg tror ikke det spiller ind. Men tanken om børn med den nye kan også få mig til at blive meget splittet. Nok fordi man føler man er fejlet én gang, og frygter at det sker igen. En fælles barn vil jo være en prøvelse, og det er nok ikke lettere når der er børn i forvejen man skal passe på ikke at forskelsbehandle (dette er nok mest et issue jeg tænker ind, ift min kæreste og hans opdrager rolle overfor mine Vs egne) 

Tak. Det fik mig virkelig ned på jorden at læse jeg ikke er alene 

Den dårlige samvittighed kan virkelig tage overhånd for mig.

Anonym skriver:

Tak. Det fik mig virkelig ned på jorden at læse jeg ikke er alene 

Den dårlige samvittighed kan virkelig tage overhånd for mig.

Jeg kender det. Det går heldigvis længere og længere imellem, men jeg har sommetider virkelig haft nedture hvor jeg har grædt snot over om jeg havde spoleret og ødelagt mine børn og deres barndom.. det er forfærdeligt!

Mor11 skriver:

Jeg kender det. Det går heldigvis længere og længere imellem, men jeg har sommetider virkelig haft nedture hvor jeg har grædt snot over om jeg havde spoleret og ødelagt mine børn og deres barndom.. det er forfærdeligt!

Det er det virkeligt!

Der gik også længere og længere imellem her, lige indtil projektbaby kom for tæt på, så vælter det ud igen.

Det er måske bare en gren af morsamvittigheden, men man bliver da helt i tvivl om det er det rigtige når det bliver ved med at spøge.

Det er det jo, ellers havde man ikke taget den lange personlige kamp en skilsmisse er.