Hejsa. (jeg ønsker at være anonym)
Jeg skriver ang. en nyopstået problematik. Jeg er kommet i den heldlige situation at jeg har mødt den dejligste fyr. Han er virkelig skøn, og god imod mine børn (pige på 10 og dreng på 3, som jeg har 24/7, og som ikke har kontakt til deres fædre). Jeg er overbevist om at han er den helt rette for mig. Han har selv 2 dejlige børn (Pige på 5 og dreng på 8). Som er virkelig søde. Det skal lige siges at han har dem 7/7, og at de har været fra hinanden i 3 år.
Vi har taget en fælles beslutning om at jeg skal opsige min lejebolig, og flytte over til ham. Selv om pladsen er trang, har vi begge forberedt vores børn på at der bliver et pige værelse og et drengeværelse, hvilket de synes var vildt spændende.
Vi er ikke flyttet fast derover endnu, men vi er der omkring 3 ud af 7 dage lige for tiden. Børnene hygger sig meget sammen, og der har ikke været konflikter på tværs, kun søskende imellem, som vanligt :-)
Men nu er hans dreng på 8 begyndt at reagere....
Om aftenen når han er blevet puttet, ligger han og råber og skriger, at han "ikke kan lide det", og ikke vil det. I første omgang ville han ikke sove sammen med min søn, fordi han snorker!? Så vi byttede om så min store pige kom ind til ham, og min søn så deler værelse med hans datter.
Så lå problematikken i at hans egen søster var irriterende. Hvilket resulterede i at min kæreste, uden et ord, gik med ham op og så fjernsyn på første salen, i 2 timer nytårsaften. Fordi det var "den han havde brug for".
Nu er han IGEN utilfreds og helt ulykkelig og mener heller ikke at han vil dele værelse med min datter. Hun er utrolig ked af det.
Ligesom hans søn, er min datter en meget sårbar sjæl, som suger alt til sig. Så nu har min kæreste besluttet at hun skal flyttes ind til de små (hvor der knap er plads til 2 madrasser på gulvet.)
Hans børn er skillesmisse børn, og jeg ved at det har været hårdt for sønnen. Men jeg er bestemt ikke enig i at han skal have SÅ meget at sige herhjemme. Jeg er helt med på at man skal anerkende hans svære følelser. Men jeg mener bestemt heller ikke at han skal have SÅ meget at sige. Min kæreste har valgt at lukke os ind i hans hjem, så mener jeg også at han må stå ved at der skal være plads til mig og mine børn. :-( Er jeg HELT forkert på den?? For så vil jeg rigtig gerne vide det. Jeg har svært ved at være i det lige nu. Min datter har fødselsdag i morgen, og min kæreste har nu imod min accept flyttet madrassen ind på det andet værelse.
Jeg ved han er bange for at skubbe sønnike væk, men jeg er også under den overbevisning at det også er kærlighed at sætte grænser og stå fast. Hvilket jeg mener er den rette vej at gå.
Jeg er desuden bange for at både mine børn og undertegnede skal få fjendtlige følelser overfor drengen. Jeg ved at hverken jeg eller ham er fjenden i det her. Jeg synes bare det er svært at finde ud af om jeg er fuldstændig blændet af mine følelser og mit ønske om at beskytte egne børn.
Gode råd til at håndtere situationen modtages med kyshånd.
Mvh. S
Trines svar
Kære du
Tak for dit spørgsmål.
Hvor er det skønt at du har mødt en mand og at I har taget den store beslutning om at flytte sammen.
For det er jo en stor beslutning særlig for børnene.
For hård sagt er det jo ikke dem der har valgt det men jer.
Og det at ”miste”sit værelse kan være meget voldsomt særlig for en dreng på 8 år.
Jeg kan ikke lade vær med at tænke om I har talt med hans børn om konsekvenserne og hjulpet dem med at finde handlemåde de kan benytte sig af når det bliver svært?
Og om I i fællesskab har talt om nogle regler for hvordan de sammen kan finde ud af at være på samme værelse?
For er det okay at sige ”Jeg har brug for alene tid”?
Og hvad skal man gøre når den man deler værelse med en der snorker?
Derfor vil jeg også råde jer(dig og manden) at sætte jer ned og blive enige.
Hvad gør vi hvis en af børnene har det svært?
Hvor kan de være hvis de har brug for at være alene?
Hvis ting skal være på værelset og hvordan er reglerne hvis man vil låne nogle af de andres ting.
Og andre spørgsmål der giver mening.
Når I sammen er blevet enige må I tage et familie møde med børnene så de kan deres mening med.
Når det så er sagt så mener jeg at det er vigtigt at sønnen ikke får lov til at bestemme så meget.
For det der sker er at han er usikker på situationen og derfor reagere han med frustration.
Det han har brug for er at mærke en sikker og rolig voksen der siger ”Jeg kan godt se at du ikke har lyst til at dele værelse med andre, men sådan bliver det! ”
Og så hjælp ham med at få ørepropper, sætte lagen foran sengen eller noget helt tredje.
Og så tag en snak med dine egne børn.
For det er vigtigt at du får fortalt at det ikke handler om dem men om at hans børn har været van til at have deres eget værelse og deres far for sig selv og nu skal de pludselig dele.
Prøv at bruge eksempler med dine børns ynglings legetøj.
Jeg håber det giver mening og så vil jeg ønske jer al held og lykke.
Mange hilsner
Trine
Trine yder personlig rådgivning, i spørgsmål omhandlende opdragelsen, institutionslivet, trivsel, leg og børns sociale udvikling enten via e-mail eller ved at kommer ud i jeres hjem, hvor I føler jer trygge og derved bedre kan fortælle om de vanskeligheder I oplever. Endvidere holder Trine foredrag inden for 3 overordnet områder. Det, som hun kalder naturlig opdragelse, børn laver mad og natur oplevelser både med og uden et pædagogisk indhold.
Se Trines hjemmeside: www.naturligopdragelse.dk
