Kære Gitte
Jeg har fra starten af min datters liv, haft ønsket at langtidsamme, og det har gået rigtig godt, bortset fra andres syn på det, altså familie, venner og fremmede, der synes det er helt forkert at amme en pige på hendes alder (hun er 16mnd).
For at gøre det hele lettere, og rarere, har vi også valgt at sove sammen alle tre, i en stor seng.
Jeg har også valgt at gå hjemme med hende, og studerer derfor via e-learning, hvor tingene går meget stærkt.
Dvs jeg bliver presset til det yderste tidsmæssigt, med lektier, forberedelse til seminarer, passe vores store hus og sørge for vores kæledyr.
Også dér, er folk udefra meget dømmende.
Nu er kæresten begyndt at gå hjemme, da han er blevet syg.
Hjemmet roder mere, naturligvis fordi vi er en mere hjemme.
Vores datter er begyndt at skifte mellem brysterne og nuldrer dem rigtig meget.. Det forstyrrer om natten og gør ondt..
Jeg bliver utålmodig og irriteret og især om natten, har jeg lyst til at råbe og gå min vej (jeg gør det selvfølgelig ikke).
Jeg ville elske, at hun bare kunne ligge/sidde stille og amme og bare sove om natten..
Udover det, bliver jeg irriteret og utålmodig, når kæresten rører eller kysser mig, for jeg er virkelig træt af at blive rørt ved! Han føler sig glemt og ignoreret, og han har brug for omsorg og forståelse, som jeg ikke føler jeg kan give. Han har det meget svært både fysisk og psykisk.
Jeg føler jeg er ved at miste forstanden, og har indimellem lyst til at skrige eller stikke af..
Datteren bliver mega sur når jeg afviser hende, og det kan jeg bare heller ikke overskue.. Jeg håber du har et råd eller to, da jeg virkelig er ved at være desperat..
Mvh en efterhånden opbrugt mor og kæreste
Gittes svar
Kære "efterhånden opbrugte mor og kæreste",
Tak for dit brev. Jeg tror jeg kan sige det meget kort: Lyt til dig selv og dine reaktioner. Det lyder i min ører til at din grænse er nået, både for amning, fysisk berøring og rod. Det lyder til at du skal til at tænke på at tage din pige fra brystet, for amningen er kun god så længe som det er en positiv stund, og når mor begynder at blive irriteret og det er for meget, så er det tid at stoppe.
Det er en tryg og god ting både at langtidsamme og at sove i samme seng, men på et tidspunkt før eller siden skal det stoppe og det skal det efter min mening, hvis man fx begynder at irriteres over det og det ikke længere er rart og skaber gode stunder, eller hvis det begynder at belaste parforholdet. Børn har brug for at deres forældre har det godt og kan tilbyde en varm og tryg kontakt, både som individer, og også som partnere til hinanden.
Ind i sin egen seng med pigen, så I har sengen for jer selv basalt, hun kan altid komme og putte om morgenen. I gang med at rydde op og indføre gode vaner på den praktiske front begge voksne, så du kan få ryddet mere op i rodet. Afsted ud af huset på noget tid sammen for kun du og han, hvor hun bliver passet, så I kan få lidt parforholdstid og få kigget hinanden i øjnene, få talt sammen og tanket op.
Det er et advarselssignal at han føler sig glemt og ignoreret. Det er klart at du ikke har mere overskud. Måske skulle du også ud af huset og gøre noget for dig selv og tanke op på den måde. Begge dele er vigtigt - både tid til sig selv og tid til sit parforhold. Jeg tror det er vigtigt, at du begynder at lytte til og respektere dine grænser og tager dem som signal til at der skal ske noget nyt. Hvis ikke du lytter til dine småirriterede følelser nu på dem begge to og får sat nogle grænser og lavet nogle forandringer for at få et større overskud, så kan det udvikle sig i en rigtig kedelig retning.
Held og lykke med det hele :-)
Kh.
Gitte
Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"
Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk
