Medicinsk behandling for angst

Hej

Mon der er nogle der vil fortælle om deres forløb med angst, om de har fået medicinsk behandling og ikke mindst om bivirkninger ved medicinen? 

Jeg har været sygemeldt længe med stress og angst og jeg er ved at være udmattet af kampen med angsten så overvejer medicinsk behandling. Håber nogle vil dele deres historie. 

På forhånd tak  

Mvh M

Anonym skriver:

Hej

Mon der er nogle der vil fortælle om deres forløb med angst, om de har fået medicinsk behandling og ikke mindst om bivirkninger ved medicinen? 

Jeg har været sygemeldt længe med stress og angst og jeg er ved at være udmattet af kampen med angsten så overvejer medicinsk behandling. Håber nogle vil dele deres historie. 

På forhånd tak  

Mvh M

Jeg kæmper selv med angst , efter en længere periode med stress. En belastningsreaktion . Jeg har i første omgang takket nej til medicin men overvejer om det et nødvendig . Jeg har fået samtaler ved egen lægen , men desværre ikke nok. Så overvejer også næste skridt .

Anonym skriver:

Jeg kæmper selv med angst , efter en længere periode med stress. En belastningsreaktion . Jeg har i første omgang takket nej til medicin men overvejer om det et nødvendig . Jeg har fået samtaler ved egen lægen , men desværre ikke nok. Så overvejer også næste skridt .

Det er det samme her. Det er vildt så vedholdende sådan noget kan være. 

Hej damer,

Jeg kan se at I er flere der har den samme følelse af, om det måske nogensinde bliver bedre. 

Jeg vil fortælle lidt om mit eget forløb, og måske forhåbentlig give jer lidt blod på tanden. 

Jeg fik min søn i november 2011, og fik stress i september 2012, hvilket inducerede angst. 

Jeg blev i første omgang sygemeldt, og endte med at være det i et år. På det år jeg var sygemeldt, fik jeg noget psykologhjælp, og jeg tror jeg fik tilbuddet om psykofarmaka i hvert fald 10 gange, både fra egen læge og psykologen. Jeg sagde pænt nej tak til medicin hver gang, fordi jeg havde en frygt for, at jeg ikke ville kunne slippe det igen - at jeg hver dag i resten af mit liv skulle være afhængig af en pille, for at kunne være i min egen krop. Det skræmte mig simpelthen mere end hjertebanken, “stenen på brystet”, kvælningsfornemmelse, svimmelhed, svedeture og hvad der ellers hørte til de angstanfald, jeg fik. 

Det jeg husker tydeligst, var frygten for aldrig at genvinde min frihed, og hvor stort et behov jeg havde for at vide, at andre havde haft det som mig, og kommet ud af det igen. 

Nu er jeg så her for at fortælle, at jeg nu er én af dem, jeg selv havde hårdt brug for at høre et vidnesbyrd fra. 

Jeg gik fra at være så invalideret af min angst, at jeg ikke kunne gå ud at handle selv, uden nærmest at dejse om, eller som minimum have frygten for at det skete, til i dag at læse medicin på KU, og glæde mig til mit kommende job som læge. Jeg har været aktiv i et par frivillige projekter, og lært at være outgoing igen. 

Jeg får stadig et angstanfald af og til, men jeg har lært hvordan jeg bedst muligt håndterer det, og det går hurtigt væk igen.

Jeg kan ikke fortælle, præcis hvad der virker for jer, men jeg kan opliste nogle af de ting, jeg tror har hjulpet mig på vej:

Generelt: 

- Jeg talte om det, med alle der gad at lytte (og responsen var somregel overraskende positiv)

- Jeg arbejdede på min krop (begyndte at træne og spise sundt) 

- Jeg startede blødt ud, for gradvist at resocialisere mig selv

- Jeg droppede kaffe (koffein kickstarter gerne angstsymptomerne)

- Jeg kiggede mig selv i øjnene i et spejl hver dag, og sagde til mig selv i en bestemt tone, at det var MIG der bestemte, og at ingen eller intet skulle holde mig nede (det var lidt fjollet i starten, men blev overraskende effektivt med tiden)

- Jeg skar toksiske bekendtskaber ud af mit liv

Under angstanfald (eller når de kom snigende):

- Jeg huskede mig selv på, at jeg IKKE kan dø af et angstanfald

- Jeg øvede mig i at slappe af i kroppen og sige “kom an!”, for det er faktisk når vi kæmper imod, at det eskalerer

- Jeg fandt noget at “nulre” (dette distraherer dig sensorisk fra den anden reaktion der er i gang), for mig var det mit dankort i lommen, hvor jeg kørte fingrene hen over den nubrede flade

Slutteligt vil jeg sige, at det tager tid. Tid er nøgleordet. Vi har trukket nitten, og vi skal nu til at lære, hvordan vi tackler det. Angst forsvinder sjældent helt, men det er måden, hvorpå vi lærer at håndtere det, der afgør, om det skal have lov at forhindre os i at opnå de ting vi vil i livet. Og det kan alle, hvis de finder det værktøj, hvis greb passer til deres hånd, så at sige. 

I skal være hjerteligt velkomne til at stille spørgsmål! 

Knus fra én, der “overlevede”! 

givmignr2 skriver:

Hej damer,

Jeg kan se at I er flere der har den samme følelse af, om det måske nogensinde bliver bedre. 

Jeg vil fortælle lidt om mit eget forløb, og måske forhåbentlig give jer lidt blod på tanden. 

Jeg fik min søn i november 2011, og fik stress i september 2012, hvilket inducerede angst. 

Jeg blev i første omgang sygemeldt, og endte med at være det i et år. På det år jeg var sygemeldt, fik jeg noget psykologhjælp, og jeg tror jeg fik tilbuddet om psykofarmaka i hvert fald 10 gange, både fra egen læge og psykologen. Jeg sagde pænt nej tak til medicin hver gang, fordi jeg havde en frygt for, at jeg ikke ville kunne slippe det igen - at jeg hver dag i resten af mit liv skulle være afhængig af en pille, for at kunne være i min egen krop. Det skræmte mig simpelthen mere end hjertebanken, “stenen på brystet”, kvælningsfornemmelse, svimmelhed, svedeture og hvad der ellers hørte til de angstanfald, jeg fik. 

Det jeg husker tydeligst, var frygten for aldrig at genvinde min frihed, og hvor stort et behov jeg havde for at vide, at andre havde haft det som mig, og kommet ud af det igen. 

Nu er jeg så her for at fortælle, at jeg nu er én af dem, jeg selv havde hårdt brug for at høre et vidnesbyrd fra. 

Jeg gik fra at være så invalideret af min angst, at jeg ikke kunne gå ud at handle selv, uden nærmest at dejse om, eller som minimum have frygten for at det skete, til i dag at læse medicin på KU, og glæde mig til mit kommende job som læge. Jeg har været aktiv i et par frivillige projekter, og lært at være outgoing igen. 

Jeg får stadig et angstanfald af og til, men jeg har lært hvordan jeg bedst muligt håndterer det, og det går hurtigt væk igen.

Jeg kan ikke fortælle, præcis hvad der virker for jer, men jeg kan opliste nogle af de ting, jeg tror har hjulpet mig på vej:

Generelt: 

- Jeg talte om det, med alle der gad at lytte (og responsen var somregel overraskende positiv)

- Jeg arbejdede på min krop (begyndte at træne og spise sundt) 

- Jeg startede blødt ud, for gradvist at resocialisere mig selv

- Jeg droppede kaffe (koffein kickstarter gerne angstsymptomerne)

- Jeg kiggede mig selv i øjnene i et spejl hver dag, og sagde til mig selv i en bestemt tone, at det var MIG der bestemte, og at ingen eller intet skulle holde mig nede (det var lidt fjollet i starten, men blev overraskende effektivt med tiden)

- Jeg skar toksiske bekendtskaber ud af mit liv

 

Under angstanfald (eller når de kom snigende):

- Jeg huskede mig selv på, at jeg IKKE kan dø af et angstanfald

- Jeg øvede mig i at slappe af i kroppen og sige “kom an!”, for det er faktisk når vi kæmper imod, at det eskalerer

- Jeg fandt noget at “nulre” (dette distraherer dig sensorisk fra den anden reaktion der er i gang), for mig var det mit dankort i lommen, hvor jeg kørte fingrene hen over den nubrede flade

 

Slutteligt vil jeg sige, at det tager tid. Tid er nøgleordet. Vi har trukket nitten, og vi skal nu til at lære, hvordan vi tackler det. Angst forsvinder sjældent helt, men det er måden, hvorpå vi lærer at håndtere det, der afgør, om det skal have lov at forhindre os i at opnå de ting vi vil i livet. Og det kan alle, hvis de finder det værktøj, hvis greb passer til deres hånd, så at sige. 

I skal være hjerteligt velkomne til at stille spørgsmål! 

 

Knus fra én, der “overlevede”! 

 

Tusind tak for din meget fine beskrivelse. ���� 

Tak fordi du deler ud af dine erfaringer. Jeg er virkelig også skræmt over at få medicin for det men er også slidt af at kæmpe så meget med det. Men jeg kæmper også med udbrændthed så det er svært altid at vide hvad der er hvad. Jeg overvældes ret hurtigt. 

Kh. M

givmignr2 skriver:

Hej damer,

Jeg kan se at I er flere der har den samme følelse af, om det måske nogensinde bliver bedre. 

Jeg vil fortælle lidt om mit eget forløb, og måske forhåbentlig give jer lidt blod på tanden. 

Jeg fik min søn i november 2011, og fik stress i september 2012, hvilket inducerede angst. 

Jeg blev i første omgang sygemeldt, og endte med at være det i et år. På det år jeg var sygemeldt, fik jeg noget psykologhjælp, og jeg tror jeg fik tilbuddet om psykofarmaka i hvert fald 10 gange, både fra egen læge og psykologen. Jeg sagde pænt nej tak til medicin hver gang, fordi jeg havde en frygt for, at jeg ikke ville kunne slippe det igen - at jeg hver dag i resten af mit liv skulle være afhængig af en pille, for at kunne være i min egen krop. Det skræmte mig simpelthen mere end hjertebanken, “stenen på brystet”, kvælningsfornemmelse, svimmelhed, svedeture og hvad der ellers hørte til de angstanfald, jeg fik. 

Det jeg husker tydeligst, var frygten for aldrig at genvinde min frihed, og hvor stort et behov jeg havde for at vide, at andre havde haft det som mig, og kommet ud af det igen. 

Nu er jeg så her for at fortælle, at jeg nu er én af dem, jeg selv havde hårdt brug for at høre et vidnesbyrd fra. 

Jeg gik fra at være så invalideret af min angst, at jeg ikke kunne gå ud at handle selv, uden nærmest at dejse om, eller som minimum have frygten for at det skete, til i dag at læse medicin på KU, og glæde mig til mit kommende job som læge. Jeg har været aktiv i et par frivillige projekter, og lært at være outgoing igen. 

Jeg får stadig et angstanfald af og til, men jeg har lært hvordan jeg bedst muligt håndterer det, og det går hurtigt væk igen.

Jeg kan ikke fortælle, præcis hvad der virker for jer, men jeg kan opliste nogle af de ting, jeg tror har hjulpet mig på vej:

Generelt: 

- Jeg talte om det, med alle der gad at lytte (og responsen var somregel overraskende positiv)

- Jeg arbejdede på min krop (begyndte at træne og spise sundt) 

- Jeg startede blødt ud, for gradvist at resocialisere mig selv

- Jeg droppede kaffe (koffein kickstarter gerne angstsymptomerne)

- Jeg kiggede mig selv i øjnene i et spejl hver dag, og sagde til mig selv i en bestemt tone, at det var MIG der bestemte, og at ingen eller intet skulle holde mig nede (det var lidt fjollet i starten, men blev overraskende effektivt med tiden)

- Jeg skar toksiske bekendtskaber ud af mit liv

 

Under angstanfald (eller når de kom snigende):

- Jeg huskede mig selv på, at jeg IKKE kan dø af et angstanfald

- Jeg øvede mig i at slappe af i kroppen og sige “kom an!”, for det er faktisk når vi kæmper imod, at det eskalerer

- Jeg fandt noget at “nulre” (dette distraherer dig sensorisk fra den anden reaktion der er i gang), for mig var det mit dankort i lommen, hvor jeg kørte fingrene hen over den nubrede flade

 

Slutteligt vil jeg sige, at det tager tid. Tid er nøgleordet. Vi har trukket nitten, og vi skal nu til at lære, hvordan vi tackler det. Angst forsvinder sjældent helt, men det er måden, hvorpå vi lærer at håndtere det, der afgør, om det skal have lov at forhindre os i at opnå de ting vi vil i livet. Og det kan alle, hvis de finder det værktøj, hvis greb passer til deres hånd, så at sige. 

I skal være hjerteligt velkomne til at stille spørgsmål! 

 

Knus fra én, der “overlevede”! 

 

Hvordan holdt du fast i viljen når angsten fik fat i dig? Jeg har sommetider svært ved ikke at lade det opsluge mig. Jeg får en følelse af total magtesløshed. 

Anonym skriver:

Hvordan holdt du fast i viljen når angsten fik fat i dig? Jeg har sommetider svært ved ikke at lade det opsluge mig. Jeg får en følelse af total magtesløshed. 

Det er svært at pege på, præcis hvad det var.

Men jeg ved, at jeg sørgede for at omgive mig med mennesker, jeg havde det godt og trygt i selskab med, og som jeg kunne tale med, uden at føle at jeg blev dømt. 

Derudover, kastede jeg langsomt mig selv ud i situationer, jeg plejede at reagere på, og sørgede da for, at jeg havde nogen med, jeg kunne “bekende” mig til, når symptomerne opstod. 

Hvor længe har du haft angst? 

givmignr2 skriver:

Det er svært at pege på, præcis hvad det var.

Men jeg ved, at jeg sørgede for at omgive mig med mennesker, jeg havde det godt og trygt i selskab med, og som jeg kunne tale med, uden at føle at jeg blev dømt. 

Derudover, kastede jeg langsomt mig selv ud i situationer, jeg plejede at reagere på, og sørgede da for, at jeg havde nogen med, jeg kunne “bekende” mig til, når symptomerne opstod. 

Hvor længe har du haft angst? 

Jeg blev sygemeldt med stress midt i februar i år og angsten kom relativt hurtigt derefter. Det er både arbejdsrelateret og ting i mit privatliv der pressede mig over kanten. Jeg arbejdede med voksne udviklingshæmmede og blev ved med at overskride egne grænser, både fagligt og personligt fordi rammerne for det pædagogiske fag er blevet så stramt. Derudover så er jeg helt hudløs af skældud, raserianfald og andet presset adfærd fra borgere som er yderst presset af et system der ikke tilgodeser borgeren.

Jeg ved at jeg er helt færdig som pædagog og relationsarbejde. Så nu gælder det om at finde noget andet jeg skal i gang med. 

Jeg har fundet ud af at motion, ro og meditation og vejrtrækningsøvelser fungere godt. Derudover så har jeg de sidste par dage lavet en lille fjollet gå-væk-dans når jeg mærkede angsten komme snigende og det har virket. 

Anonym skriver:

Jeg blev sygemeldt med stress midt i februar i år og angsten kom relativt hurtigt derefter. Det er både arbejdsrelateret og ting i mit privatliv der pressede mig over kanten. Jeg arbejdede med voksne udviklingshæmmede og blev ved med at overskride egne grænser, både fagligt og personligt fordi rammerne for det pædagogiske fag er blevet så stramt. Derudover så er jeg helt hudløs af skældud, raserianfald og andet presset adfærd fra borgere som er yderst presset af et system der ikke tilgodeser borgeren.

Jeg ved at jeg er helt færdig som pædagog og relationsarbejde. Så nu gælder det om at finde noget andet jeg skal i gang med. 

Jeg har fundet ud af at motion, ro og meditation og vejrtrækningsøvelser fungere godt. Derudover så har jeg de sidste par dage lavet en lille fjollet gå-væk-dans når jeg mærkede angsten komme snigende og det har virket. 

Hvor er det fedt, at du har fundet noget der virker! Og skidevære med om det er fjollet. Som de siger; if it works, it aint stupid! 

Du kan altid skrive til mig, hvis du står med den magtesløse følelse 

Nøgleordet er i virkeligheden nok mest TID, tid ik at lære sig selv at kende på en ny måde, og tid til at vænne sig til den nye tilværelse. 

givmignr2 skriver:

Hvor er det fedt, at du har fundet noget der virker! Og skidevære med om det er fjollet. Som de siger; if it works, it aint stupid! 

 

Du kan altid skrive til mig, hvis du står med den magtesløse følelse 

 

Nøgleordet er i virkeligheden nok mest TID, tid ik at lære sig selv at kende på en ny måde, og tid til at vænne sig til den nye tilværelse. 

TAK fordi har taget dig tid til at skrive lidt med mig. Det er godt at høre fra folk som er kommet godt videre. 

kh. M