Egne børn kontra ny kæreste

Jeg bliver simpelt hen nødt til at spørge jer, som har børn (og ja det er på baggrund af en andet tråd):

Kunne I vælge jeres kæreste frem for jeres børn ? 

Kunne I vælge, at jeres kæreste var vigtigere end jeres børn?

Jeg har ingen børn, men min kæreste har tre - som vi dog ikke kan kalde børn længere.

Selv om vi fra starten besluttede, at vi ikke skulle have fællesbørn, så har min kærestes måde at være far på betydet noget for mig. Fordi jeg synes det siger noget om ham som menneske.

Når man finder sammen med én, som har børn i forvejen, så ved man godt, at man altid er nr. 2 i forhold til børnene - og det synes jeg er ok. For der er jo tale om to forskellige former for kærlighed. Og at børnene er det vigtigste, der ikke det samme, som at man ikke elsker kæresten.

Hvad tænker I ?

Tommelise skriver:

Jeg bliver simpelt hen nødt til at spørge jer, som har børn (og ja det er på baggrund af en andet tråd):

Kunne I vælge jeres kæreste frem for jeres børn ? 

Kunne I vælge, at jeres kæreste var vigtigere end jeres børn?

Jeg har ingen børn, men min kæreste har tre - som vi dog ikke kan kalde børn længere.

Selv om vi fra starten besluttede, at vi ikke skulle have fællesbørn, så har min kærestes måde at være far på betydet noget for mig. Fordi jeg synes det siger noget om ham som menneske.

Når man finder sammen med én, som har børn i forvejen, så ved man godt, at man altid er nr. 2 i forhold til børnene - og det synes jeg er ok. For der er jo tale om to forskellige former for kærlighed. Og at børnene er det vigtigste, der ikke det samme, som at man ikke elsker kæresten.

Hvad tænker I ?

Svaret er helt åbenlyst nej (hvem gør det?).

- men jeg er da mere nysgerrig på, hvorfor du vælger en babyside, hvis du ikke skal have egne børn?

Vælge.. så som i at sige jeg bor med min kæreste og siger “farvel” til mit barn og sender det over til faren? 

Eller som i at børnene altid kommer før kæresten? 

Rockertand skriver:

Svaret er helt åbenlyst nej (hvem gør det?).

- men jeg er da mere nysgerrig på, hvorfor du vælger en babyside, hvis du ikke skal have egne børn?

Jeg har fulgt med på sidelinien på et tidspunkt, hvor jeg meget gerne ville have børn, så det var faktisk ret naturligt at kigge på denne side.

Og selv om den hedder baby.dk, så handler den jo ikke kun om babyer, men også om store børn og bonusbørn.

Tommelise skriver:

Jeg bliver simpelt hen nødt til at spørge jer, som har børn (og ja det er på baggrund af en andet tråd):

Kunne I vælge jeres kæreste frem for jeres børn ? 

Kunne I vælge, at jeres kæreste var vigtigere end jeres børn?

Jeg har ingen børn, men min kæreste har tre - som vi dog ikke kan kalde børn længere.

Selv om vi fra starten besluttede, at vi ikke skulle have fællesbørn, så har min kærestes måde at være far på betydet noget for mig. Fordi jeg synes det siger noget om ham som menneske.

Når man finder sammen med én, som har børn i forvejen, så ved man godt, at man altid er nr. 2 i forhold til børnene - og det synes jeg er ok. For der er jo tale om to forskellige former for kærlighed. Og at børnene er det vigtigste, der ikke det samme, som at man ikke elsker kæresten.

Hvad tænker I ?

Jeg ville og kunne aldrig, aldrig ,aldrig vælge min børn fra for en mand(eller deres far)! ALDRIG! Jeg ville dø langsomt, hvis jeg ikke kunne have mine børn hos mig, og være en del af deres liv, både mens de er børn ,unge og senere i deres voksen liv.

Men jeg tænker dog, at vi alle har forskellige opvækste, forskellige ting der præger vores liv, og vores måde at være forældre på. Den måde vi er formet og dannet på, de livsvilkår vi har, og de byrder vi er blevet udsat for, og de sejre vi har haft - som I sidste ende skaber den VI er, og det gør at vi ikke alle vælger ens. Nogle tager livet dybt seriøs og andre vralter igennem det. Nogle kæmper for at beholde det, og andre afslutter det.

Jeg tror ikke der er en facitliste på, hvad der er rigtig og forkert, og jeg synes bestemt ikke at man skal dømme, fordi andre gør noget vi undres over. Måske har den familie andre ting med i bagagen der gør de er tvunget til at handle sådan!? Måske er de formet af livsvilkår,der ikke har været lige så nemme(eller svære) som ens egne. 

Jeg er ihvertfald ret sikker på, at uanset handling, så ligger der altid en underliggende grund bag.

Jeg tror næppe nogen ligefrem siger "yes, min kæreste før mine børn". Men ser man ikke utallige eksempler på det hele tiden, både i det store og små. Hvad med de gange hvor man hører om børn der har været udsat for overgreb af stedfædre, og så vælger moren at tro på ham og ikke sit eget barn. Eller når man trækker et dårligt kørende forhold i langdrag, kan også være et eksempel på at man et eller andet sted vælger noget andet over børnene, om det så er kæresten eller eget behov for en eller anden form for tryghed. 

Man kan jo også finde utallige eksempler på det i tidligere generationer. Min far fx, blev født udenfor ægteskab da min farmor var 19 år. Hun blev gift flere gange siden, og hver gang var der ingen tvivl om at de børn der var vigtigst var dem hun havde med den mand hun var gift med på et givent tidspunkt. Ja mændene var da også vigtigere end min far. Min far kører så uheldigvis galt på knallert som 17-årig og bliver handicappet. Ja, min farmor klappede ikke ligefrem i hænderne. Hun ville bla. ikke have ham med til familiefester, for som hun sagde "det var ikke kønt at se på". Da min far døde, valgte jeg hende fra.

Min egen mor har også valgt mig fra. Og mine børn. Og det skyldes selvfølgelig en meget lang historie, men selvom jeg da er ked af at det er det hun har valgt og også totalt uforstående overfor at man kan vælge egne børn fra, så er det ikke noget der kommer fuldstændig bag på mig. Netop fordi der jo ligger en historie bag.

Men nej, ville aldrig vælge en kæreste fremfor mine børn. MEN jeg er bevidst on at grundet den baggrund jeg kommer af har jeg visse udfordringer når det kommer til relationer. Og med det mener jeg, at jeg selv er ret hærdet, det vil sige jeg kan tåle rigtig meget og i mange tilfælde tåler jeg for meget, dvs. kan have svært ved at sige fra og mærke egne personlige grænser. Så derfor skal jeg passe på med, at jeg ubevidst ikke overfører samme 'hærdethed' til mine børn. Jeg skal nogle gange tænke mig om et par gange  for at mærke efter hvordan og hvorledes og hvad er rigtigt og forkert. Det lyder værre end det er, og det er svært at forklare på skrift. Men jeg er bevidst om det, fordi jeg ikke har lært det via min egen mor, men har måtte lære det som stor teenager og voksen. Og der er mange med en skæv barndom osv, og mange der ikke er bevidste om det og får ikke brudt med den sociale arv og derved ender i noget, hvor børnene måske ikke bliver valgt fysisk fra, men nedprioriteret. Fordi man ikke har formået anderledes.

Lang smørre, men det er et kæmpe spørgsmål