Anonym skriver:
Jeg synes godt nok allerede at den her graviditet trækker tænder ud psykisk. Det er nok bare hormoner, men puha.
Jeg havde en MA i starten af året, som rider mig som en mare. Jeg er konstant bange for at fostret er gået til eller noget går galt i graviditeten eller at jeg føder for tidligt.....generelt bare en masse ulogisk støj. Det er virkelig ikke logisk. Vi har været til Nf med fine tal og en helt perfekt baby. Vi skal snart til kønscanning og jeg er allerede nervøs.
Jeg er ledig, vi valgte selv at forsøge at få et barn primært pga vores alder. Det var vist en fejl. Jeg er mega stresset over at jeg skal gå og søge mange måneder uden at få noget. Jeg forsøger pt at få praktik, ved at ringe rundt. Det er bare så svært og jeg tror det tager alt min energi.
Jeg får intet lavet hjemme og har ingen energi til mand og barn. Jeg har mest lyst til at bare at blive i sengen hele dagen og ligge under dynen. Jeg kan ikke overskue noget som helst. Jeg sover ikke om natten, men ligger bare og spekulere. Jeg husker ikke at mit humør var så påvirket i min første graviditet, selvom jeg da bestemt tog mig nogle tudeture.
Er der andre der kan genkende bare lidt af det her? Please sig det bliver bedre.
Åh hvor jeg kender det..
Jeg er 40+6 i dag, går med daglige smerter, plukveer og veer der hele tiden stopper igen, selvom jeg har åbnet mig og livmoderhalsen er forkortet..
Jeg tuder stort set af alt efterhånden.. Og hvis jeg ikke tuder, så bliver jeg mega hidsig.. ALT irriterer mig.. Især graviditeten (herunder lægerne, som har delte meninger, om jeg har svangerskabsforgiftning eller ej, og om jeg skal sættes i gang eller ej), samt min familie..
Min familie vil bare ikke lade mig være! Fint nok, at de interesserer sig for mig, men de skriver stort set hver dag og spørger, om jeg har født, og om jeg ikke snart skal i gang med at føde.. JO HVIS JEG KUNNE!!!
Og når jeg så skriver, at der stadig ikke sker noget, så får jeg af vide, at jeg bare må gøre noget 
.. Jamen hvad pokker skal jeg gøre?!
Derudover blander de sig i alt, og synes at det er mega sjovt at drille mig, indtil jeg går amok på dem.. Fx kalder de min datter for grimme navne, selvom vi har tre navne til hende og gerne vil vente med beslutningen til efter fødslen.. Og jeg har flere gange frabedt mig, at de kalder hende noget og især de der grimme navne, men stopper de? Nope..
Og når jeg så bliver sur og siger, at de skal stoppe og blande sig udenom, så får jeg af vide, at jeg skal tage mig sammen og bare grine af det, for det er jo bare en joke, og jeg er bare fyldt med hormoner 
..
Jeg har også dage, hvor jeg seriøst bare har lyst til at blive liggende i sengen og lukke mig inde, og sådan har jeg haft det i mere end halvdelen af graviditeten.. Jeg føler mig virkelig negativ for tiden, og eller også er jeg nærmest bare en tom skal.. Er kun glad og lykkelig, når jeg er sammen med min kæreste, men selv han irriterer mig også en smule engang imellem
