Jeg føler ikke tilknytning til mit barn

Jeg står i en nok noget speciel og anderledes situation, og det ville betyde meget for mig, om emnet blev behandlet med nænsomhed, da det er tabubelagt og svært at tale om.

Sagen er, sort på hvidt, at jeg ikke rigtig føler tilknytning til min søn. Jeg synes da, han er meget sød, og jeg har det fint med ham..men jeg føler ikke den der forældre-barn tilknytning og dybe kærlighed.

Han er mit tredje barn, og med de to store føler jeg både tilknytning og dyb kærlighed. 

Jeg ved, at det nok kan spores tilbage til fødslen, som var en rigtig dårlig oplevelse, og både min søn og jeg var indlagt i en uge efterfølgende, i en kort periode på hvert sit afsnit. Han har det fint i dag, det har jeg også, men vi var syge. Så den der første tid lige efter fødslen, den var der bare ikke. Jeg var virkelig syg og kunne slet ikke rumme at gøre andet end at amme ham og så levere ham tilbage til min kæreste. 

Og da vi kom hjem var jeg så psykisk ødelagt af det forløb at det var vanskeligt for mig at være mor. Jeg droppede amningen, da jeg ikke kunne rumme det og for at min kæreste kunne tage mere over, da jeg var dybt nede at vende, jeg var i en periode meget deprimeret.

Jeg var jo så på barsel og har altid opfyldt mine søns behov og ageret god mod da jeg stod med ham selv. Men det er bare som om det var fordi jeg skulle, ikke fordi jeg følte den naturlige trang eller drift eller lyst til at gøre det. 

Min kæreste har i lang tid taget vores søn om natten, da dårlig søvn er en stor disponerende ting der kan gøre jeg får depression igen. Desuden er jeg startet på arbejde og min kæreste går hjemme, så han kan tage en lur om dagen. 

Min søn er 11 mdr nu og følelserne, de rigtige, de er der bare ikke. Jeg er ikke deprimeret længere, tvært om synes jeg, at jeg har det rigtig fint. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg tror vores indbyrdes tilknytning har taget varig skade af den første tid.

Til gengæld har min kæreste så altid været helt vildt meget inde over vores søn, mere end mig ofte. Og der er ingen tvivl om at vores søn opfatter far som primær omsorgsperdon, hvilket selvfølgelig er ret atypisk. Men det er far, han først søger trøst hos, efterspørger osv. Fx kan jeg sidde på gulvet og lege med min søn, og så kan det være han gerne vil løftes op, men så kravler han hen til far og løfter armene i vejret frem for at tage mig. Min kæreste kan også meget nemmere trøste ham og putte ham. 

Og jeg har det fint med det, netop fordi jeg ikke føler den rigtige tilknytning og derfor ikke føler afsavn. Og jeg synes det er fantastisk at far og søn kan dele bånd. Og jeg giver jo stadig min søn nærvær, kærlighed og omsorg, selvom de rette følelser mangler. 

Det er bare mærkeligt, og jeg ville jo egentlig gerne kunne grave de følelser frem og den tilknytning frem, men det vil ikke rigtig lykkes. Det er mærkeligt hvorfor de ikke er der.

Hvad skal jeg gøre? Det er også som om der mangler noget motivation for at ændre det, det er mere sådan at det føler jeg at jeg bør.. 

Tænker du at det er noget der nødvendigvis bør gøres noget ved? Altså forstå mig ret. Går ud fra du elsker din søn? Og hvis hans primære omsorgsperson er hans far, så er din og hans relation vel bare ligesom andres børn har med deres far, når mor er primær omsorgsperson.

Hvis i har været meget igennem tænker jeg det nok skal komme. 

Med vores den ældste fik jeg overhovedet ikke den der Wow følelse, og hun skreg 24/7 det første 1-1,5 år. Sov ikke igennem før hun var 5,5 år og jeg var rigtig rigtig meget alene med hende. Jeg synes det var SÅ svært at knytte bånd med hende, fordi jeg egentlig ikke synes det var meget “positivt” ved at have fået et barn. (Igen, forstå mig ret) 

Tænker i med tiden nok skal få den relation/connection som du mangler. 

Loa skriver:

Tænker du at det er noget der nødvendigvis bør gøres noget ved? Altså forstå mig ret. Går ud fra du elsker din søn? Og hvis hans primære omsorgsperson er hans far, så er din og hans relation vel bare ligesom andres børn har med deres far, når mor er primær omsorgsperson.

Hvis i har været meget igennem tænker jeg det nok skal komme. 

Med vores den ældste fik jeg overhovedet ikke den der Wow følelse, og hun skreg 24/7 det første 1-1,5 år. Sov ikke igennem før hun var 5,5 år og jeg var rigtig rigtig meget alene med hende. Jeg synes det var SÅ svært at knytte bånd med hende, fordi jeg egentlig ikke synes det var meget “positivt” ved at have fået et barn. (Igen, forstå mig ret) 

Tænker i med tiden nok skal få den relation/connection som du mangler. 

Det spurgte min kæreste også om, om jeg elsker ham. Altså vores søn. Og det ved jeg faktisk ikke helt. Vil nok mere sige at jeg holder af ham. Og det er jo det jeg tænker er helt skævt, hvis jeg ikke elsker ham. 

De følelser du beskriver, er helt "normale" i forhold til det forløb du har været igennem.

Jeg tænker at selvom du måske føler, at du har det godt, så ku det godt tyde på, at du stadig er påvirket af din depration. 

Min mor fik en slem depration, da hun fik mig. Hun ku slet ik finde de samme følelser for mig, som hun havde haft for min storesøster. 

Og helt ærlig så er det ok, så længe du arbejder med de ting du føler, og så længe baby får masser af kærlighed og opmærksomhed, både fra dig og fra Far. 

Følelserne, ska nok komme på et tidspunkt! Vh Stine 

Anonym skriver:

Det spurgte min kæreste også om, om jeg elsker ham. Altså vores søn. Og det ved jeg faktisk ikke helt. Vil nok mere sige at jeg holder af ham. Og det er jo det jeg tænker er helt skævt, hvis jeg ikke elsker ham. 

Tror du du måske kunne have gavn af at vende det med din sundhedsplejerske? 

Hun kan vel også rimelig hurtigt vurdere om du skulle have noget efterfødsels-halløj stadig evt?

Jeg havde det på samme måde med min ældste. Kærligheden og tilknytningen er kommet med tiden, da hun var omkring 5-5,5 år kunne jeg endelig kigge på hende og tænke “Wow! Hende der! “

Jeg gjorde aldrig noget “aktivt” for det, jeg tror ikke man kan fremtvinge kærligheden. Men jeg tror på, at den kommer med tiden, hvis den får lov at spire frem i eget tempo. 

Først, hvor er det modigt at du tør sætte ord på noget som er svært og vel egentlig en smule tabu: føler jeg det samme for alle mine børn. 

Jeg tror på der er forskel på den måde man føler for sine børn, men når det er skrevet så læser jeg en mor der er undrende over manglen på de følelser og er ked af den manglende tilknytning, det vil sige at det stikkere dybere end bare forskellige følelser for sine børn.

Da jeg fik min nummer tre kunne jeg heller ikke knytte mit gik ham, grunden var at jeg 11 måneder før havde mistet hans storesøster. Det at læse dit indlæg gjorde ondt langt ind i sjælen. For min lille mand er lige blevet 11 år i torsdags- jeg elsker ham, jeg ved han er vidunderlig, men alligevel satte dine ord gang i tankrr: har jeg samme tilknytning til han som jeg har til lillebror? Er han blevet mere sin egen, mere indadvendt pga min manglende tilknytning i starten? Osv. Jeg opsøgte aldrig hjælp, fortalte først om mine følelser og tanker, da jeg var på den anden side - kæmpede med min reaktion som mindede om en depression alene og holdt facaden ud af til. 

Derfor vil jeg til dig give rådet: nu har du sagt det højt her. Giv sundhedsplejerske ikke ring hvis du har et tillidsfuldt forhold til hende og sig det højt til hende, eller til din mand, din læge, en eller anden der kan lytte, anerkende og også berolige, men så sandelig også handle hvis det er nødvendigt. Jeg ved nu 11 år efter jeg skulle have åbnet op.... jo følelserne kom og vel også tilknytningen - jeg var "heldig" for blev mor igen efter lidt under 3 år så kunne undskylde mig med at jeg nu pludselig var mor til 4 og så havde man jo ikke samme tid til ham som hvis han var den mindste. Nej det lyder hårdt, og jeg ved jeg elsker ham, er stolt af ham, hans smil kan smelte mig, men ja det lille men er der stadig.... måske er det der fordi tilknytningen ikke blev som med de andre, eller måske er den der fordi jeg har en dårlig samvittighed over jeg ikke havde tilknytningen i begyndelsen.

Anonym skriver:

Jeg står i en nok noget speciel og anderledes situation, og det ville betyde meget for mig, om emnet blev behandlet med nænsomhed, da det er tabubelagt og svært at tale om.

Sagen er, sort på hvidt, at jeg ikke rigtig føler tilknytning til min søn. Jeg synes da, han er meget sød, og jeg har det fint med ham..men jeg føler ikke den der forældre-barn tilknytning og dybe kærlighed.

Han er mit tredje barn, og med de to store føler jeg både tilknytning og dyb kærlighed. 

Jeg ved, at det nok kan spores tilbage til fødslen, som var en rigtig dårlig oplevelse, og både min søn og jeg var indlagt i en uge efterfølgende, i en kort periode på hvert sit afsnit. Han har det fint i dag, det har jeg også, men vi var syge. Så den der første tid lige efter fødslen, den var der bare ikke. Jeg var virkelig syg og kunne slet ikke rumme at gøre andet end at amme ham og så levere ham tilbage til min kæreste. 

Og da vi kom hjem var jeg så psykisk ødelagt af det forløb at det var vanskeligt for mig at være mor. Jeg droppede amningen, da jeg ikke kunne rumme det og for at min kæreste kunne tage mere over, da jeg var dybt nede at vende, jeg var i en periode meget deprimeret.

Jeg var jo så på barsel og har altid opfyldt mine søns behov og ageret god mod da jeg stod med ham selv. Men det er bare som om det var fordi jeg skulle, ikke fordi jeg følte den naturlige trang eller drift eller lyst til at gøre det. 

Min kæreste har i lang tid taget vores søn om natten, da dårlig søvn er en stor disponerende ting der kan gøre jeg får depression igen. Desuden er jeg startet på arbejde og min kæreste går hjemme, så han kan tage en lur om dagen. 

Min søn er 11 mdr nu og følelserne, de rigtige, de er der bare ikke. Jeg er ikke deprimeret længere, tvært om synes jeg, at jeg har det rigtig fint. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg tror vores indbyrdes tilknytning har taget varig skade af den første tid.

Til gengæld har min kæreste så altid været helt vildt meget inde over vores søn, mere end mig ofte. Og der er ingen tvivl om at vores søn opfatter far som primær omsorgsperdon, hvilket selvfølgelig er ret atypisk. Men det er far, han først søger trøst hos, efterspørger osv. Fx kan jeg sidde på gulvet og lege med min søn, og så kan det være han gerne vil løftes op, men så kravler han hen til far og løfter armene i vejret frem for at tage mig. Min kæreste kan også meget nemmere trøste ham og putte ham. 

Og jeg har det fint med det, netop fordi jeg ikke føler den rigtige tilknytning og derfor ikke føler afsavn. Og jeg synes det er fantastisk at far og søn kan dele bånd. Og jeg giver jo stadig min søn nærvær, kærlighed og omsorg, selvom de rette følelser mangler. 

Det er bare mærkeligt, og jeg ville jo egentlig gerne kunne grave de følelser frem og den tilknytning frem, men det vil ikke rigtig lykkes. Det er mærkeligt hvorfor de ikke er der.

Hvad skal jeg gøre? Det er også som om der mangler noget motivation for at ændre det, det er mere sådan at det føler jeg at jeg bør.. 

Jeg har fundet ud af, at jeg får positive følelser for mit yngste barn, når jeg sover sammen med hende. Hun har været noget af en udfordring, og jeg har været presset, hvilket har været en dårlig kombination. Heldigvis virker det at sove sammen med hende.