Kære forældre!
Det her bliver nok et velkendt spørgsmål/Dilemma 
Min datter på snart 21 mdr. er blevet så svær at putte om aftenen! Jeg er begyndt at bruge 1-1½ time hver aften, og det er efterhånden ret så drænende 
Det her bliver måske lidt langt og rodet, så undskyld på forhånd, men føler mig bare så alene lige nu.
Jeg er alene med hende da hun er donorbarn - Da hun var helt lille og indtil ca. 10 mdr. sov hun hos mig i soveværelset, skiftevis i vugge og hos mig i sengen. Da hun så blev de 10 mdr. ville jeg gerne afprøve at lade hende sove i tremmeseng på eget værelse, da jeg ikke sov særlig godt med hende i samme rum.
Det gik faktisk bedre end forventet, jeg kunne lægge hende og sige godnat, og så lagde hun sig faktisk ret hurtigt til at sove - Dette fungerede godt i lang tid, men i takt med at hun blev større, og mere bevidst, ville hun ikke ligge selv mere - Det blev så slemt, at hun var helt utrøstelig og jeg meget imod min vilje to hende med ind til mig i soveværelset igen! - Jeg magtede ikke kampen - Igen begyndte det at gå godt ved putning. Det var som om hun kunne fornemme at mor kom op og sov med hende senere, og så var det okay at falde i søvn selv...
Og det gik længe rigtig godt! - Jeg begyndte at læse eller synge lidt for hende i sengen inden putning - Det syntes jeg nemlig selv er så hyggeligt 
Og jeg var så stolt af hende når jeg sagde godnat sov godt skat, og hun så sagde hej hej, og sov!
Men nu står jeg med ulykkelig barn IGEN! Og hvad er så næste skridt ? At lægge mig hos hende til hun sover ? Hvilket jeg også vil være rigtig træt af, simpelthen fordi jeg sådan har brug for min aften alene!
Vi synger stadig en sang eller to imens hun ligger under dynen, og jeg sidder ved hende i sengen, men hun fornemmer når det er tid til jeg skal gå, og så begynder det ellers. Jeg kan godt lige få lov til at gå kort, hun piver lidt ved det, men ikke meget - Så ligger hun måske og snakker lidt, men så begynder hun ligeså stille at brokke sig/Græde - Her forsøger jeg så at snakke stille og roligt til hende udenfor døren, men hun bliver mere og mere ked - Jeg går ikke ind så længe jeg kan høre det bare er en smule brok, men når hun så bliver rigtig ked, går jeg ind, sætter mig ved sengen og holder hende i hånden. Nogle gange kan der gå lang tid (Sådan føltes det) med at få ro på hende, og vil helst ikke gå før hun er rolig igen. Når hun så ligger helt stille, begynder jeg at forberede hende på at jeg bare liiige er udenfor i gangen, hvor hun kan se mig, og så skal jeg nok passe på hende imens hun sover - Men så starter det forfra...
Jeg er efterhånden lidt desperat!! Skal jeg kaste håndklædet i ringen og sidde/ligge med hende til hun sover ?
Eller bliver det så svære for hende senere at komme væk fra den rutine igen ? Her tænker jeg jo på at der forhåbentlig engang i fremtiden kommer et barn mere, som også vil kræve min opmærksomhed om aftenen, ELLER bliver det nemmere når hun bliver lidt ældre at forstå hvornår mor ikke kan sidde ved hende hver aften til hun sover.....
Jeg føler mig lidt fortabt her 
