Øv øv øv....
Jeg lever nok i en anden tidsalder, når det kommer til mænd, jeg ser min mand som lidt af en beskytter eller gjorde....
Sagen er den jeg er højgravid maven hænger, og lørdag er min mand og jeg ude, der kommer en psykisk sygdom mand op til mig, og siger noget, jeg siger hvad? og han bliver ubehagelig, og jeg bliver oprigtigt bange han ser tydeligvis noget der ikke er der .....
Hvor er min mand? han er gået videre
fordi han skulle intet ha med ham at gøre, istedet for at komme til med usætning går han fra mig, og jeg må løbe efter min mand, da denne mand har udset sig mig for en eller anden grund.
- Hold kæft hans reaktion skuffer mig 
sikkert en vatpik
Han giver mig skylden, men jeg har intet gjort galt andet end at gå ned at gågaden, og blive overfuset af denne mand, jeg siger hvad fordi jeg hørte ikke hvad han sagde, og vidste ikke på det tidspunkt han tygeligvis var psykisk syge.
jeg har aldrig oplevet noget ligende,
- Jeg har på en mærkelig måde mistet så meget for ham, jeg vilde aldrig efterlade min gravide veninde til sådan en mand der skreg efter hende, men tage det på mig selv, da hun har en baby i maven.
- Hvad synes i? var det ikke en mærkelig reaktion at forlade hans høj gravide kone?
jeg mener han gik ikke engang imellem os?
jeg siger IKKE han skulle ha startet en diskution med manden men bare ha stillet sig imellem os idet mindste
og da jeg græd over episode fordi jeg var så rystet og havde været bange, blev han sur og sagde nu havde jeg snakket rigeligt om episoden
