Hvad rager det andre man har fået fertilitet hjælp

vi har fået fertilitethjælp, det er mig problemet ligger hos, jeg skammer mig ikke at jeg har fået hjælp på nogle måde, men synes selv det er et private anliggende, mente sådan det er ikke en menneske ret, i min omgangskreds skal vide det, uden der er en grund til det. 

Jeg var til en marathon familie fest hos min svigerfamilie, totalt overflatisk, og på ingen måde mig, men det er svigerfamilie så, sådan er det. 

- Min mands kusine åbner  sig op for mig, at hun er i behandling for hjælp samme sted som vi var, jeg er liiige ved at overtale mig, og sige vi har også fået hjælp, men stopper. -  Fordi min mand har sagt han vil ikke ha nogle skal vide det i hans familie, og det er helt op til ham og jeg respektere det. 

På vej hjem siger jeg så, at jeg var tætt på at sige det ved en fejl, hvor han bliver rigtigt vred og siger, at om jeg havde sagt det til hende, havde han været tvunget til at ringe til sin mor og far og fortælle dem det første. 

Jeg  må ærlig indrømme hvorfor skylder vi andre at vide, at vi har fået hjælp?  At jeg har fået hjælp? 

Hvad rager det andre om baby er skabt i vores egen seng eller med hjælp? 

- Min søster var rasende hendes svoger og svigerinde ikke havde ringet personligt til dem, og fortalt de havde fået IVF til deres barn, det fik det at vide igennem nogle andre.

Den eneste der ved det er min mor, da jeg havde det virkelig skidt med tabletter, og sprøjter, og det sagde min mand selvfølge jeg selv bestemte om jeg fortalte min familie. Min mor har nok sagt det videre til mine søskende, men de har aldrig spurgt ind til det. 

- Og før i spørge var det omvendt fik jeg at vide af omveje min søster gravditet var skyld i fertilitethjælp, vilde jeg ikke være sur eller skuffet, men tænke godt de fik den hjælp. -

- Jeg forstår ikke hvorfor det rager andre hvordan jeg er blevet gravid. 

- Til orientering vil min mand nok ikke fortælle sin familie det, fordi deres holding er virkelig gammeldags - 

Du har da helt ret i at det er et privat anliggende og ikke rager andre - hvis man har det sådan.. 

Og det er virkelig sært at blive sur over ikke at få at vide, at ens søster/kusine/veninde/whatever har været i behandling. Det svare lidt til at blive sur over, ikke at vide hvilken stilling man brugte under undfangelsen.. 

Vi/jeg har selv været totalt åbne omkring at vi har fået hjælp, da det på ingen måde er noget jeg anser som værende forkert eller noget jeg skammer mig over. I vores tilfælde, er det mig der er "problemet". Måske min mand havde bedt mig tie stille, hvis det var hans sædkvalitet den var gal med, men jeg tvivler.. 
Jeg synes det er SÅ fint, at det er begyndt at blive så meget italesat, hvor mange der egentlig har problemer med fertiliteten. Kun på den måde, kan man måske få nedbragt egenbetaling ifm flere børn end bare nr 1. 

Anonym skriver:

vi har fået fertilitethjælp, det er mig problemet ligger hos, jeg skammer mig ikke at jeg har fået hjælp på nogle måde, men synes selv det er et private anliggende, mente sådan det er ikke en menneske ret, i min omgangskreds skal vide det, uden der er en grund til det. 

 

Jeg var til en marathon familie fest hos min svigerfamilie, totalt overflatisk, og på ingen måde mig, men det er svigerfamilie så, sådan er det. 

 

- Min mands kusine åbner  sig op for mig, at hun er i behandling for hjælp samme sted som vi var, jeg er liiige ved at overtale mig, og sige vi har også fået hjælp, men stopper. -  Fordi min mand har sagt han vil ikke ha nogle skal vide det i hans familie, og det er helt op til ham og jeg respektere det. 

 

På vej hjem siger jeg så, at jeg var tætt på at sige det ved en fejl, hvor han bliver rigtigt vred og siger, at om jeg havde sagt det til hende, havde han været tvunget til at ringe til sin mor og far og fortælle dem det første. 

 

Jeg  må ærlig indrømme hvorfor skylder vi andre at vide, at vi har fået hjælp?  At jeg har fået hjælp? 

 

Hvad rager det andre om baby er skabt i vores egen seng eller med hjælp? 

 

- Min søster var rasende hendes svoger og svigerinde ikke havde ringet personligt til dem, og fortalt de havde fået IVF til deres barn, det fik det at vide igennem nogle andre.

 

Den eneste der ved det er min mor, da jeg havde det virkelig skidt med tabletter, og sprøjter, og det sagde min mand selvfølge jeg selv bestemte om jeg fortalte min familie. Min mor har nok sagt det videre til mine søskende, men de har aldrig spurgt ind til det. 

 

- Og før i spørge var det omvendt fik jeg at vide af omveje min søster gravditet var skyld i fertilitethjælp, vilde jeg ikke være sur eller skuffet, men tænke godt de fik den hjælp. -

 

- Jeg forstår ikke hvorfor det rager andre hvordan jeg er blevet gravid. 

 

- Til orientering vil min mand nok ikke fortælle sin familie det, fordi deres holding er virkelig gammeldags - 

 

Nej det rager ingen hvordan baby er blevet skabt, men at din mand vil holde det direkte hemmeligt forstår jeg ikke? Det er jo ikke noget kriminelt. 

Din mands kusine ville kunne få så meget ud af hvis du delte dine erfaringer, da det er jo noget af en kamp at være i fertilitet behandling, og man føler lidt man kan stå alene med det  

Min mand og jeg er selv i fertilitet behandling og alle i hans og min familie ved det, ikke fordi de er nysgerrige mennesker, men simpelhen fordi vi havde brug for at fortælle det, så vi kunne snakke med dem om evt hvad vi går igennem :-) 

Anonym skriver:

Nej det rager ingen hvordan baby er blevet skabt, men at din mand vil holde det direkte hemmeligt forstår jeg ikke? Det er jo ikke noget kriminelt. 

Din mands kusine ville kunne få så meget ud af hvis du delte dine erfaringer, da det er jo noget af en kamp at være i fertilitet behandling, og man føler lidt man kan stå alene med det  

Min mand og jeg er selv i fertilitet behandling og alle i hans og min familie ved det, ikke fordi de er nysgerrige mennesker, men simpelhen fordi vi havde brug for at fortælle det, så vi kunne snakke med dem om evt hvad vi går igennem :-) 

Min svigermor er virkelig virkelig speciel 

Jeg tror vi havde måske en frygt for hun vilde forskel behandle vores børn.... vores første kom uden probleme

Jeg kan ikke forklare hendes tankegang, fordi den er så langt ude 

- Men jo vilde elske ha delte mine erfaringer med hende, og havde ingen skrubler haft ved det, men jeg respektere selvfølge min mands ønske. 

Og jo hver 10 barn bliver jo skabt med hjælp, så det er noget meget normalt, men synes bare stadig det er ikke noget andre skal vide uden jeg har lyst til at fortælle dem det. 

Vores søn kom til ved hjælp af ICSI metoden. Det er min mands sædkvalitetens den er galt med. Jeg har dog aldrig tænkt det var hans skyld, mere at det var en ting vi måtte klare sammen. Hvis jeg havde vist min mand havde problemer i den retning da vi mødtes, ja så havde jeg stadig “valgt” ham. 

Vi var dog helt åbne om det, da det for os gav mest mening. Jeg kan slet ikke forestille mig, at det skulle have været en hemmelighed. Det er alt for hårdt at være i behandling, hvis man også skal tie om det. Derudover forstår jeg slet ikke behovet for at holde sådan noget hemmeligt. Det er noget en masse mennesker går igennem og tænker at åbenhed gør at der er forståelse at hente når man er presset af behandlingen og man undgår de der spørgsmål ala “skal I ikke snart i gang med at få børn”

Vi har fortalt vores søn at en læge har hjulpet os med putte ham ind i mors mave. 

Men når det er sagt, så er det jo helt op til hver enkelt person om man fortæller det til nogen eller ej. 

Mvh. Malene 

Malene76 skriver:

Vores søn kom til ved hjælp af ICSI metoden. Det er min mands sædkvalitetens den er galt med. Jeg har dog aldrig tænkt det var hans skyld, mere at det var en ting vi måtte klare sammen. Hvis jeg havde vist min mand havde problemer i den retning da vi mødtes, ja så havde jeg stadig “valgt” ham. 

Vi var dog helt åbne om det, da det for os gav mest mening. Jeg kan slet ikke forestille mig, at det skulle have været en hemmelighed. Det er alt for hårdt at være i behandling, hvis man også skal tie om det. Derudover forstår jeg slet ikke behovet for at holde sådan noget hemmeligt. Det er noget en masse mennesker går igennem og tænker at åbenhed gør at der er forståelse at hente når man er presset af behandlingen og man undgår de der spørgsmål ala “skal I ikke snart i gang med at få børn”

Vi har fortalt vores søn at en læge har hjulpet os med putte ham ind i mors mave. 

Men når det er sagt, så er det jo helt op til hver enkelt person om man fortæller det til nogen eller ej. 

Mvh. Malene 

Jeg har bare ikke behovet at dele det med nogle, må jeg ærlig indrømme, vi havde også et hurtigt forløb

- Den eneste jeg havde lyst at snakke med det om er en anden der måske også er gået igennem det, så vilde det være relevante - det er ikke så fedt at blev scannet hele tiden, og undersøgte for neden af forskellige læger. - Blev scannet i underlivet selv da jeg havde voldsom menstration det synes jeg var virkelig ubehageligt 

Men jeg læste også på nettet hvor nogle kvinder havde delt med alle, og da de så var ude hos familie tam tam var det, det første de andre spurgte om, og det blev ligesom deres identittet det kæmpede parløse barn. - Og det lyder som en maredrit i mine øre

- Og jeg har også tænkte på skal vi sige det til vores barn? og hvornår? 

Anonym skriver:

vi har fået fertilitethjælp, det er mig problemet ligger hos, jeg skammer mig ikke at jeg har fået hjælp på nogle måde, men synes selv det er et private anliggende, mente sådan det er ikke en menneske ret, i min omgangskreds skal vide det, uden der er en grund til det. 

 

Jeg var til en marathon familie fest hos min svigerfamilie, totalt overflatisk, og på ingen måde mig, men det er svigerfamilie så, sådan er det. 

 

- Min mands kusine åbner  sig op for mig, at hun er i behandling for hjælp samme sted som vi var, jeg er liiige ved at overtale mig, og sige vi har også fået hjælp, men stopper. -  Fordi min mand har sagt han vil ikke ha nogle skal vide det i hans familie, og det er helt op til ham og jeg respektere det. 

 

På vej hjem siger jeg så, at jeg var tætt på at sige det ved en fejl, hvor han bliver rigtigt vred og siger, at om jeg havde sagt det til hende, havde han været tvunget til at ringe til sin mor og far og fortælle dem det første. 

 

Jeg  må ærlig indrømme hvorfor skylder vi andre at vide, at vi har fået hjælp?  At jeg har fået hjælp? 

 

Hvad rager det andre om baby er skabt i vores egen seng eller med hjælp? 

 

- Min søster var rasende hendes svoger og svigerinde ikke havde ringet personligt til dem, og fortalt de havde fået IVF til deres barn, det fik det at vide igennem nogle andre.

 

Den eneste der ved det er min mor, da jeg havde det virkelig skidt med tabletter, og sprøjter, og det sagde min mand selvfølge jeg selv bestemte om jeg fortalte min familie. Min mor har nok sagt det videre til mine søskende, men de har aldrig spurgt ind til det. 

 

- Og før i spørge var det omvendt fik jeg at vide af omveje min søster gravditet var skyld i fertilitethjælp, vilde jeg ikke være sur eller skuffet, men tænke godt de fik den hjælp. -

 

- Jeg forstår ikke hvorfor det rager andre hvordan jeg er blevet gravid. 

 

- Til orientering vil min mand nok ikke fortælle sin familie det, fordi deres holding er virkelig gammeldags - 

 

Jeg kan slet ikke se hvorfor det rager nogen, og hvorfor man har pligt til at fortælle det, og at folk endda bliver fornærmede over ikke at få det personligt at vide først! Hvad rager det andre end jer selv...

Måske jeg bare har graviditetshjerne, men jeg forstår egentlig ikke helt problemet? 

Du har ikke fortalt det, fordi hverken du eller din mand vil have det.. Jamen så er det vel det.. Hvem siger, at man skal fortælle det? 

Synes ikke helt, jeg kan læse det ud fra dit indlæg, hvem du mener burde mene, at du og din mand skal fortælle det.. Men måske det bare er mig, der slet ikke kan få hjernen til at fungere i dag 

Anonym skriver:

Jeg har bare ikke behovet at dele det med nogle, må jeg ærlig indrømme, vi havde også et hurtigt forløb

 

- Den eneste jeg havde lyst at snakke med det om er en anden der måske også er gået igennem det, så vilde det være relevante - det er ikke så fedt at blev scannet hele tiden, og undersøgte for neden af forskellige læger. - Blev scannet i underlivet selv da jeg havde voldsom menstration det synes jeg var virkelig ubehageligt 

 

Men jeg læste også på nettet hvor nogle kvinder havde delt med alle, og da de så var ude hos familie tam tam var det, det første de andre spurgte om, og det blev ligesom deres identittet det kæmpede parløse barn. - Og det lyder som en maredrit i mine øre

 

- Og jeg har også tænkte på skal vi sige det til vores barn? og hvornår? 

 

 

Vores første forløb tog tre forsøg så det var hårdt og havde brug for at folk vidste det så der var forståelse for vores situation. Vi fik Felix i 2012 og var i 2014 i gang igen og det var absurd hårdt og endte efter tre forsøg og 4 ægoplægninger med ingen resultat. Så vi lagde drømmen om nummer 2 på hylden. Det var klart nemmest for os at folk vidste besked om hvad vi kæmpede med.

Felix er 6 år og begyndt i skole efter sommerferien. Da vi jo er åbne om hvordan Felix er kommet til, så synes vi at han skal vide det, så han kan sige ala “det ved jeg godt” hvis han nu får det smidt i hovedet i skolen af et andet barn der måske havde overhørt det derhjemme. 

Åh! Alle de der satans (undskyld sproget) skanninger.  Det værste jeg prøvede var sidste oplægning af æg, hvor jeg af min egen fertilitetslæge fik at vide at det desværre ikke voksede i uge 8. Jeg skulle så til en ekstra skanning en uge efter for en sikkerheds skyld inden en medicinsk abort. Ved denne skanning havde min egen læge ferie, så det var en vikar der skulle skanne mig og han lignede total sådan en konfirmant. Han var virkelig ung. Heldigvis var han vildt rar men stadig ikke fedt med en ung mand der rodede rundt dernede! 

Kh Malene