Hej alle,
Min kæreste og jeg har brug for råd. Jeg har haft skrevet flere tråde herinde om situationen før.
Jeg har en bonusdreng som min kæreste og jeg i flere år har oplevet i stigende mistrivsel. Men det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, for hans reaktion er overtilpasning og at have mistet kontakten med egne behov og følelser.
Vi har ham kun hver anden weekend pga afstanden, og vi har kæmpet en brav kamp i disse år. Mor har nogle psykiske lidelser og har vanskeligt ved at se bort fra egne behov og følelser, og hun har dertil kørt samværschikane de sidste 3 år. Enkelte tilfælde af at nægte at udlevere, andre gange mere subtilt. Fx at tale grimt om os foran ham, nægte ham at tale om os osv.
Men derudover er der den generelle tilgang til ham i hjemmet som er præget af mors manglende overskud og manglende mentaliseringsevne. Far har haft mor til møder med børnesagkyndig i SF mange gange. Der har været møder med skolen sidste år, hvor der blev sat ord på bekymringer. Skolen gav ham enkelte samtaler med en mandlig lærer, som selvfølgelig intet ændrede, da hans problemer stikker dybere.
For to år siden skrev vi også en underretning til kommunen, og mødet gik fint, men sagen blev lukket uden yderligere. For det første fordi hans spritnye skole udtalte han virkede glad (men han et jo netop overtilpasset). For det andet fordi sagsbehandleren læste i sagsakterne. Vi har søgt indsigt og kan her se at mor kontinuerligt i en lang årrække har kontaktet kommunen og talt negativt om far og fars rolle i bonus liv. Vi taler lodrette løgne. Socialt bedrageri (fx bildt kommunen ind far havde efterladt hende helt alene, og hun stod alene med bonus. Men hun boede med sin nye kæreste - bare ikke på papiret). Sagt hun går til behandling pga fars chikane, trods han aldrig har chikaneret. Sagt at hun har depression pga far.
Summa summarum blev vores underretning arkiveret lodret som en chikanesag. Igennem årene er der ALDRIG nogen der har kontaktet far og efterspurgt hans version, og han har af gode grunde ikke anet det billede mor kontinuerligt har malet af ham
På det her tidspunkt begyndte vi at miste håbet for at blive hørt. Vi har aldrig søgt bopæl eller mere samvær (kan ikke mere samvær, for kan ikke aflevere ham i skole i hverdage pga afstanden), fordi vi vidste at vi ville konfliktoptrappe ekstremt uden at få noget ud af det for bonus skyld. Derfor er der jo bare slet ingen motivation for at skulle chikanere, hvis det overhovedet var tilfældet. De fleste chikanesager fra fædre er målet jo at tage barnet fra mor.
Anyway. Endelig!!! Er der en anden der har underrettet. En sagsbehandler der har haft en snak med bonus og et bekymret fordi han ikke kan eller tør give udtryk for egne tanker og behov. Underretningen er i praksis på mor fordi det er ifm hendes behandling at sagsbehandleren har talt med bonus.
Derfor er der nu kaldt til møde i kommunen igen. Far vil bede om at de kan mødes hver for sig, så der er ro. Sidste samtale sad mor og svinede ham og afbrød hele tiden.
Men her er spørgsmålet. Den socialrådgiver jeg kender der sidder med den slags sager siger at det er ilde set at tale om hvad den anden forældre gør. Men hvordan fanden får vi så socialrådgiveren til at få indblik i alle mors handlinger, som vi jo uden tvivl mener er roden til at bonus mistrives? Jeg kunne opliste flere a4 sider af de måder hvorpå hun svigter ham både direkte og indirekte. Men hvis vi til mødet kun kan sidde og sige hvad vi oplever i hans adfærd og slet ikke kan nævne vores bekymringer ift mor, så har de jo ikke en jordisk chance for korrekt at vurdere at der virkelig er behov for ¶50 og massiv støtte i hjem og til ham.
Og hvad gør vi for at de tager os seriøst og ikke tror vi til mødet er ude på at chikanere? Det er ingen tvivl om at mor til mødet vil forsøge at male et billede af at alt er vores skyld. Og hendes påstande bakkes som sådan op af sagsakterne hvor hun har henvendt sig kontinuerligt om. Far og far ikke har haft chancen for at forsvare sig.
Hjælp! Det er vores sidste håb for at hjælpe min bonusdreng! Vi er ved at løbe tør for kræfter og er grædefærdige hver gang vi har samvær over vi ikke bliver taget alvorligt så han kan få et godt liv!
