Er kommet i tvivl ..

OHej. Det er ret svært for mig at åbne op omkring det her, og ved mange nok hader mig for dette .. 

jeg er gravid i uge 8+ - der er stadig spørgsmålstegn ved hvor langt jeg er, men ca 8 uger. Det er min anden graviditet. 

Har en søn der startede i børnehave for en måned siden, har været rigtig meget igennem med ham. Hans far blev dømt for vold imod ham, da han bare var 3 måneder. Så det var med politi, kommune osv. Fik lavet børnefaglig undersøgelse, og alt gik som det skulle, gondol lov st være alene med ham igen. Nu er han snart 3 år, vi har lige gennemgået en hård periode, men det høre vel med alderen, at tingene kan blive lidt besværlige. Han er en dejlig dreng, mit et og alt .

samme dag han startede i børnehave, fandt jeg ud af at jeg var gravid. Har kendt min kæreste i 10 år, men vi har kun været kærester siden juni månede.

og jeg ved ikke om det er fordi jeg er ret kvalmepræget og mit underliv skaber sig osv, føler mig lidt klam og oppustet osv. Men føler mig bare ret træt af ham, når han kommer tæt på mig. Føler ikke rigtigt for nærkontakten mere. Vi har haft en del konflikter på det sidste. Ved sku ikke rigtigt om jeg har de rigtige følelser for ham, synes ikke jeg ser nogle anden fremtid, end at jeg ender alene med to børn, ikke kan finde en ny mand og ender med at få børn med 3 fædre end dag. Og den tanke tiltaler mig bare overhovedet ikke? 

Føler slet ikke for lige nu at starte forfra med graviditet(havde ikke den bedste graviditet sidst) baby, og st gøre babyklar igen. Føler mig ikke rigtigt knyttet til denne spunk i maven, udover at jeg alligevel sidder og er skide nervøs inden jeg er blevet scannet. 

Graviditten er ikke planlagt, har pcos og er blevet gravid herre langt inde i en cyklus, hvor keg egentligt gik ud fra det var umuligt. 

Jeg er så bange for, at jeg ender med slet ikke at kunne knytte mig til denne nye baby, blive alene, svigte min søn? PH please sig andre har haft det sådan! Er det normalt, havd gør jeg her fra?? 

Anonym skriver:

OHej. Det er ret svært for mig at åbne op omkring det her, og ved mange nok hader mig for dette .. 

jeg er gravid i uge 8+ - der er stadig spørgsmålstegn ved hvor langt jeg er, men ca 8 uger. Det er min anden graviditet. 

 

Har en søn der startede i børnehave for en måned siden, har været rigtig meget igennem med ham. Hans far blev dømt for vold imod ham, da han bare var 3 måneder. Så det var med politi, kommune osv. Fik lavet børnefaglig undersøgelse, og alt gik som det skulle, gondol lov st være alene med ham igen. Nu er han snart 3 år, vi har lige gennemgået en hård periode, men det høre vel med alderen, at tingene kan blive lidt besværlige. Han er en dejlig dreng, mit et og alt .

 

samme dag han startede i børnehave, fandt jeg ud af at jeg var gravid. Har kendt min kæreste i 10 år, men vi har kun været kærester siden juni månede.

og jeg ved ikke om det er fordi jeg er ret kvalmepræget og mit underliv skaber sig osv, føler mig lidt klam og oppustet osv. Men føler mig bare ret træt af ham, når han kommer tæt på mig. Føler ikke rigtigt for nærkontakten mere. Vi har haft en del konflikter på det sidste. Ved sku ikke rigtigt om jeg har de rigtige følelser for ham, synes ikke jeg ser nogle anden fremtid, end at jeg ender alene med to børn, ikke kan finde en ny mand og ender med at få børn med 3 fædre end dag. Og den tanke tiltaler mig bare overhovedet ikke? 

Føler slet ikke for lige nu at starte forfra med graviditet(havde ikke den bedste graviditet sidst) baby, og st gøre babyklar igen. Føler mig ikke rigtigt knyttet til denne spunk i maven, udover at jeg alligevel sidder og er skide nervøs inden jeg er blevet scannet. 

Graviditten er ikke planlagt, har pcos og er blevet gravid herre langt inde i en cyklus, hvor keg egentligt gik ud fra det var umuligt. 

 

Jeg er så bange for, at jeg ender med slet ikke at kunne knytte mig til denne nye baby, blive alene, svigte min søn? PH please sig andre har haft det sådan! Er det normalt, havd gør jeg her fra?? 

For mig lyder det somom barnet ikke er et ønskebarn, et barn der vil kræve meget af nogle ressourcer du på nuværende tidspunkt du ikke har. Du er Allrede nu næsten sikker på du ikke vil blive sammen med den kommende far... Er det så et godt tidspunkt at få endnu et barn på, som vil blive delebarn?? Jeg ved godt det er meget sort og hvidt, men du er blevet gravid uden at prøve.. Så din pcos er måske ikke så slem efter 1 fødsel. 

Du er allerede nu bekymret for tilknytningen til dit kommende barn og har rigeligt at slås med med den dreng du allerede har. 

Jeg har engang fået foretaget en abort da mit liv ikke artede sig til det og jeg fortryder intet. 

Jeg ved hvad jeg ville gøre i din situation, jeg ville ikke gennemgå en problematisk graviditet hvis jeg havde det som du har det lige nu... Men ret store chancer for at blive alene mor igen? 

Når jeg læser det du skriver synes jeg det lyder til du har valgt. Der er ikke noget ved at tage en abort. 

Jeg blev også uønsket gravid da jeg var alene med min søn. Jeg var glad for ham jeg blev gravid med, men vi var ikke “faste kærester”. Samarbejdet med min søns far kørte ikke alt for godt på daværende tidspunkt og jeg vidste at alt ville blive mere kompliceret hvis jeg gennemførte graviditeten. Jeg valgte at få en abort. Primært af hensynet til min søn. Der var kaos nok og jeg ville ikke være skyld i at det udviklede sig. Han var og er mit et og alt, og for mig handlede det om at få skabt noget ro og stabilitet omkring ham. Det var ikke sjovt at vælge abort, men i dag er jeg glad for beslutningen. 

Det er kun dig der kan tale beslutningen. Mærk efter og tænk dig godt om.

Kram til dig

Anonym skriver:

OHej. Det er ret svært for mig at åbne op omkring det her, og ved mange nok hader mig for dette .. 

jeg er gravid i uge 8+ - der er stadig spørgsmålstegn ved hvor langt jeg er, men ca 8 uger. Det er min anden graviditet. 

 

Har en søn der startede i børnehave for en måned siden, har været rigtig meget igennem med ham. Hans far blev dømt for vold imod ham, da han bare var 3 måneder. Så det var med politi, kommune osv. Fik lavet børnefaglig undersøgelse, og alt gik som det skulle, gondol lov st være alene med ham igen. Nu er han snart 3 år, vi har lige gennemgået en hård periode, men det høre vel med alderen, at tingene kan blive lidt besværlige. Han er en dejlig dreng, mit et og alt .

 

samme dag han startede i børnehave, fandt jeg ud af at jeg var gravid. Har kendt min kæreste i 10 år, men vi har kun været kærester siden juni månede.

og jeg ved ikke om det er fordi jeg er ret kvalmepræget og mit underliv skaber sig osv, føler mig lidt klam og oppustet osv. Men føler mig bare ret træt af ham, når han kommer tæt på mig. Føler ikke rigtigt for nærkontakten mere. Vi har haft en del konflikter på det sidste. Ved sku ikke rigtigt om jeg har de rigtige følelser for ham, synes ikke jeg ser nogle anden fremtid, end at jeg ender alene med to børn, ikke kan finde en ny mand og ender med at få børn med 3 fædre end dag. Og den tanke tiltaler mig bare overhovedet ikke? 

Føler slet ikke for lige nu at starte forfra med graviditet(havde ikke den bedste graviditet sidst) baby, og st gøre babyklar igen. Føler mig ikke rigtigt knyttet til denne spunk i maven, udover at jeg alligevel sidder og er skide nervøs inden jeg er blevet scannet. 

Graviditten er ikke planlagt, har pcos og er blevet gravid herre langt inde i en cyklus, hvor keg egentligt gik ud fra det var umuligt. 

 

Jeg er så bange for, at jeg ender med slet ikke at kunne knytte mig til denne nye baby, blive alene, svigte min søn? PH please sig andre har haft det sådan! Er det normalt, havd gør jeg her fra?? 

Har du overvejet en abort? Det lyder ikke som om at det er det rigtige tidspunkt eller den rigtige mand som du venter barn med. Min klare holdning er at der skal fokuseres på det barn som allerede er sat i verden. Jeg er klar over at abort er en drastisk beslutning, men udfra det du har skrevet her, så er det måske den bedste løsning for dig