Eksperthjælp: Bitter på mand

Gitte Sander

Hej Gitte
Jeg er en kvinde på knap 43, gift og har to børn på 12 og 15. Jeg har altid drømt om at få en stor familie, med minimum 3 børn. Min mand har aldrig ønsket mere end 2 børn, selv om han kendte mit ønske. Jeg har aldrig ønsket at gennemtrumfet mit ønske, men har blot trist accepteret min mands holdning. Jeg vil ikke trække barn ned over hovedet på nogen. Vi havde begge travlt med karrierer og et godt og aktivt familieliv, og årene gik. Efter jeg blev 40 har det dog gået mig mere og mere på. Jeg kunne ikke slippe drømmen, og blev mere og mere trist og ulykkelig over at jeg ikke havde været tro mod mit inderste ønske, mens tid var. Det gik pludselig op for min mand, hvor meget det har betydet for mig, og han var ked af at se mig så trist og modløs. Da jeg blev 41, syntes han pludselig at en efternøler var en god ide. Jeg synes måske, vi var blevet for gamle. Der var mange skænderier og søvnløse nætter. Jeg var nok bitter over, at han så sent kommer på banen med ønsket om flere børn, og tror inderst inde, at det er udsprunget af at han så mig så trist, og ikke et egentligt ønske om flere børn. Vi gik dog i gang med projektet, og jeg blev hurtigt gravid. Desværre aborterede jeg spontant i uge 11. Et halvt år senere blev jeg gravid igen, men måtte have en medicinsk abort i uge 12, da fosteret ikke udviklede sig. Det har taget meget hårdt på mig, og jeg var dybt nede i kulkælderen længe. Jeg kæmper stadig for at komme helt op af hullet, og for ikke at være bitter på min mand. Jeg valgte efter 2. abort at slutte forsøgene på at blive gravid. Jeg kan ikke klare at skulle gennem en eventuel abort mere, og de sidste par år har tæret meget på familien og parforholdet (børnene ved ikke, hvad der er sket, men har været præget af at have en trist mor). Havde jeg været 10 år yngre, var det jo bare at klø på, men nu ser jeg bare et stort ur, der løber afsted. Det var jo aldrig mit ønske at få børn i så sen en alder, og skulle starte et barn i skole som 50-årig mor. Jeg synes tiden er løbet fra os, og at det har tyndslidt vores forhold gennem de sidste 2 år. Jeg prøver ikke at være bitter, imens min mand presser på igen for at prøve en gang mere. Jeg aner ikke mine levende råd. På den ene side ønsker jeg stadig en efternøler. På den anden side synes jeg at vi er blevet for gamle, jeg frygter flere aborter... og jeg frygter at vores forhold er blevet så tyndslidt, at vi ikke skal toppe det med et spædbarn og hvad dertil hører af udfordringer for familien. Hvordan kommer vi videre, uden bitterhed og skyldfølelser?

Gittes svar

Hej BT1975,

Det er rigtig trist som det har udviklet sig imellem dig og din mand, samt det må være sorgfyldt at opleve to aborter i den situation. Jeg synes helt bestemt at I skulle opsøge parterapi, fordi jeg kan høre at I er ude på en glidebane, hvor I risikerer at komme mere og mere på afstand af hinanden.

I mine ører lyder det som om at det faktisk først at gået op for din mand meget sent, hvor vigtigt dette ønske var for dig. I stedet for at skændes, om det så skyldtes at du ikke talte tydeligt nok om det, eller om det skyldtes at han ikke lyttede til hvad du sagde, så gør I vist klogt i at konstatere at I "som par" ikke fik handlet så tidligt som ønskeligt i forhold til at øge chancerne for at få et barn mere. Det ser I jo så nu konsekvenserne af, og du mærker det i særdeleshed på din krop, når du gennemgår disse graviditeter og aborter.

Jeg kan virkelig godt forstå hvis du ikke orker forsøge een gang til, det må tære på dig både fysisk og psykisk. Hvad med bare at smide præventionen (lade det være op til 'skæbnen') og så - i stedet for at fokusere på gravid eller ikke gravid - i stedet fokusere på at få genoprettet parforholdet? Gå i parterapi, tag på workshop for par, tag på et wellness-ophold sammen. Gør noget, I plejede at synes var sjovt at gøre sammen. Fokuser på hvad I kan gøre for at forbedre parforholdet.

Det er jo i sidste ende hverken dig eller din mand, der bestemmer om I får et barn mere, det ser vi jo med al tydelig kraft i jeres eksempel, havde I bestemt var det barn jo kommet nu. Og det er heller ikke hverken dig eller din mand, der har bestemt, at du skulle abortere eller fosteret ikke udviklede sig. Drop ideen om at det er nogens skyld, hverken du eller din mand er i sidste ende herre over det.

Det lyder også som om at din mand reagerer meget på, at du med tiden er blevet mere utilfreds, trist og modløs, så hans ønske om barn er i høj grad i håbet om at du skulle få det bedre og jeres forhold skulle blomstre igen. Men du har ret i, at dit humør og jeres parforhold skal og kan et spædbarn ikke løse. Måske var det også en ide at du gik i psykoterapi for at få bearbejdet disse aborter og få arbejdet med grundtilstanden af... jeg ved ikke om vi kan kalde det eksistentiel tvivl og modløshed?

Og det må du endelig ikke opfatte som at jeg ikke forstår ønsket om at få et barn mere, det lyder bare som at det på dette tidpunkt i dit liv de seneste år har blevet næsten en besættelse eller afgørende for et godt liv for dig sammen med din mand, og der er jeg sikker på at der ligger mange flere væsentlige ting nedenunder, både inde i dig og i jeres parforhold, som det kunne være godt at få kigget på og talt ærligt med en tredje person om.  

Selvom det er en stor lykke og en stor berigelse at få et barn, så kan børn jo ikke komme for at udfylde huller i forældrenes livsglæde, og hvis de iøvrigt gør det, altså i høj grad bruger deres opvækst på at opfylde huller i forældrenes liv, ja så får mange forældre sig et granatchok, når barnet bliver voksen og flytter hjemmefra og bliver selvstændige, som børn jo gør og skal, da hullet jo så vender tilbage og kræver opmærksomhed under alle omstændigheder. Så det bedste du kan gøre, også for de børn du allerede har, er at arbejde med at fylde dit eget liv og dit parforhold ud med noget, der giver dig livsglæden tilbage, barn eller ej.

Men ja, der hvor I er nu, tror jeg at I har brug for at få arbejdet med at finde forståelsen, omsorgen og nærheden overfor hinanden igen. Måske er det ikke det eneste punkt i jeres forhold, hvor du ikke får udtrykt dine behov tydeligt nok i tide, og måske er det ikke det eneste punkt, hvor han ikke giver tid og opmærksomhed nok til at lytte godt efter? Fortiden kan man ikke ændre på, men I kan ændre på hvordan I vil være sammen i fremtiden og gøre meget for at ændre på sådanne mønstre.

Vh.

Gitte

Jeg tænker også lidt at man må tage ansvar for sin egen andel i det.

Man har de følelser, man har - men er det helt fair at være bitter på manden ?

Han har fra starten været ærlig omkring, at han kun ønskede to børn, og det har hun accepteret. Måske har hun selv glemt at mærke rigtigt efter, om hun nu også kunne leve med "kun" at få to børn. 

Måske burde hun have indset fra starten, at det ikke var ham, hun skulle være sammen med, hvis det var vigtigere for hende at få tre børn.

Jeg er meget enig i dit svar. Man kan ikke lave om på fortiden.