Ja, det er glimrende spørgsmål, men hvad søren skal “man” svare. Det er jo hammer svært at sige noget generelt om, sikkert - og for nogle mennesker er biologien én af de mest afgørende faktorer omkring børn og familiedannelse, tror jeg.
For mig kostede årene i behandling mange tåre og ressourcer i både parforhold, venskaber og arbejdsliv. Og vi fik endda af vide, at vi havde såkaldt “gode chancer”. For mig var det aldrig en mulighed, at vi skulle ende uden børn. Jeg var gået hele vejen - hvadenten donor, adoption eller andre ikke-biologiske. Jeg har altid vidst, at biologien ikke var afgørende for mig, men det ville unægteligt alligevel være en sorg ikke at få lov til at fx opleve en graviditet og fødsel, eller at se min mand og jeg “smelte sammen” i den ultimative kærlighed, om man vil.
For min mand var den snak sværere. For ham betød biologien mere og han var en overgang oprigtigt og ærligt bange for, om han ville kunne elske et ikke biologisk barn ligesom sit eget. En utrolig svær og sårbar udmelding, men måske er det sådan, flere har det?
Vi fik vores egne børn, for enden af kampen. Hvad vi ellers havde gjort, blev vi aldrig tvunget til at tage stilling til 
Anmeld
Citér