Vil bare kun sove

Der må være noget galt med mig siden jeg hele tiden tænker på hvornår jeg kan få lov til at hvile og sove igen. Jeg er drænet for energi og mit overskud er heller ikke særlig stort. Jeg vil allerhelst bare ligge i min seng og sove hele dagen væk. Har svært ved at tage mig sammen til at få gjort ting da sengen trækker i mig.

De dage jeg har fri og kan sove lidt længere har jeg enormt svært ved at stå op. Jeg har ikke lyst til at stå op og har svært ved at overskue det, men jeg skal da min datter skal op og i skole. 

De dage jeg skal på arbejde kan jeg godt komme op. Men jeg har en del gange meldt mig syg pga jeg ikke kunne overskue at sku på arbejde. 

Mit humør er også vendt til det negative, og jeg har ingen tålmodighed. Jeg bliver hurtig nærtagende og vrisser af andre. Specielt ham herhjemme går det ud over. Jeg har ikke det helt store overskud til at lave noget med familien, men lysten er der. Men den manglende overskud overskygger alt. 

Jeg har overvejet at ringe til min læge men jeg tør ikke, da jeg er bange. Bange for at blive dømt. Bange for at blive set som svag. Bange for at få at vide at jeg fejler noget. Bange for at blive sygemeldt og så miste mit job. Alt det har holdt mig tilbage til at ringe til min læge selvom min fornuft siger mig at jeg skal gribe knoglen og få ringet. 

Jer med depressioner/tidligere. Hvordan tog I skridtet til at kontakte jeres læge?? 

Hvad med at få din mand eller søster eller gode veninde til st gå med op til lægen i morgen. Bestil en tid i dag.

du skal have en støtte. Hvad ved din mand..?

Anonym skriver:

Der må være noget galt med mig siden jeg hele tiden tænker på hvornår jeg kan få lov til at hvile og sove igen. Jeg er drænet for energi og mit overskud er heller ikke særlig stort. Jeg vil allerhelst bare ligge i min seng og sove hele dagen væk. Har svært ved at tage mig sammen til at få gjort ting da sengen trækker i mig.

De dage jeg har fri og kan sove lidt længere har jeg enormt svært ved at stå op. Jeg har ikke lyst til at stå op og har svært ved at overskue det, men jeg skal da min datter skal op og i skole. 

De dage jeg skal på arbejde kan jeg godt komme op. Men jeg har en del gange meldt mig syg pga jeg ikke kunne overskue at sku på arbejde. 

Mit humør er også vendt til det negative, og jeg har ingen tålmodighed. Jeg bliver hurtig nærtagende og vrisser af andre. Specielt ham herhjemme går det ud over. Jeg har ikke det helt store overskud til at lave noget med familien, men lysten er der. Men den manglende overskud overskygger alt. 

Jeg har overvejet at ringe til min læge men jeg tør ikke, da jeg er bange. Bange for at blive dømt. Bange for at blive set som svag. Bange for at få at vide at jeg fejler noget. Bange for at blive sygemeldt og så miste mit job. Alt det har holdt mig tilbage til at ringe til min læge selvom min fornuft siger mig at jeg skal gribe knoglen og få ringet. 

Jer med depressioner/tidligere. Hvordan tog I skridtet til at kontakte jeres læge?? 

Da jeg læste dit indlæg fik jeg helt kuldegysninger. Du beskriver fuldstændig præcist hvordan jeg havde det første gang jeg gik ned med en depression. Du SKAL ringe til din læge, og hvis du er så heldig at have en privat sundhedssikring, så skal du gøre brug af den.

Det bliver kun værre og det kommer til at gå ud over dine børn og din mand. Tro mig, for jeg har selv været der. Da jeg fik det dårligt igen tog jeg med det samme fat i nogle, som kunne hjælpe, og jeg fik det så meget bedre. 

Der er ingen der siger, at du behøver blive sygemeldt fuldtid. Du kan jo starte med en deltidssygemelding, så du stadig føler du kan bidrage. Dog ville jeg anbefale mindst 2 ugers fuld sygemelding mens du får talt med en psykolog.

Du skal få din mand til at hjælpe dig, for sådan som du har det nu, så er det helt uoverskueligt at gøre alle de ting, der skal til, så for din egen skyld, bed om hjælp. 

Du skal hanke op i dig selv og få ringet til lægen.

en depression er ikke anderledes end en brække for eller halsbetændelse. Det er en sygdom som skal og kan behandles. Ingen ser på dig som svag hvis du fortæller om det - tværtimod.

En depression er en helt almindelig sygdom, jeg mener, at det er 1/5 af danskerne der lider af den. Det er ikke et tegn på svaghed at ringe til sin læge - tværtimod! Det viser, at du tager ansvar for dit liv og det er stærkt! Især her om efteråret er der mange, der begynder at blive nedtrykte. Det er normalt heroppe nordpå.


Jeg har selv været nede med depression flere gange og som regel har jeg ventet på, at det gik over af sig selv. Det kan det egentlig godt, men det er som om, at jo flere ubehandlede depressioner, man render rundt med, jo oftere kommer de. De bliver en del af ens identitet og man venter nærmest på, at de kommer - så skynd dig at få ringet, inden det bliver sådan rigtig slemt, så du bare ligger og stirrer ind i en væg og tankerne kredser om selvmordet!

Tak for alle jeres støttende svar!! 

Jeg kan mærke at jeg indeni bare bliver så ked af det, for havde aldrig i min vildeste fantasi troet at jeg kunne blive “ramt”.  Udadtil virker jeg nok stærk, men min selvtillid er helt i bund og troen på mig selv er lig med minus! 

Noget af min frygt går også på om lægen så vil indberette mig til kommunen når nu jeg har børn!? De er begge i trivsel, er glade og dygtig i skolen osv. Jeg har bare så dårlig samvittighed over for dem  For det er ikke alle dage jeg har overskud til at lave det helt store med dem selvom de så gerne vil.

Det er SÅ hårdt at erkende at jeg evt er psykisk syg.... og hvad vil behandlingen så være?? Har også hørt at hvis man får medicin så kan man risikere at tage på i vægt hvilket jeg virkelig ikke har brug for da jeg i forvejen ikke er den tyndeste på den her jord, men har former 

Jeg ringede ‘bare’ til lægen - og da hun tog tlf, græd jeg. Helt vildt. Og så gik alt meget nemmere derfra. Hun hjalp og ve støttende - og jeg sagde, som dig, at jeg var bange for at være svag. Hvortil hun svarede: Du har netop været STærK aaaaalt for længe. Det har jeg tit tænkt over. For det er jo det som går galt. 

Ring! Det hjælper dig mere end du tror

Anonym skriver:

Tak for alle jeres støttende svar!! 

Jeg kan mærke at jeg indeni bare bliver så ked af det, for havde aldrig i min vildeste fantasi troet at jeg kunne blive “ramt”.  Udadtil virker jeg nok stærk, men min selvtillid er helt i bund og troen på mig selv er lig med minus! 

Noget af min frygt går også på om lægen så vil indberette mig til kommunen når nu jeg har børn!? De er begge i trivsel, er glade og dygtig i skolen osv. Jeg har bare så dårlig samvittighed over for dem  For det er ikke alle dage jeg har overskud til at lave det helt store med dem selvom de så gerne vil.

Det er SÅ hårdt at erkende at jeg evt er psykisk syg.... og hvad vil behandlingen så være?? Har også hørt at hvis man får medicin så kan man risikere at tage på i vægt hvilket jeg virkelig ikke har brug for da jeg i forvejen ikke er den tyndeste på den her jord, men har former 

Der er altså INGEN der tager dine børn fra dig, "bare fordi" du har en depression. Jeg kom igennem det med to børn på 4 og 6 og de er stadig hjemmeboende.  Du skal have hjælp til at få det bedre, og du er ikke svag fordi du har brug for hjælp. Erkend at du ikke kommer over det alene og gør noget ved det.

Jeg ringede til min sundhedssikring, og jeg hylede også helt vildt, og fik akut tid hos en psykolog. De fleste kan samles op og blive normale mennesker igen med den rette hjælp. Så længe din mand er klar til at hjælpe, så skal du ikke være bange for, at de tager dine børn.

Alternativet til ikke at gøre noget ved det er meget værre end at skulle erkende, at du har brug for hjælp. Du er lige netop stærk fordi du erkender at du har brug for hjælp. At blive mere og mere sur og ikke være en god mor bare fordi man ikke vil bede om hjælp er faktisk ikke ok, men der går noget tid før man selv når der til. 

Det lyder som om, du er stresset og muligvis også deprimeret, det har nogle af de samme symptomer. Søg hjælp, før du kollapser!

Hvis det, der bremser dig i at søge hjælp, er frygten for konsekvenserne fx i form af sygemelding, så tænk sådan her:

Én ting ad gangen. Kontakt lægen, så tager du resten, når den tid kommer.

Husk på at lægen ikke tvangs sygemelder dig, du får kun en sygemelding, hvis du selv siger ja tak til det. Du kan evt. fortælle lægen, at du ikke kan overskue at blive sygemeldt lige nu, det kan du jo altid blive senere, hvis du alligevel gerne vil.

Har du svært ved selve det at "få ringet op", så er det måske en mulighed at sende en mail til din læge? Det kan man nogle steder. Du kan jo kopiere det, du har skrevet her. Eller bare booke en tid online.

Hvis du ikke kan kontakte din læge online, så bed din mand booke en tid til dig.

Hvis du bare klare dette ene trin, så vil din læge guide dig gennem de følgende trin. Så kan du lægge lidt af ansvaret fra dig og få sovet lidt

Hvis du har nogle, der kan hjælpe med at hente/aflevere din datter fra tid til anden, kan det måske være en hjælp. Men det kan du også snakke med din læge om, hvis du ikke kan overskue det nu. Der er mange flere råd, jeg gerne vil give dig, men lige nu tror jeg, du skal fokusere på det første trin, så rådene ikke bare får dig til at "klare dig igennem" alligevel, i stedet for at søge hjælp. Fortæl gerne herinde, når du har fået snakket med lægen, hvis du vil pøj pøj!