Eksistenskrise ?? hjælp!

Måske er jeg bare ramt af the sunday blues og tanken om at mandag starter 05.30, som i det er jo lige om lidt �� Eller måske har jeg tumlet med det her for længe og måske oplever jeg nu en slags stressreaktion ��‍♀️ 

Ihvertfald er sagen den at jeg virkeligt tumler frygteligt meget med tanker om livet og hvordan det skal være. 

Har jeg det rigtige job? Burde jeg gå all om og blive selvstændig? Burde jeg gå hjemme en periode og passe hus og hjem og børn? Burde vi genoverveje vores parforhold? Burde jeg overhovedet gå så længe med de er tanker? 

Og så tankerne i småtingsafdelingen om jeg burde finde en til at gøre rent for os? Om jeg burde købe noget mere tøj, så jeg ikke hver dag skal wrestle med mit tøjskab for at spytte noget mere eller mindre pænt ud? 

Jeg tvivler bare på alt i dag og ved godt det er okay at have dage indimellem hvor man mærker livet på godt og ondt, men for faen hvor er det da bare en dum dum dag! 

Andre der kender følelsen? Er der nogen af jer der har reageret på den? Jeg er på en måde så bange for at anerkende at jeg har et problem, for jeg frygter at hvis jeg først græder, så holder jeg aldrig op, og hvis jeg stopper på arbejde, så begynder jeg aldrig igen �� 

jeg kunne vist bare rigtig godt bruge at nogen forstår mig lige nu! 

Anonym skriver:

Måske er jeg bare ramt af the sunday blues og tanken om at mandag starter 05.30, som i det er jo lige om lidt �� Eller måske har jeg tumlet med det her for længe og måske oplever jeg nu en slags stressreaktion ��‍♀️ 

Ihvertfald er sagen den at jeg virkeligt tumler frygteligt meget med tanker om livet og hvordan det skal være. 

Har jeg det rigtige job? Burde jeg gå all om og blive selvstændig? Burde jeg gå hjemme en periode og passe hus og hjem og børn? Burde vi genoverveje vores parforhold? Burde jeg overhovedet gå så længe med de er tanker? 

Og så tankerne i småtingsafdelingen om jeg burde finde en til at gøre rent for os? Om jeg burde købe noget mere tøj, så jeg ikke hver dag skal wrestle med mit tøjskab for at spytte noget mere eller mindre pænt ud? 

Jeg tvivler bare på alt i dag og ved godt det er okay at have dage indimellem hvor man mærker livet på godt og ondt, men for faen hvor er det da bare en dum dum dag! 

Andre der kender følelsen? Er der nogen af jer der har reageret på den? Jeg er på en måde så bange for at anerkende at jeg har et problem, for jeg frygter at hvis jeg først græder, så holder jeg aldrig op, og hvis jeg stopper på arbejde, så begynder jeg aldrig igen �� 

jeg kunne vist bare rigtig godt bruge at nogen forstår mig lige nu! 

Jeg forstår dig godt. Jeg kender de overvejelser og de dage. Jeg skal ikke kunne sige, om du har stress eller depression, men jeg kan love dig for, at man kan have de tanker og en følelse af tristhed uden at være syg.

Jeg synes, at du skal bide mærke i, at du ikke efterlyser svar på dine spørgsmål men forståelse og samhørighed for/i dine overvejelser. Måske er problemet ikke overvejelserne, men at du savner venskaber og et parforhold, hvor de kan få plads og forståelse. Det kan gøre en trist og ubeslutsom. Er der nogen i dit liv, du kan dele det med?

Ja for pokker! 

Jeg tror da i den grad, vi alle, særligt kvinder!, forstår dig. Når man har mand, børn, job, manglende søvn (måske?) kan man da virkelig have downs days! 

Laver du noget, som gør dig sådan fuldstændig crazy happy loco? Noget som giver dig energi? Det kan tit være et pejlemærke for mig. Hvis de ting, som virkelig gør mig glad og lave, fortsat kan give mig energien og motivationen til alle de, knap så fede, pligter livet også byder på - så skal det hele nok gå  

kender du den følelse?