Jeg er bange for jeg ikke kan klare det

Jeg har haft nogle priviligerede sidste 7 år. Jeg har læst på uni, fået børn, været på barsel, alt det gode. Mit studie har tilladt stor fleksibilitet, og bortset fra lidt frivillig arbejde, har mit fokus primært været familien. Jeg har desuden været sygemeldt med depression, og er pt i forløb hos psykolog pga netop depression og angst. Her er det også kommet frem, at jeg er kronisk stresset og har været det i mange år nu. Selvom jeg har været rigtig meget hjemme og med selvstudium, har der været ufattelig meget psykisk pres, som har sat sig som det her kronisk stress. Kronisk er så meget sagt, men ved varende er måske et bedre ord. Det er stressorer jeg ikke kan komme af med, da det bl.a. Vedrører min x.

Depression er også en tilbagevendende ting. Jeg har været i praktik under mig studie men havde en hel håndfuld sygedage, dels fordi jeg uheldigvis blev ramt af influenza, og dels pga psyken. Derfor blev min praktik forlænget. 

Nu er jeg færdig med alt det studieting, og skæbnen vil jeg har fået drønmejobbet. Men jeg er allerede ved at gå i panik. En del af mig siger, at det måske faktisk vil hjælpe mig at komme ud af huset, gøre en forskel, have kontakt til andre og få struktur på min hverdag. Men en anden del af mig er bekymret. Jeg kommer til at være væk 6.30-17.00 de fleste hverdage. Derhjemme har jeg kæreste (som har mulighed for at aflevere og hente børn) og et familieliv.

For det første er jeg virkelig ked af jeg kommer til at se mine unger så lidt. Det kan gøre mig helt dårlig. For det andet er jeg bekymret for mit psykiske helbred. Jeg har haft rig mulighed for selvtid, hvilket har holdt mig nogenlunde oven vande, men den mister jeg nu med alle de timer væk. 

Jeg er bange for jeg ikke kan klare et voksent arbejde.. 

Hvad skal jeg gøre? 

Ingen kan svare dig på hvad du skal. Jeg kan kun svare på hvad jeg ville have gjort.

jeg ville have taget jobbet og giver det en chance i min 2 måneder. Og så ville jeg inden 3 måneders grænsen have kigget mig selv dybt i øjnene og besluttet om jeg følte at det var eet værd.

Hellere prøve og indse at det var du bare ikke klar til pt. ( for det kan du jo blive med tiden) end at gå hele livet og tænke på om du gik glip af noget fantastisk. 

Grunden til jeg ville sige min. 2 måneder er fordi du må forvente en periode i starten hvor det er svært. Det er det for alle forældre der pludselig skal væk fra deres børn. Samt at være nyni job stresser de fleste lidt men efter et par uger vender det og man falder ind i en rytme. Giver man op ved første bump så behøver man ikke prøve.

men om det er det rigtige for dig ved jeg jo ikke, da jeg ikke kender dig og præcis hvor slem din angst mm er. Så som sagt er svaret givet ud fra hvad jeg selv ville gøre

Jeg ville personligt have meget svært ved så meget transporttid (antager, at du kun skal arbejde 37t/uge), og du bruger jo halvanden time hver vej!! Kan det bedres ved køb af bil eller lignende?

Abracadabra skriver:

Jeg ville personligt have meget svært ved så meget transporttid (antager, at du kun skal arbejde 37t/uge), og du bruger jo halvanden time hver vej!! Kan det bedres ved køb af bil eller lignende?

Ja, og det der er mest absurd er, at der kun er ca 20 km. Men jeg skal skifte bus flere gange, og der er massiv kø om morgenen. Har været i praktik der og kender transporttiden. Min arbejdsplads flytter, så jeg fra om et par måneder har 15 km, men selv det vil tage over en time pga samme problematik, flere forskellige busser, skal gå de sidste 800 meter osv.

De 20 km tager 30 min uden morgentrafik, så måske 45 min. De 15 km burde tage 20 min uden morgentrafik, 40 min med måske.

Men så er det jo om banken vil låne os til bil, for min kæreste studerer stadig.. 

Anonym skriver:

Ja, og det der er mest absurd er, at der kun er ca 20 km. Men jeg skal skifte bus flere gange, og der er massiv kø om morgenen. Har været i praktik der og kender transporttiden. Min arbejdsplads flytter, så jeg fra om et par måneder har 15 km, men selv det vil tage over en time pga samme problematik, flere forskellige busser, skal gå de sidste 800 meter osv.

De 20 km tager 30 min uden morgentrafik, så måske 45 min. De 15 km burde tage 20 min uden morgentrafik, 40 min med måske.

Men så er det jo om banken vil låne os til bil, for min kæreste studerer stadig.. 

I forhold til transporttiden - hvad med at cykle? Man kunne evt investere i en elcykel, så er det ikke så hårdt og 20-15 km føles ret overskueligt. Eller måske købe en scooter man kunne transportere sig på. Det ville i hvert fald gøre det hurtigere og nemmere end jeg skulle og være på vejen med al morgentrafikken.

KmLarsen1 skriver:

I forhold til transporttiden - hvad med at cykle? Man kunne evt investere i en elcykel, så er det ikke så hårdt og 20-15 km føles ret overskueligt. Eller måske købe en scooter man kunne transportere sig på. Det ville i hvert fald gøre det hurtigere og nemmere end jeg skulle og være på vejen med al morgentrafikken.

Enig med elcykel. Så kan du også have cykelanhænger på. Det vil give dig meget mere fritid - hvor du ikke behøver at motionere!! 

Men man bliver selvfølgelig ekstra træt af motion i starten, så det skal huske de første måneder. Til gengæld bliver det jo vildt fedt at få en rigtig løn! Jeg var helt ekstatisk første måned med RIGTIGE penge og ikke bare SU. 

Jeg forstår dine tanker om “om du kan fungere på arbejdsmarkedet”. Jeg har haft de samme tanker, bare om videregående uddannelse  

men! Det er jo blot frygten for det uvisse. Det er altid angstprovokerende- men man er nødt til at udfordre sin frygt hvis man skal videre. Og i laaaangt de fleste tilfælde, ender det jo godt ud. Man skal bare lige igang og se at det slet ikke er så farligt. Angst er jo som bekendt irationel. 

Jeg ville som en anden skriver også prøve jobbet af! Det er trods alt det bedste for dig at komme i arbejde rent økonomisk og garanteret også selvværds mæssigt. Det giver nemlig , som du selv siger, rigtig meget til én at man udretter noget, er en del af noget. Noget som er “dit”. Måske det endda kan komme til at Udgøre noget af din “selvtid” at være på job, hvis det er noget du brænder for

Så hop ud i det! Forvent at det er røvhårdt i starten, du har ikke været på arbejdsmarkedet længe så der bliver en tilvænningsperiode. Men når du har været der en måned eller 2, så mærk efter hvordan du har det. Og se om det fungerer med alle de timer hjemmefra, for det ER mere end et alm 37 timers job ville byde på (og som de andre siger, se evt på alternativ transport hvis det er en stor tidsrøver) 

Jeg har haft det præcis som du - døjet med depression, angst og stress og været i tvivl om, om jeg nogensinde ville kunne klare et rigtigt voksenjob.

Det er tre år siden jeg kom ud på arbejdsmarkedet (minus 9 mdrs. barsel), og jeg synes egentlig det går ok. Jeg ELSKER så også mit arbejde, hvilket selvfølgelig hjælper på det. Min mand trækker en stor del af læsset på hjemmefronten, så jeg også har mulighed for at få noget afslapning og alenetid. Dog er det stadig i meget begrænset omfang med to børn på 5 og 1,5. Jeg glæder mig til de bliver lidt større.

Men selv om vi har travlt, prioriterer jeg virkelig benhårdt at gøre nogle ting bare for mig - drikke kaffe med en veninde, gå tidligt i seng med en god bog, tage ud og ride osv.

6.30 til 17.00 ville være for lange dage for mig, især hvis det var med offentlig transport, som jeg hader. Måske det ville gå lidt bedre i bil, hvor man mere kan være sig selv, men ærligt talt synes jeg også det er ret stressende at køre. Så jeg ville nok se, om jeg ikke på sigt kunne finde et job tættere på min bopæl.

Jeg har en elcykel som primært transportmiddel, hvilket jeg er virkelig glad for. Dog synes jeg ikke det tidsmæsigt giver det helt store, især ikke hvis der er meget trafik (jeg cykler ind til Aarhus fra forstæderne). Hvis jeg virkelig giver den gas tager det mig 35 min. at cykle 12 km.