Er jeg en dårlig mor?

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle kalde overskriften, men det er en følelse jeg ofte har.

Jeg elsker min søn af hele mit hjerte! Han er mit et og alt. 

Men jeg behøver også nogle gange at være MIG, og kun MIG. 

Far er lige så meget indenover, og der er ingen problemer med at han har ham.

Jeg oplever i min omgangskreds at det er ildeset, og de kan slet ikke forstå mig. De mener, at mor skal være ved sit barn hele tiden.

Jeg får ofte den der at vide med at det er MIT behov, IKKE barnets. 

Er det virkelig så skidt at følge sine egne behov nogle gange? Det er jo ikke fordi jeg er væk i flere døgn, men et par timer, hvor jeg måske lige går ned i byen og får luft for mig selv.

Jeg synes også, at når jeg læser rundt omkring på nettet, så er det ligesom at det er den samme holdning, så måske er jeg bare fuldstænding forkert på den?

Jeg vil meget gerne høre jeres holdninger, for måske er jeg bare en rigtigt dårlig mor?

Nu ved jeg ikke, hvor gammel din søn er, men hvis du er en dårlig mor, fordi du er væk fra ham nogle timer indimellem, så er jeg da virkelig en elendig mor, da jeg til tider er flere døgn væk fra mine børn. De er næsten 3 og 6, så de er selvfølgelig ikke helt små længere, men allerede for et år siden, tog jeg til NYC med flere af mine veninder, som også har børn på samme alder, så vi er da godt nok nogle ravnemødre ifølge din omgangskreds . 

Som du nok kan regne ud fra ovenstående, så synes jeg ikke, at det er forkert at følge sine egne behov indimellem, så længe man også tager hensyn til hele familien. Og nej selvfølgelig var det MIT behov og bestemt ikke ungernes behov, at jeg tog de dage i NYC, men jeg bliver et mere helt og glad menneske af til tider at have en egoisttur, hvor jeg kan bruge flere timer på shopping, sidde og nyde min mad i lang tid, få en drink på en tagterrasse osv. Så tager vi turene i Zoo, Legoland, Disneyland, legepladsen, skoven osv. på et andet tidspunkt, hvor det er 100% ungernes behov og ønsker, der prioriteres.

Janey skriver:

Nu ved jeg ikke, hvor gammel din søn er, men hvis du er en dårlig mor, fordi du er væk fra ham nogle timer indimellem, så er jeg da virkelig en elendig mor, da jeg til tider er flere døgn væk fra mine børn. De er næsten 3 og 6, så de er selvfølgelig ikke helt små længere, men allerede for et år siden, tog jeg til NYC med flere af mine veninder, som også har børn på samme alder, så vi er da godt nok nogle ravnemødre ifølge din omgangskreds . 

 

Som du nok kan regne ud fra ovenstående, så synes jeg ikke, at det er forkert at følge sine egne behov indimellem, så længe man også tager hensyn til hele familien. Og nej selvfølgelig var det MIT behov og bestemt ikke ungernes behov, at jeg tog de dage i NYC, men jeg bliver et mere helt og glad menneske af til tider at have en egoisttur, hvor jeg kan bruge flere timer på shopping, sidde og nyde min mad i lang tid, få en drink på en tagterrasse osv. Så tager vi turene i Zoo, Legoland, Disneyland, legepladsen, skoven osv. på et andet tidspunkt, hvor det er 100% ungernes behov og ønsker, der prioriteres.

han er 10 mdr...  så dine børn er lidt ældre.

Nej du er ej. Folk har bare ufattelig svært ved at acceptere at ikke alle lever ligesom dem selv og føler det samme  

jeg har veninder der er decideret afhængige af deres børn. Hvor mødrene er dem der græder ved adskillelse (bogstaveligt talt) fra deres 4årige. og så er der mig. Hvor vilkårene er at undvære mime børn en hel uge ad gangen pga vi er skilt. Og jeg kan faktisk godt nyde den tid. Mine veninder ville aldrig i livet acceptere en 7/7 med deres børns fædre hvis det kom dertil. Det er jeg slet ikke i tvivl om. 

Folk er forskellige. Nogen lever i symbiose i flere år. Andre har behov for at være et individ selvom de er mødre også selvom børnene er små. Nogen kan ikke slippe bekymringerne og går nærmest i stykker indvendigt ved tanken om pasning, hvor andre er mere rolige omkring det og ikke føler det naturstridigt at have en aften/dag alene uden børn. Det hele er okay vi skal bare alle blive bedre til at respektere hinandens forskelligheder. 

Forældre bliver sgu shamet nok i forvejen fra alle sider.  

Anonym skriver:

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle kalde overskriften, men det er en følelse jeg ofte har.

Jeg elsker min søn af hele mit hjerte! Han er mit et og alt. 

Men jeg behøver også nogle gange at være MIG, og kun MIG. 

Far er lige så meget indenover, og der er ingen problemer med at han har ham.

Jeg oplever i min omgangskreds at det er ildeset, og de kan slet ikke forstå mig. De mener, at mor skal være ved sit barn hele tiden.

Jeg får ofte den der at vide med at det er MIT behov, IKKE barnets. 

Er det virkelig så skidt at følge sine egne behov nogle gange? Det er jo ikke fordi jeg er væk i flere døgn, men et par timer, hvor jeg måske lige går ned i byen og får luft for mig selv.

Jeg synes også, at når jeg læser rundt omkring på nettet, så er det ligesom at det er den samme holdning, så måske er jeg bare fuldstænding forkert på den?

Jeg vil meget gerne høre jeres holdninger, for måske er jeg bare en rigtigt dårlig mor?

Jeg er stor fortaler for lidt tilpas “egoisme” som en del af forældreskabet

Det betyder ikke, at jeg ikke elsker mine børn ubetinget, men det betyder, at jeg har en klippefast tro på, at jeg er den bedste mor, når der også er plads til mig (og min mand) i vores familie.

Derfor indretter og lever vi sjældent på “børnenes præmisser”, men snarere på “hele familiens præmisser” - hvadenten det handler om, hvor og hvordan vi bor, hvor og hvornår vi holder ferier, eller de fritidsaktiviteter vi deltager i sammen og hver for sig. Der skal være plads til os alle sammen - og jeg elsker, elsker, elsker at tilbringe tid med min familie - men jeg elsker dælme også mine venner, alenetid, rejser, kultur, arbejde og en bytur.

Der er mange måder at være mor på - for mig er ovenstående dét, som føles mest rigtigt og det vi trives bedst i... og jeg tænker nu og da, om ikke det også er forklaringen på, at jeg modsat mange andre kvinder omkring mig, ikke synes at livet med småbørn er så hårdt igen?

Nej du er en super mor

Jeg er i hvert fald ikke fortaler for at alt er på børnenes præmisser og der Slet ikke gøres noget for en selv - så mister man sig selv undervejs synes jeg. Jeg er en bedre mor når jeg en gang imellem kan shoppe i to timer eller være sammen på en cafe med en veninde. 

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle kalde overskriften, men det er en følelse jeg ofte har.

Jeg elsker min søn af hele mit hjerte! Han er mit et og alt. 

Men jeg behøver også nogle gange at være MIG, og kun MIG. 

Far er lige så meget indenover, og der er ingen problemer med at han har ham.

Jeg oplever i min omgangskreds at det er ildeset, og de kan slet ikke forstå mig. De mener, at mor skal være ved sit barn hele tiden.

Jeg får ofte den der at vide med at det er MIT behov, IKKE barnets. 

Er det virkelig så skidt at følge sine egne behov nogle gange? Det er jo ikke fordi jeg er væk i flere døgn, men et par timer, hvor jeg måske lige går ned i byen og får luft for mig selv.

Jeg synes også, at når jeg læser rundt omkring på nettet, så er det ligesom at det er den samme holdning, så måske er jeg bare fuldstænding forkert på den?

Jeg vil meget gerne høre jeres holdninger, for måske er jeg bare en rigtigt dårlig mor?

Jeg undres nogle gange over, hvor folk får støvet den der dømmende omgangskreds op. Dem der kommentere på amning, flaske, at bære i favn eller ikke om 8000 andre ting, der ikke kommer dem ved. Mummy-shaming mens far sikkert får en hyldest-parade over, han udviser omsorg for sit eget barn.

Du er 50% af det allerbedste, din søn har. De sidste 50% er hans far. Som han hygger sig med, når du trækker vejret alene. Der er absolut intet, i det du skriver, som skulle indikere, at du er en dårlig mor. En familie i trivsel, med plads til mor, får og baby, indretter sin hverdag, sådan at de alle har det godt. 

Jeg har også brug for luft en gang i mellem (hyppigt faktisk). Uden mand og barn. Bare for mig selv. Mand og barn tager hjem og hygger sig 24 timer med mormor og morfar. 

Gør det mig til en dårlig mor? Nej, jeg er en kick ass-mor. Men det er jeg jo kun, fordi jeg en gang i mellem lige får den pause, jeg har brug for. Selvom jeg værdsætter vores hverdag og familielogistik. 

Vh.

Altså jeg har kun været mor i 3 uger og jeg længes allerede lidt efter at få et par timer for mig selv ude af huset  

Anonym skriver:

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle kalde overskriften, men det er en følelse jeg ofte har.

Jeg elsker min søn af hele mit hjerte! Han er mit et og alt. 

Men jeg behøver også nogle gange at være MIG, og kun MIG. 

Far er lige så meget indenover, og der er ingen problemer med at han har ham.

Jeg oplever i min omgangskreds at det er ildeset, og de kan slet ikke forstå mig. De mener, at mor skal være ved sit barn hele tiden.

Jeg får ofte den der at vide med at det er MIT behov, IKKE barnets. 

Er det virkelig så skidt at følge sine egne behov nogle gange? Det er jo ikke fordi jeg er væk i flere døgn, men et par timer, hvor jeg måske lige går ned i byen og får luft for mig selv.

Jeg synes også, at når jeg læser rundt omkring på nettet, så er det ligesom at det er den samme holdning, så måske er jeg bare fuldstænding forkert på den?

Jeg vil meget gerne høre jeres holdninger, for måske er jeg bare en rigtigt dårlig mor?

Jeg forstår slet ikke, hvordan behovet for alenetid kan gøre en til en dårlig forælder. Ikke en eneste af mine veninder, kollegaer, bekendte eller jeg selv har ikke det behov. Og når jeg har alenetid eller venindetid, nyder jeg det 100% og har på ingen måder dårlig samvittighed. Tværtimod, for jeg vender tilbage med fornyet energi og overskud. 

Måske skal du bare lade være med at tale om det med dem, der ikke forstår dit behov og at absolut alt, man gør 24 timer i døgnet 365 dage om året ikke behøver KUN at være baby/barnets behov - så længe de har det godt uden mor i nogle timer. 

Jeg er virkelig glad for jeres svar. 

Jeg er selv overrasket over min omgangskreds!

jeg er nemlig ikke kun mor, men en person. 

Det har jeg behov for. Jeg har bare følt, at det var forbudt, fordi dem jeg kender ikke har samme behov.