Mega dårlig taber!

Hej alle,

Ærgerlig bonusmor på linjen Jeg skriver angående bonus på 9, snart 10,  år. Sød og dejlig dreng, som vi ser hver anden weekend. Vi nyder at være sammen med ham, og han er i det hele taget en rigtig god dreng. MEN! Han er jordens dårligste taber i spil, og han har været det i alle de år, jeg har kendt ham. Og det matcher ret dårligt med den omstændighed, at han rigtig godt kan lide at spille kortspil og brætspil.

Han kan reagere på flere måder. Og det er ikke kun hvis han taber spillet, men også hvis han møder modstand under spillet. Vi kan tage matador som eksempel, et af hans yndlingsspil. Hans reaktion kan komme af, at han ryger i fængsel. Uanset om det så ellers er ham, der faktisk fører i spillet.

Han reagerer på én af følgende måder:

1) Bryder hulke-grædende sammen
2) Bliver rasende, proklamerer han ikke vil spille mere, går på værelset og smækker døren, og så ligger han på sengen med korslagte arme indtil han har raset ud

Mor siger også, at han derhjemme hos hende er en dårlig taber. Det er ikke fordi, at han rent faktisk er dårlig til spil. Han vinder lige så ofte som han taber, som det jo er for os alle i spil. Vi er ikke typerne, der lader ham vinde for at undgå den negative reaktion, for vi synes alle forældre, at det er fjollet, hvis man skal tabe med vilje overfor en 9-årig. Den slags modgang skulle han jo gerne kunne lære at tackle, han kommer trods alt til at møde værre ting i livet.

Vi anerkender hans følelser, når reaktionen er under opsejling og frustrationen begynder. Vi siger, at vi godt kan se, at han bliver irriteret, og at det er okay, men forklarer på samme tid, at vi jo alle kan opleve at tabe eller det ikke går så godt. Hvis vi selv taber, laver vi fis med os selv og tager det med et smil for at sætte et godt eksempel. Vi har også forklaret ham, at det jo ikke skyldes, at han er dårlig til spil. At det handler om held og tilfældigheder. Blot så hans reaktion ikke skyldes, at han tror, han ikke kan finde ud af det.

På nuværende tidspunkt har vi faktisk ikke lyst til at spille med ham. Det har vi ikke sagt og har endnu ikke handlet på det heller. Men det er ikke særlig sjovt at vide, at lige som lidt bryder han enten sammen eller bliver rasende, og så er spillet ligesom ødelagt. Enten fordi den ene skal gå fra og trøste. Eller også fordi at hvis det fx er matador, og han har 1/3 af grundene, har huse på osv, så går spillet ligesom lidt i opløsning, når han dropper spillet.

Kan godt forstå, at tab kan være mega hårdt at acceptere som barn. Men på et eller andet tidspunkt skulle han jo også begynde at kunne lære det. Vi har også talt om, at når man spiller sammen, handler det mere om at hygge og have det sjovt, og så er det egentlig lidt ligemeget, om man vinder eller taber.

Alle de der ting, men det virker ikke. Hans reaktion er meget voldsom, og ellers er han en glad og velafbalanceret dreng.

Hvad gør man? Vi er efterhånden fristet til at skrue bissen på og sige, at hvis han reagerer på den måde, så gider vi simpelthen ikke spille med ham. Men vil jo også gerne anerkende og rumme hans følelser.

Hvordan er han, når han vinder? Er han en dårlig vinder eller klarer han det fint?

Tænker i skal træne med ham, måske snakke med ham om hvorfor det er så hårdt for ham at tabe? Og om han reagerer på samme måde, hvis han spiller med venner?

En mulig måde at træne på, og som også var hyggelig - kunne være at prøve nogle af alle de brætspil/spil, der findes som er cooperative dvs. alle jer mod spillet, så er man ikke alene om at tabe og det kan måske hjælpe med til at lære og håndtere følelserne omkring det at tabe. og bringe hygge tilbage i spil aktiviteterne.

Ved i noget om hvordan han reagerer og hvordan det håndteres i skolen?

Der må han jo også komme ud for en del situationer, hvor han taber, hvad end det er brætspil, fodbold, eller andre små lege og konkurrencer. 

TipTopTaber skriver:

Hej alle,

Ærgerlig bonusmor på linjen Jeg skriver angående bonus på 9, snart 10,  år. Sød og dejlig dreng, som vi ser hver anden weekend. Vi nyder at være sammen med ham, og han er i det hele taget en rigtig god dreng. MEN! Han er jordens dårligste taber i spil, og han har været det i alle de år, jeg har kendt ham. Og det matcher ret dårligt med den omstændighed, at han rigtig godt kan lide at spille kortspil og brætspil.

Han kan reagere på flere måder. Og det er ikke kun hvis han taber spillet, men også hvis han møder modstand under spillet. Vi kan tage matador som eksempel, et af hans yndlingsspil. Hans reaktion kan komme af, at han ryger i fængsel. Uanset om det så ellers er ham, der faktisk fører i spillet.

Han reagerer på én af følgende måder:

1) Bryder hulke-grædende sammen
2) Bliver rasende, proklamerer han ikke vil spille mere, går på værelset og smækker døren, og så ligger han på sengen med korslagte arme indtil han har raset ud

Mor siger også, at han derhjemme hos hende er en dårlig taber. Det er ikke fordi, at han rent faktisk er dårlig til spil. Han vinder lige så ofte som han taber, som det jo er for os alle i spil. Vi er ikke typerne, der lader ham vinde for at undgå den negative reaktion, for vi synes alle forældre, at det er fjollet, hvis man skal tabe med vilje overfor en 9-årig. Den slags modgang skulle han jo gerne kunne lære at tackle, han kommer trods alt til at møde værre ting i livet.

Vi anerkender hans følelser, når reaktionen er under opsejling og frustrationen begynder. Vi siger, at vi godt kan se, at han bliver irriteret, og at det er okay, men forklarer på samme tid, at vi jo alle kan opleve at tabe eller det ikke går så godt. Hvis vi selv taber, laver vi fis med os selv og tager det med et smil for at sætte et godt eksempel. Vi har også forklaret ham, at det jo ikke skyldes, at han er dårlig til spil. At det handler om held og tilfældigheder. Blot så hans reaktion ikke skyldes, at han tror, han ikke kan finde ud af det.

På nuværende tidspunkt har vi faktisk ikke lyst til at spille med ham. Det har vi ikke sagt og har endnu ikke handlet på det heller. Men det er ikke særlig sjovt at vide, at lige som lidt bryder han enten sammen eller bliver rasende, og så er spillet ligesom ødelagt. Enten fordi den ene skal gå fra og trøste. Eller også fordi at hvis det fx er matador, og han har 1/3 af grundene, har huse på osv, så går spillet ligesom lidt i opløsning, når han dropper spillet.

Kan godt forstå, at tab kan være mega hårdt at acceptere som barn. Men på et eller andet tidspunkt skulle han jo også begynde at kunne lære det. Vi har også talt om, at når man spiller sammen, handler det mere om at hygge og have det sjovt, og så er det egentlig lidt ligemeget, om man vinder eller taber.

Alle de der ting, men det virker ikke. Hans reaktion er meget voldsom, og ellers er han en glad og velafbalanceret dreng.

Hvad gør man? Vi er efterhånden fristet til at skrue bissen på og sige, at hvis han reagerer på den måde, så gider vi simpelthen ikke spille med ham. Men vil jo også gerne anerkende og rumme hans følelser.

Hvis min 9 årig ragerede sådan herhjemme (hun er 10 år nu) når vi spillede og hun tabte, ville hun med det samme få at vide at så er det bare slut med at spille. - selvfølgelig ikke første gang reaktionen kom, men hvis den var gentagne. Jeg hverken vil eller kan acceptere sådan en opførelse. 

Som du beskriver drengen er han velfungerende i alle andre henseender, og derfor ville jeg forvente at han naturligvis kan lære at håndtere sine følelser omkring spil.

Herhjemme ville konsekvensen være, at vi voksne ikke ville spille med vores barn. Min datter var også en virkelig dårlig taber, i en periode. Vi fortalte hende, at vi spillede for sjovt og at det ikke var hyggeligt med de udbrud. I dag er hun stadig en dårlig taber, men hun formår at håndtere følelserne og bare være ærgerlig over at hun taber. Hun bliver 8 på søndag.

Vi har haft en periode hvor min søn på 8 reagerede hidsigt (gik fra spilleborde, råbte op, ja en enkelt gang smed brikker på gulvet). Jeg forklarede ham, at vi spiller for at hygge sammen med hinanden, ikke for at vinde (være hurtigst/bedst) osv og at det er tilfældig hvad man slår med terningerne osv. Jeg har sagt til ham, at hvis han bliver sur spiller vi ikke, da det netop ikke er hyggeligt. Det er selvfølgelig okay at sige "øv" eller noget i den stil, men hidsig opførsel er ikke i orden  

Jeg synes i har gjort alt det rigtige. 

Jeg synes han er stor nok til at i kan fortælle ham at i ikke har lyst til at spille hvis han bliver sur og går fra spillet. I kan godt sige at det ødelægger spillet for i andre og det ikke længere er hyggeligt. På den måde kan han begynde at blive opmræksomgjort på sin opførsel (som han selvfølgelig ikke selv er skyld i!). Når han så begynder at opføre sig uhensigtsmæssigt, ville jeg gøre ham opmærksom på det, så han ved hvilken opførsel der er uønsket. Og hvis han ikke ændre adfærd er spillet slut. I må bare indstille jer på mange afbrudte spil og at han måske bliver vred på Jer over jeres nye måde at tackle ham på.

Det vil gavne ham at vide besked, fordi en dag er det hans venner der ikke gider spille med ham. Og det må være et nederlag for ham som i forhåbentligt kan afhjælpe en smule.  

Jeg håber i kan lære ham at håndtere og kontrollere følelserne, så han kan spille videre og lære at hygge-spil ikke er på bekostning af at man vinder. Det er blot en sidegevinst.

Jeg er enig med de andre. Han er stor nok til at lærer at man spiller for sjov og at i ikke gider spille med ham hvis han ikke styrer sin arrighed. 

Min ex er over 30 og er en næsten ligeså dårlig taber. Der er aldrig nogen der har sat en stopper for det. Han er så samtidig en elendig vinder hvilket er værre. 

Det er ikke fordi jeg ikke bryder mig generelt om at man skal anerkende andres følelser. Men alt afhængig af situationen. Dette ville jeg ikke anerkende eller tolere. Hvor mange dybe følelser der også ligger under ved jeg godt nok heller ej. De er i hvert fald irrationelle og hvis adfærden ikke stoppes nu, kan det skabe rigtig mange problemer på sigt, når han ikke vinder (får sin vilje ?) og er ude i sociale sammenhæng.

Min søn gik i klasse med en dreng der var sådan, og han endte med at sidde en fødselsdag og måtte kigge på, indtil hans far blev ringet hen for at hente ham. Når han fx ikke fik bolden så sparkede han og slog de andre børn og hvis han ikke vandt konkurrencerne til skattejagten gik han amok og prøvede at stikke af. Jeg siger ikke din bonussøn er sådan eller bliver sådan, men jeg ville stoppe det nu, så det ikke ender der.

Dvs alt spil skulle stoppes indtil han forstod alvoren. Når vi så prøver spille, så en konsekvens med det samme, hvis der opstår problemer. Og en snak m ham. Kan han ikke “styre” sig selv - og hvordan kan i så hjælpe ham. Hvordan føles det i ham. Føler han reelt det er uretfærdigt etc