Hvad skal jeg gøre.?

Jeg ved simpelthen ikke hvornår jeg bør søge læge eller om det overhovedet er nødvendigt. Jeg ved ikke hvad der er galt med mig eller hvad jeg skal gøre. 

Jeg er anspændt hele tiden, har kronisk ondt i kæberne af at bide sammen. Jeg er nervøs og ked af det hele tiden og kan næsten ikke overskue dagene. Når jeg vågner om morgenen har jeg det som om jeg ryster inden i (ved ikke hvordan jeg skal beskrive det) og har bare lyst til at græde.

Jeg sover fint om natten, men har virkelig svært ved at falde i søvn, tager nok en time vil jeg tro.

Jeg er bange for at gå til læge og få at vide jeg er syg eller der er noget galt, men kan heller ikke holde det her ud. 

Jeg er mor til to piger og har en dejlig mand. Når jeg er sammen med dem mærker jeg det ikke så slemt, men når jeg skal "klare mig selv" bliver jeg urolig og stakåndet. Det virkelig svært at beskrive.

Fik mit livs første depression for 7 år siden og var et par år om at komme ud af det, for søgte ikke hjælp dengang. Så gik det godt nogle år vi fik barn nummer to og ingen problemer. Men for halvandet år siden blev jeg beskyldt for nogle grove ting på mit studie, gik ned med panik angst og depression, endte med at stoppe studiet.

Gik til psykolog 24 gange og fik det "bedre", men har haft det som beskrevet i starten af tråden i snart et år nu.

Jeg er lige startet på uddannelsen for kontor for 4 uger siden og kan slet slet ikke overskue det. Har spændings hovedpine HELE tiden og panodiler hjælper mig ikke mere. 

Hvad er der galt med mig. Føler ikke jeg kan leve sådan her. Er helt ødelagt mentalt af bekymringer, og føler ikke jeg kan lærer noget på studiet. Det så stressede at føle sig for dum til at lærer. 

Undskyld mit roddet opslag og lange roman men har ingen at snakke med om det. 

1. Tal med din mand

2. Tal med din læge 

du skal ikke have det sådan! Søg hjælp og tal med din mand så han kan være opmærksom og støttende ❤️

Mor11 skriver:

1. Tal med din mand

2. Tal med din læge 

 

du skal ikke have det sådan! Søg hjælp og tal med din mand så han kan være opmærksom og støttende ❤️

Det sidste års tid har han været den eneste jeg har betroet mig til. Men har følelsen af han er ved at være træt af mig. Hvilkey jeg godt kan forstå, jeg er ikke just den der bringer lys i hjemmet når jeg fortæller hvordan jeg har det. 

Han er modstander af piller og mener hvis jeg går til læge vil de fylde mig med dem. Så det føles ikke som om der er hjælp nogle steder. Han bliver også ved at sige det "bare" er pga jeg er presset for tiden. Men det har jo varet i et års tid nu? 

Anonym skriver:

Det sidste års tid har han været den eneste jeg har betroet mig til. Men har følelsen af han er ved at være træt af mig. Hvilkey jeg godt kan forstå, jeg er ikke just den der bringer lys i hjemmet når jeg fortæller hvordan jeg har det. 

Han er modstander af piller og mener hvis jeg går til læge vil de fylde mig med dem. Så det føles ikke som om der er hjælp nogle steder. Han bliver også ved at sige det "bare" er pga jeg er presset for tiden. Men det har jo varet i et års tid nu? 

Altså det skal han jo sådan set ikke bestemme. 

Men at gå til lægen er bestemt ikke lig med piller hvis man ikke ønsker medicin. Men man kan blive henvist til nogen samtaler fx. Eller måske nøjes med samtaler med lægen hvis han/hun er dygtig til den slags  

jeg forstår godt din mand kan være fyldt op- primært fordi du ikke gør noget ved problemet tænker jeg? Men at han så har krav om hvad du må gøre (ikke gøre) er mega urimeligt. Sig til ham at det vigtigste for dig er at få det bedre, og der burde det måske også være for ham! Uanset om det er med tonsvis af samtaler eller medicin. 

Og så ring til din læge! 

Mor11 skriver:

Altså det skal han jo sådan set ikke bestemme. 

Men at gå til lægen er bestemt ikke lig med piller hvis man ikke ønsker medicin. Men man kan blive henvist til nogen samtaler fx. Eller måske nøjes med samtaler med lægen hvis han/hun er dygtig til den slags  

jeg forstår godt din mand kan være fyldt op- primært fordi du ikke gør noget ved problemet tænker jeg? Men at han så har krav om hvad du må gøre (ikke gøre) er mega urimeligt. Sig til ham at det vigtigste for dig er at få det bedre, og der burde det måske også være for ham! Uanset om det er med tonsvis af samtaler eller medicin. 

Og så ring til din læge! 

Jeg vil gerne have hjælp og også gerne ringe til lægen. Men jeg ved ikke hvad jeg skal sige i telefonen. Og skal jeg ringe mellem 8-9 hvor det lægen jeg taler med eller mellem 9 og 11 til sekretæren?? For det vel ikke alvorligt nok til det lægen jeg skal snakke med?

Synes det nemmere når det mine børn jeg ringer for. Føler mig så dum når jeg overtænker ting men kan ikke stoppe tankemylderet. 

Kan man evt vise ham mit indlæg? Eller skal jeg fortælle ham det som når man er til eksamen, ansigt til ansigt og blive bedømt.? Er dårlig til at snakke med autoriteter. 

Anonym skriver:

Jeg vil gerne have hjælp og også gerne ringe til lægen. Men jeg ved ikke hvad jeg skal sige i telefonen. Og skal jeg ringe mellem 8-9 hvor det lægen jeg taler med eller mellem 9 og 11 til sekretæren?? For det vel ikke alvorligt nok til det lægen jeg skal snakke med?

Synes det nemmere når det mine børn jeg ringer for. Føler mig så dum når jeg overtænker ting men kan ikke stoppe tankemylderet. 

Kan man evt vise ham mit indlæg? Eller skal jeg fortælle ham det som når man er til eksamen, ansigt til ansigt og blive bedømt.? Er dårlig til at snakke med autoriteter. 

Jeg synes faktisk det vil være fint at ringe direkte til lægen. Så kan du ridse op for ham i grove træk hvordan du har det, så er “toppen taget” på forhånd og han/hun ved du kommer ind og har det rigtig rigtig skidt.

du bliver ikke bedømt. Lægen lytter og har en samtale med dig der er ingen rigtige og forkerte svar du kan give, det vigtigste er ærlighed