Natten til fredag begynder jeg at mærke lidt plukkeveer, men tænker ikke mere over det, da jeg ikke er længere henne. Prøver derfor at lægge mig til at sove igen, men det lykkedes ikke, og plukkeveerne bliver stærkere og stærkere, og begynder så at trække hen over i lænden.
Jeg giver fødegangen et kald, omkring kl 6 om morgenen, og de beder mig komme ind, da jeg enten har blærebetændelse, eller også er i fødsel. Jeg vækker min mand, og derefter min svigermor (vi var derude på forlænget weekend), som skal se efter vores store pige.
Vi kører afsted mod Skejby, og jeg synes at veerne begynder at bide mere og mere. Heldigvis kan vi nå derind på en halv time, da der næsten ingen morgentrafik er endnu, så vi står der kl 7.
Vi kommer først til et modtagelsesrum, hvor en jordemoder og en studerende tager imod os. De spørger om jeg kan lave en urinprøve, men det er jeg slet ikke i stand til der. Hun mærker så efter, om jeg har åbnet mig, og på det tidspunkt er jeg allerede 6 cm åben. Nå, fødslen er igang, og da jeg er i uge 34, så vil de ikke prøve at stoppe den.
Vi kommer på en fødestue, hvor jeg ret hurtigt får lattergas (SKØNT!) og bagefter vil de lægge et venflon, da jeg skal have antibiotika, grundet tidlig fødsel. Det er åbenbart lidt svært at lægge på mig, først prøver den studerende, derefter jordemoderen, så afdelingslægen, så en anæstesispl, og til slut henter de en scanner, og SÅ kunne den lægges 
Jeg ligger og kæmper med veerne, synes de er lidt svære at håndtere, men det hjælper med lattergassen. De begynder at komme oftere og oftere, og omkring lidt i 9, får jeg presseveer. Jordemoderen prøver at få mig til at gispe igennem dem, da de ikke har undersøgt mig for om jeg har udvidet mig nok. Det lykkedes ca 2 veer, men så bliver pressetrangen så stærk at jeg ikke kan lade være med at presse med. Vandet går i et stort plask. Derefter kommer endnu en ve lige efter, og hovedet er født. Jeg kan huske at der bliver lidt travlt på stuen, da de ikke havde regnet med at det ville gå så hurtigt, og der skulle være en fødselslæge til stede under selve fødslen. Min mand bliver derfor bedt om at ringe alarm, men der når ikke at komme nogen, for lige efter kommer endnu en ve, og så er hun ude 2400 gram og 44 cm.
Jeg får hende op til mig et øjeblik, men hun skal hurtigt op på neo og tjekkes, så må sige farvel til både hende og min mand. Det er altså mærkeligt at ligge uden sit barn, lige efter en fødsel, men jeg må først komme op til dem, når jeg har født moderkagen, spist lidt og tisset.
Efter en time, må jeg endelig komme derop og kan sidde ordentligt med hende.
Hun er en søn og nem pige, men grundet den lidt tidlige fødsel, var vi indlagt i en måned med hende, hvilket især ikke var særlig sjovt, da vi jo også har Alma på 4 år derhjemme.
Vi har nu været hjemme i en måneds tid, og vi nyder det Min mand er lige startet på arbejde igen, så nu går mig og Laura og hygger os 
