Anonym skriver:
De havde intet på os, ej heller min veninde. De mente blot det var mistænksomt at vi som førstegangsforældre ikke ønskede dem hjem til os.
Når kommunen kalder en til møde grundet en underretning så dukker man op. Om der er mødepligt eller ej ved jeg ikke men hvem tør blive væk? Igen når kommunen siger de gerne vil hjem og se hjemmet hvem tør sige nej?
vi turde ikke. Man bliver jo mega bange for om de fjerner ens barn uanset om de har noget på en eller ej. Man hører jo desværre historier i medierne om folk der får fjernet børn af mærkelige grunde.
Jeg oplevede det først og derefter min veninde ( ca. 1 år efter, anden kommune)
begge gange så snart kommunen havde set hjemmet og haft en snak om hvorfor vi takkede nej har de lukket sagen 100%. Kommunen indrømmede også overfor os at underretningen var ubegrundet, men de skal jo reagere og undersøge. Ifølge vores sagsbehandler så skal de lave en paragraf 50 undersøgelse som normalt betyder de spørger inst men det kunne de ikke her så derfor hjemmebesøg
For mig virker det som om sundhedsplejerskerne ikke helt kan tåle at blive valgt fra og især ikke hvis man er første gangs mor. Så med ne. 2 turde jeg ikke sige nej og måtte lukke den sundhedsplejeske ind i mit hjem som havde indberettet mig da de har områder så vi kunne ikke få en anden.
Jeg udtaler mig på ingen måder om, at der skulle være grund til indberetningen. Det kan jeg intet vide om. Men jeg kan med sikkerhed love, at man hverken bliver tvunget til fremmøde, hjemmebesøg eller får iværksat en paragraf 50-undersøgelse, alene fordi man har sagt nej tak til et besøg fra en sundhedsplejerske. I så fald har kommunen har haft andre bekymringer end jeres “nej tak”, og de har så efter hjemmebesøget konstateret, at bekymringen var ubegrundet.
Til dit spørgsmål: Tjoh.... jeg ville faktisk godt “turde” undlade at dukke op, hvis der kom en indkaldelse uden yderligere forklaring. Eller rettede: Jeg ville kontakte kommunen forud for et eventuelt møde og bede om en forklaring og begrundelse for en indkaldelse, og så derefter tage stilling til hvordan vi evt. kunne samarbejde.
Og nej... det er altså ikke rigtigt, at man “hører om kommuner der bare fjerner børn af alle mulige mærkelige årsager”.
At fjerne børn er et ufatteligt stort indgreb, det er omstændigt, tidskrævende og der ligger er kæmpemæssigt og ressourcekrævende forløb forud for en sådan beslutning. Såfremt “man hører” andet, er der tale om ufuldstændige anekdoter - kommunen er ikke er stort hemmeligt og mystisk sted, som står på lur for at snuppe folks børn, når de træder en smule forkert 