Når hjernen og kroppen næsten brænder sammen

Har de sidste par dage tænkt over det med det gode parforhold, det gode forældreskab, den lykkelige hverdag. Ingen hemmelighed det er stærkt inspireret af en lang tråd her inde.

Hvad er så den gode hverdag og der gode parforhold? Jeg har en del år på bagen som mor og som en del af er parforhold - og det er absolut heller ikke en hemmelighed, at der er dage hvor jeg ville ønske det hele hen, hvor peberet gror. Dage hvor jeg er sikker på alle andre lever det liv jeg drømmer om. Dage hvor ideen om at være single og møde mit livs kærlighed (igen) er utroligt attraktivt. 

Og alligevel lige i de her dage oplever jeg helt uden  lange kys i sofaen og intens sex, at netop jeg er i et godt parforhold. Ja faktisk oplever jeg det, fordi jeg dårligt har talt med ham.

På torsdag rejser jeg 3 uger til Grønland med mit arbejde, noget jeg lige nu har så svært ved at overskue. Starter små efter ferie for 2 uger siden og er allerede dræner, så ideen om 3 ugers arbejde 24/7 og så hjem til hverdagens trummerum, er nok til det føles svært at trække vejret. Hjernen og kroppen brænder næsten sammen, og så har jeg behov for ego tid- ego tid bag min symaskiner (børnene sidder gerne ved siden af), hvor jeg giver slip på alt. Og i mit gode parforhold, der lader min mand mig tage den ego tid, forstår uden mange ord, at ja selvsagt er det utrolig vigtigt der bliver lavet efterårstøj lige præcis midt i kaos (løs: Line har behov for ar sy for igen at lære at trække vejret).

Det gode parforhold er det, hvor hverdagen med 3 børn (4 inklusiv vores værtsbarn fra Grønland), vækkeur klokken 5.20, rød, opvask, vasketøj, støvsugning, indkøb, logistik og ikke mindst arbejde, stadig giver plads til mig. Ja ja lidt gode kys, dejlig sex, gode snakke osv er da absolut også vigtige, men det Aller vigtigste for os er rum til os også hver for sig, det er kl til ikke at tale sammen en hel aften selvom vi er sammen. Det er når den anden støtter uden ord når hjernen og kroppen næsten brænder sammen....

Nå Ja og så må I da også gerne se resultatet af, at jeg gik lov til egotid i weekenden og lige så stille lærte at trække vejret igen.

Jeg er vildt misundelig. Jeg kan slet ikke finde ro med mine maskiner i øjeblikket... Men jeg har fået fixet min gang her i weekenden...

Og totalt fedt tøj i øvrigt 

Uha kender godt det med, lige at sku minde sig selv om at trække vejret. 

Har lige haft en mega skod periode, pga jeg har fået en diskosprolaps, og havde 7 uge, hvor jeg ik ku komme på arbejde, 2 1/2 uge hvor jeg ik selv ku tage bukser på, 4 uger, hvor jeg sku ha hjælp med sko og ik ku køre bil osv. Det har bare været så stressende og jeg har heller ik ku komme til min symaskine, for min krea kiste, har fungeret som midelatidig tv bord, og det nye tv bord står så foran, fordi jeg jo ik har ku hjælpe med at flytte noget, ja så har det stået sådan i 8 uger nu...

Har haft min første arbejdsdag i sidste uge, og var brugt i 2 dage efter. 

Ungerne har haft første skoledag i 0 og 4 klasse. Begge er starte til fodbold igen og vi er bare alle extra trætte. 

Har heldigvis en fantastisk kæreste, som bare har klaret alt, uden det mindste brok, men puha det har altså bare betydet at jeg på ingen måde, har haft ret meget overskud eller alenetid. 

Og usikkerheden omkring hva fremtiden, med min ryg er stadig usikker og jeg ska til en rygspecialist på onsdag. 

Så ja glæder mig bare til, at få lidt ro på, og komme igang med min symaskine igen. 

Også glæder jeg mig helt vildt, til min store piges 10 års fødselsdag og en venindetur til Rom, i september. Vh Stine