Empati

Er det kun mig? Eller synes i ordet EMPATI er ved at forsvinde ud af dagens samfund?  

Empati er at forstå og leve sig ind i andres mennesker følelser og situation.  

- DVS man ikke kigger på hvordan man selv oplever en situation, men ankender, at et andet menneske der måske har oplevet noget ligende har måske svære med noget, om så biologisk eller fysiologisk osv. - Vi er et produkt af vores opvækst, og vi bliver alle påvirket forskelligt.

- Synes bare snart alle debatter ender med: Om det var mig havde jeg blah blah ������

Ser det hele tiden overalt i det sociale medier -

Mom shaming osv.  

- Jeg ved pga. Vi alle sidder bagom en mobil og skriver , at vi tør at sige mere end vi vilde om vi stod angsigt til angsigt med personen. - 

Glæder at at læse jeres holdning og meninger. - hold den gode tone!

Anonym skriver:

Er det kun mig? Eller synes i ordet EMPATI er ved at forsvinde ud af dagens samfund?  

 

Empati er at forstå og leve sig ind i andres mennesker følelser og situation.  

 

- DVS man ikke kigger på hvordan man selv oplever en situation, men ankender, at et andet menneske der måske har oplevet noget ligende har måske svære med noget, om så biologisk eller fysiologisk osv. - Vi er et produkt af vores opvækst, og vi bliver alle påvirket forskelligt.

 

- Synes bare snart alle debatter ender med: Om det var mig havde jeg blah blah ������

 

Ser det hele tiden overalt i det sociale medier -

Mom shaming osv.  

 

- Jeg ved pga. Vi alle sidder bagom en mobil og skriver , at vi tør at sige mere end vi vilde om vi stod angsigt til angsigt med personen. - 

 

Glæder at at læse jeres holdning og meninger. - hold den gode tone!

 

 

Nu hopper filosoffen lige ind i mig:

Kan man forstå den anden uden at forstå igennem sig selv? Jeg kan lytte til dine ord, jeg kan høre du skriver eller fortæller du har det skidt, men at have det skidt er jo noget jeg tillægger en bestemt betydning, dvs. det er en betydning som giver mening for mig og måske ikke for dig. Meget simpelt, når du siger du ser blåt så tror jeg du ser det samme som mig, men hvem ved om du gør det?

Jeg tror empati er en evne til at lytte, mere end det er en evne til at forstå. Jeg kan lytte til en mor, der fortæller fx om et barn der sover uroligt (som en anden tråd i dag), jeg kan forsøge at spørge ind til - men jeg kan kun via egne erfaringer og egne tanker sige noget konstruktivt om situationen - derfor mener jeg heller ikke, at det er forkert at skrive: hvis det var mig....

Jeg oplever ikke den store shaming på de sociale medier (med mindre jeg bevæger mig ind i offentlige tråde, hvor der så sandelig bliver skudt med skarpt mod kontanthjælpsmodtagere, indvandrere, unge mødre og ikke mindst lærere som jeg selv er - så dem holder jeg mig fra). Synes omvendt, de omkring mig er blevet mere bevidste fx om ikke konstant at vise det rosenrøde overskudsagtige liv, lige tænke før vi skriver osv.

Empati for mig er ikke væk, men er nok i højere grad blevet til relationskompetence - for empati fordrer i min optik noget utopisk nemlig at jeg kan leve mig ind i en andens verden, og det kan jeg (igen i min optik) ikke uden at gøre det igennem min egen verden. Deer er jeg nok langt mere fan af Løgstrup og Levina, og ideen om at det er mødet med den anden, det er at vi alle holder hinandens liv i hænderne, og det er i relationen, at vi er mennesker (meget groft tegnet op og giver slet ikke de to herre nok kredit)

Næh det oplever jeg faktisk ik, men måske det i høj grad har noget med det fag jeg arbejder indenfor.

Jeg er pædagog, på et bosted, hvor netop empati er et af vores helt store nøgleord. 

Udover det omgir jeg mig med mennesker, som alle er fantastiske mennesker, og som støtter mig og mine, lige som jeg støtter dem og deres. 

Der er altid en åben dør, et kæmpe kram og tid til at lytte og snakke. 

Det er sådan vi er opdraget og jeg håber inderligt at det er sådan vi selv opdrager vores børn. 

Heldigvis oplever jeg at vores børn, og venners børn, er nogle dejlig unger, som alle formår at lytte, se og tage hensyn til andre og på trods af store alders forskelle, har fantastisk meget ud af hinanden.

Ska man se på det store verdens billede, er jeg enig i, at fremtiden, måske ser lidt mere trist ud! Vh stine

Jeg tror ikke empatien er ved at forsvinde fra samfundet som helhed. Hvis man fratrækker sociale medier, så tror jeg egentlig empatien er intakt.

På de sociale medier støder man til gengæld på de mest afstumpede sider af folk. Det gælder også folk som i den virkelig verden faktisk er empatiske, men der sker noget når folk sidder med den der skærm. Det er helt grotesk hvad folk kan finde på at skrive til hinanden over selv de mindste ting.

Så hvis man skal snakke om empati så må man afkoble tingene fra hinanden.

Ienfart,  jeg kunne ikke være mere enig ! Det bekymrer mig meget, hvad der sker på de sociale medier..ikke fordi at jeg bliver synderligt påvirket af det, jeg kan godt finde ud af at sortere fra. Jeg er bekymret for børnene og de unge og hvad de lærer af omgangstonen og den manglende respekt.  

I min optik handler det lige så meget om respekt. Jeg prøver at lære min søn, at vi skal respektere alle mennesker og holdninger. Man skal tale ordentligt til og med hinanden. Det lyder næsten for simpelt men dybest set handler det - for mig - om at jeg skal også have respekt for mig selv. Det ville jeg ikke kunne have, hvis jeg så ned og talte grimt til andre. 

HBV skriver:

Ienfart,  jeg kunne ikke være mere enig ! Det bekymrer mig meget, hvad der sker på de sociale medier..ikke fordi at jeg bliver synderligt påvirket af det, jeg kan godt finde ud af at sortere fra. Jeg er bekymret for børnene og de unge og hvad de lærer af omgangstonen og den manglende respekt.  

I min optik handler det lige så meget om respekt. Jeg prøver at lære min søn, at vi skal respektere alle mennesker og holdninger. Man skal tale ordentligt til og med hinanden. Det lyder næsten for simpelt men dybest set handler det - for mig - om at jeg skal også have respekt for mig selv. Det ville jeg ikke kunne have, hvis jeg så ned og talte grimt til andre. 

Enig - så dette i dag en meme der skal være sjove men jeg fik ondt i maven af den fordi jeg mener sådan er fremtiden 

vores børn skal vokse op I sådan en verden

Jeg synes måske nærmere, at fællesskabsfølelsen er på vej væk... Forståelsen af, at vi alle er havregryn i en stor gryde grød - og at jeg ikke er hensigtsmæssigt at påberåbe sig "unikhed", når det i virkeligheden handler om, at grøden bare skal hænge sammen. Jeg synes, at der er en flugt fra "det almindelige" og over i en selvdefinition af "helt særlig". Men der er jo helt ekstremt få Einstein'er eller Mærsk McKinney'er - og rigtigt mange Birthe'er og Poul'er, som skal gå på arbejde for at få det store hjul til at køre rundt - til fællesskabets fordel.

Det er blevet meget utrendy at være middelmådig, men det skal de fleste af os jo være.

I denne empati-debat vil jeg derfor gerne slå på tromme for, at man sagtens kan sige "det ville jeg gøre", for vi ligner hinanden utroligt meget. Og vores forudsætninger ligner hinandens - derfor må man gerne tage udgangspunkt i sig selv - vi er alle havregryn i den samme grød.

Abracadabra skriver:

Jeg synes måske nærmere, at fællesskabsfølelsen er på vej væk... Forståelsen af, at vi alle er havregryn i en stor gryde grød - og at jeg ikke er hensigtsmæssigt at påberåbe sig "unikhed", når det i virkeligheden handler om, at grøden bare skal hænge sammen. Jeg synes, at der er en flugt fra "det almindelige" og over i en selvdefinition af "helt særlig". Men der er jo helt ekstremt få Einstein'er eller Mærsk McKinney'er - og rigtigt mange Birthe'er og Poul'er, som skal gå på arbejde for at få det store hjul til at køre rundt - til fællesskabets fordel.

Det er blevet meget utrendy at være middelmådig, men det skal de fleste af os jo være.

I denne empati-debat vil jeg derfor gerne slå på tromme for, at man sagtens kan sige "det ville jeg gøre", for vi ligner hinanden utroligt meget. Og vores forudsætninger ligner hinandens - derfor må man gerne tage udgangspunkt i sig selv - vi er alle havregryn i den samme grød.

Så enig - du vækker mit gamle fællesskabs hjerte og får jo næsten lyst til at skrive: spørg ikke hvad samfundet kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for samfundet - og her ville jeg faktisk gerne erstatte samfund med fællesskab.

Men det er en trend der har været længe, jeg læste for ja snart 20 år siden en undersøgelse lavet over en del år med en del empiri indsamling om unges forhold til job og uddannelse (også om familie osv.) konklusionen var, at der ikke bliver "skabt" arbejderen længere, vi vil alle være ledere, have arbejde der udvikler os - vi vil ikke have et arbejde bare fordi man skal (her tænker jeg for at kunne forsørge sig selv). Glemmer aldrig den unge der sagde, at han gerne ville være lydmand, men han ville hellere vente med at tage uddannelsen, for tænk nu, hvis man tog uddannelsen, arbejdede med det og så ti år efter ikke gad mere. Så hellere leve for dagen af vejen, end ende med at arbejde om ti år bare fordi man skulle arbejde. 

Jeg oplever det også i forhold til forældre og børn (og jeg falder såmænd i selv også). Børnene er ikke bare børn, ikke bare sådan gennemsnitligt, nej de er noget helt særlige, mere end unikke, de er ultra unikke. Og ja det er de for mor og far, men for pædagogen fx så er det bare endnu et barn, et barn som selvsagt er sin egen personlighed osv. men altså bare endnu et barn. 

Nå men oplever heldigvis også modbølgerne - og har i hvert fald en teenager her hjemme, hvor både hende og hendes veninder/venner er meget optaget af fællesskabet (okay de vil så enten som min datter skille sig ud fra fællesskabet ved sin personlige stil eller ligne fællesskabet) og det gode det gør for dem. Ja oplever desværre også, at den modbølge så foranlediger et krav om ensartethed (fx er det ikke okay at gå i tøj fra HM eller i det de kalder fakes - og heldigvis har jeg en datter der er så tilpas underlig i sin egen stil, så hun åbenbart gerne må gå i HM, så jeg ikke bliver en fattig kirkerotte.

Mange ord og ville bare skrive, jeg er enig 

Altså nu er jeg kommet tilbage på baby, efter mange års pause. Jeg synes ikke at det gør noget, at man ærligt kommer med sine meninger, holdninger og god råd, når nu der faktisk er nogen der søger det?

Om det er råd fra egen erfaring eller om det er andres, det synes jeg så absolut ikke har noget med empati at gøre? 

Skimtede lige da andre kommentar igennem også, og jeg er med på, at den fællesskabs følelse der var herinde førhen, godt nok er blevet reduceret en del. Og det gør måske at nogen ville synes tonen er hård?

Men empati, det synes jeg slet ikke man kan sammenligne det med .. 

EmilieSarah skriver:

Altså nu er jeg kommet tilbage på baby, efter mange års pause. Jeg synes ikke at det gør noget, at man ærligt kommer med sine meninger, holdninger og god råd, når nu der faktisk er nogen der søger det?

Om det er råd fra egen erfaring eller om det er andres, det synes jeg så absolut ikke har noget med empati at gøre? 

Skimtede lige da andre kommentar igennem også, og jeg er med på, at den fællesskabs følelse der var herinde førhen, godt nok er blevet reduceret en del. Og det gør måske at nogen ville synes tonen er hård?

Men empati, det synes jeg slet ikke man kan sammenligne det med .. 

Jeg tror TS mener i samfundet som helhed og ikke møntet på denne her side.