Far er mere ven end far

Ah! Jeg er frustret er gift med min mand og vi har en søn på 3 år 

De har altid været bedste venner, problemet er pludselig nu hvor vores søn søger grænser, at min mand ikke vil opdrage ham  - så det bliver mig der er den sur mor, og far er bare bedste 

Nej hvor er det frusterende - De sidste uger vil sønnen ikke børste tænder, og jeg har sagt nu skal manden gøre det, i en uge har vores søn ikke få børste tænder ordentligt fordi manden snakker med ham i over en time og vores søn griner ad ham, og lytter ikke 

Min mand skal lægge ham tager det 2 timer så barn går i seng kl 22.00 han skal op kl 07.00

færdig med at spise og vores søn skal vaske hænder så slipper han når han siger nej, selvom han har makrel udover det hele 

farmand lægger ham i middagslur ( som han stadig kraftigt har brug for, så slipper han når far skal lægge ham) det resultere i vi har en demon fra kl 15.00 til 19.00

vi tog familie tam tam om aftener hvor vores søn ikke havde fået sin lur, pga farmand og han var forfærdelig han kunne intet rumme - han smed sgu med maden ( aldrig gjort det før) skreg og græd hele tiden fordi han var overtræt 

vi har altid delt 50/50 om vores søn men jeg er gravid nu med kraftig bækkenløsning og kan ikke hjælpe så meget til mere 

Jeg anede ikke jeg stod for så meget af vores søns struktur - jeg er fuldstændig rystet 

og er så rasende på min mand han ikke kan træde i karakter - Har aldrig hævet min stemme overfor min barn da han skal børste tænder eller sove, det var bage noget han skulle og det viste han, 

Hvad Søren skal jeg gøre? Stakkels min lille dreng der ikke struktur har nu, men bare en ven 

Jeg kan godt kende noget af det. Jeg tror  at det er vigtigt, at far tænker på drengens behov og ikke hvad han umiddelbart har lyst til. Han er en lille dreng og har BRUG for struktur, søvn og tandbørstning men han har LYST til at lege, snakke og pjatte med sin far. Selvfølgelig og han kender ikke konsekvensen af ikke at få børstet tænder eller ikke at få søvn nok. Vi fik også en kortere periode, da min søn var 3,5 år hvor det var sure far og søde mor (jeg var den der næsten ikke kunne sige nej til drengen). Og jeg kan sagtens forstå  at man gerne vil være ven med sit barn, det var også det jeg gerne ville og det er ind imellem hårdt at sætte grænser, men det har barnet brug for. 

Rosa-Sofia85 skriver:

Jeg kan godt kende noget af det. Jeg tror  at det er vigtigt, at far tænker på drengens behov og ikke hvad han umiddelbart har lyst til. Han er en lille dreng og har BRUG for struktur, søvn og tandbørstning men han har LYST til at lege, snakke og pjatte med sin far. Selvfølgelig og han kender ikke konsekvensen af ikke at få børstet tænder eller ikke at få søvn nok. Vi fik også en kortere periode, da min søn var 3,5 år hvor det var sure far og søde mor (jeg var den der næsten ikke kunne sige nej til drengen). Og jeg kan sagtens forstå  at man gerne vil være ven med sit barn, det var også det jeg gerne ville og det er ind imellem hårdt at sætte grænser, men det har barnet brug for. 

Det er sgu synd for vores dreng - 

Sådan er han ikke “normalt”  til den familie tam tal spurgte folk også om han havde feber eller var syge fordi de havde aldrig set ham sådan 

og hvad med hans tænder? Skal der gå hule i dem så far kan være bedste venner med sin søn?

Kender følelsen. Her bor vi ikke sammen. Så det er fest, farver og grænseløst hos far, og sure pligter og krav hos mor. Se dét er nederen! 

Hvis man bor sammen er der i det mindste ikke en frygt for at blive valgt fra på samme måde. Her stikker det i hjertet at jeg skal være nærmest dobbelt så opdragende når jeg har dem hjemme, fordi de halvdelen af tiden ingen grænser får sat.  Jeg frygter sådan for at blive valgt fra på det grundlag når de bliver større. Det er sikkert en helt uberettiget frygt, men den er der. 

Mht din mand, enten skal du omfavne at i kan noget forskelligt og supplerer hinanden og så må du tage putning og tandbørstning så det bliver gjort ordentligt, eller også skal du sætte dig og tale med ham om det her med at være venner med sine børn. Det duer ikke. Jeres barn kan ikke regne konsekvenser ud og det er de voksnes ansvar at guide og sætte grænser når det er nødvendigt. Ja det skaber sure miner, men sådan er det at være mor og far. Og i øvrigt at du ikke vil tage alt det sure mens han kan lege legeonkel imens. Det er en umådelig træls følelse. 

Anonym skriver:

Ah! Jeg er frustret er gift med min mand og vi har en søn på 3 år 

De har altid været bedste venner, problemet er pludselig nu hvor vores søn søger grænser, at min mand ikke vil opdrage ham  - så det bliver mig der er den sur mor, og far er bare bedste 

Nej hvor er det frusterende - De sidste uger vil sønnen ikke børste tænder, og jeg har sagt nu skal manden gøre det, i en uge har vores søn ikke få børste tænder ordentligt fordi manden snakker med ham i over en time og vores søn griner ad ham, og lytter ikke 

Min mand skal lægge ham tager det 2 timer så barn går i seng kl 22.00 han skal op kl 07.00

færdig med at spise og vores søn skal vaske hænder så slipper han når han siger nej, selvom han har makrel udover det hele 

farmand lægger ham i middagslur ( som han stadig kraftigt har brug for, så slipper han når far skal lægge ham) det resultere i vi har en demon fra kl 15.00 til 19.00

vi tog familie tam tam om aftener hvor vores søn ikke havde fået sin lur, pga farmand og han var forfærdelig han kunne intet rumme - han smed sgu med maden ( aldrig gjort det før) skreg og græd hele tiden fordi han var overtræt 

 

vi har altid delt 50/50 om vores søn men jeg er gravid nu med kraftig bækkenløsning og kan ikke hjælpe så meget til mere 

 

Jeg anede ikke jeg stod for så meget af vores søns struktur - jeg er fuldstændig rystet 

 

og er så rasende på min mand han ikke kan træde i karakter - Har aldrig hævet min stemme overfor min barn da han skal børste tænder eller sove, det var bage noget han skulle og det viste han, 

 

Hvad Søren skal jeg gøre? Stakkels min lille dreng der ikke struktur har nu, men bare en ven 

 

Jeg tror, jeg ville foreslå, at I får SP ud og tage en snak med jer. Hun kender helt sikkert problemstillingen og ved, hvilke følelser, der ligger til grund (angst for at blive afvist, miste, blive forladt, modviljen mod at blive/lyde som ens egne forældre, der altid skældte ud, osv.). Som ‘neutral’ fagperson kan hun sætte nogle overvejelser i gang hos din kæreste og give ham noget praktisk input til, hvordan man kan finde en vej, der hverken er ven eller udskælder, men tydelig omsorgsperson.

Jeg troe, at det kan være mere effektivt, end at du ‘skælder’ far ud.

Anonym skriver:

Kender følelsen. Her bor vi ikke sammen. Så det er fest, farver og grænseløst hos far, og sure pligter og krav hos mor. Se dét er nederen! 

Hvis man bor sammen er der i det mindste ikke en frygt for at blive valgt fra på samme måde. Her stikker det i hjertet at jeg skal være nærmest dobbelt så opdragende når jeg har dem hjemme, fordi de halvdelen af tiden ingen grænser får sat.  Jeg frygter sådan for at blive valgt fra på det grundlag når de bliver større. Det er sikkert en helt uberettiget frygt, men den er der. 

Mht din mand, enten skal du omfavne at i kan noget forskelligt og supplerer hinanden og så må du tage putning og tandbørstning så det bliver gjort ordentligt, eller også skal du sætte dig og tale med ham om det her med at være venner med sine børn. Det duer ikke. Jeres barn kan ikke regne konsekvenser ud og det er de voksnes ansvar at guide og sætte grænser når det er nødvendigt. Ja det skaber sure miner, men sådan er det at være mor og far. Og i øvrigt at du ikke vil tage alt det sure mens han kan lege legeonkel imens. Det er en umådelig træls følelse. 

Jeg kender et par der bor sammen. Mor sætter ingen grænser og barnet vælger far fra konstant. Søger ikke far, vil ikke afsted til sjove aktiviteter med far og er sammen med mor 90 procent af tiden. Så jo den ene part kan godt blive valgt fra fordi denne part er den sure det meste af tiden. Det er en kedelig dynamik at være i for et barn.

Dine børn finder hurtigt ud af - sådan er det hos far og sådan er det hos mor. Så kan ikke se grund til at være ekstra opdragende. Altså vejen frem er vel at I mødes og snakker sammen. Finder nogen ting I kan være enige om. 

Til ts: det lyder træls. Det ville jeg også blive træt af. Men har ingen råd udover at snakke med din mand uden at angribe. Men det har du sikkert prøvet. 

Jeg kender et par der bor sammen. Mor sætter ingen grænser og barnet vælger far fra konstant. Søger ikke far, vil ikke afsted til sjove aktiviteter med far og er sammen med mor 90 procent af tiden. Så jo den ene part kan godt blive valgt fra fordi denne part er den sure det meste af tiden. Det er en kedelig dynamik at være i for et barn.

Dine børn finder hurtigt ud af - sådan er det hos far og sådan er det hos mor. Så kan ikke se grund til at være ekstra opdragende. Altså vejen frem er vel at I mødes og snakker sammen. Finder nogen ting I kan være enige om. 

Til ts: det lyder træls. Det ville jeg også blive træt af. Men har ingen råd udover at snakke med din mand uden at angribe. Men det har du sikkert prøvet. 

Jeg mener valgt fra, som i "jeg vil hellere bo fast hos den anden". Men det andet lyder bestemt også rædselsfuldt! 

Og jo, jeg skal være ekstra opdragende når ungerne er her. Jeg kan tydeligt mærke de har haft en uge hvor de intet har skulle gøre og alting kom flyvende og alting kunne få lov at sejle. Den store især begynder også at sætte spørgsmåltegn ved forskellene "det skal vi ikke hos far" "det må vi gerne hos far, hvorfor må vi ikke her?" osv. Det er ikke en frygt jeg har, det er realitet. 

At tale sammen og finde noget fælles er ikke muligt. Desværre. Han er udenfor min rækkevidde. 

Anonym skriver:

Jeg mener valgt fra, som i "jeg vil hellere bo fast hos den anden". Men det andet lyder bestemt også rædselsfuldt! 

Og jo, jeg skal være ekstra opdragende når ungerne er her. Jeg kan tydeligt mærke de har haft en uge hvor de intet har skulle gøre og alting kom flyvende og alting kunne få lov at sejle. Den store især begynder også at sætte spørgsmåltegn ved forskellene "det skal vi ikke hos far" "det må vi gerne hos far, hvorfor må vi ikke her?" osv. Det er ikke en frygt jeg har, det er realitet. 

At tale sammen og finde noget fælles er ikke muligt. Desværre. Han er udenfor min rækkevidde. 

Øv - det må være trættende for dig 

Havde ikke lige tænkt over det med bopæl. Det må være stressende at gå rundt med sådan en frygt.