Dødsangst, katastrofetanker og tankefeltterpi

Er lidt i tvivl om mine tanker er normale når man nu er blevet mor? Hvis ikke de er det så overvejer jeg virkelig det der tankefeltterpi, nogen der kender? Jeg har være i behandling før og fået koniktiv adfærds terpi da jeg har generaliseret angst og social angst, det har hjulpet en del på min social angst, men ikke min  generaliseret angst. Desuden har siden jeg var 8 år gammel haft perioder med dødsangst ikke noget jeg har været i behandling for og blev bedre med årne til at skubbe tanken væk og til sidst havde jeg dem næsten aldrig. Men siden jeg fik min datter er jeg begyndt få mange katastrofetanker og dødsangst, de kommer par gange i ugen, men hvor tanken går væk igen.
Men de her de sidste 14 dag vil de pludselig ikke gå væk og efter alt den varme vi har haft og en udsendelse jeg kom til at se i go aften Danmark om at vi kun havde 80 år. tilbage på jorden er min tanker gået helt amok og jeg kan næste ikke være i mig selv mere. Kan ikke tænke på andet end katastrofer, får ondt i maven, kan næsten ikke spise, kan ikke li at være alene hjemme (fordi jeg tænker jeg) , græder om natten, svimmel, kan ikke sove, kvalme, hjerte banken, svedtur. 
Har heletiden følelsen af at der sker noget forfærdeligt snart og at jeg mister min datter og hver gang jeg tænker på fremtiden bare en månede frem eller hvis folk snakker om fortiden, så tænker jeg at der er min lille familie her nok ikke. Når jeg står op om morgen er jeg bange for at kigge ud af vinduet, for hvis nu der er krig og ødelæggelse.  Undgår at se film hvor folk dør, nyhederne eller vejret. Tænker alt muligt med at vi bliver oversvømmet, tørster, ekstrem varme, tornado eller solen går uden. Ja alt muligt og det er forfærdeligt det er heletiden, medmindre at jeg ser film eller ikke er hjemme. Jeg får samtidig også en skyld følese for det er så synd for min datter for føler ikke rigtig jeg kan være i nuet. Heldigvis har hende far haft ferie så han har leget med hende når jeg ikke lige havde det godt. Ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre med alle de tanker, håber ikke det er normalt og håber virkelig det kan behandles.

Kære du

Nej, hverken dine tanker eller reaktioner på at være blevet mor, er på nogen måder sunde eller normale og du skal helt afgjort opsøge hjælp, så både du og din datter kan komme godt videre. Ingen fortjener at leve med sådanne tanker. Ring til din sundhedsplejerske og egen læge allerede i morgen, så I kan få den hjælp der helt afgjort er behov for.

Alt det bedste til dig!

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Kære du

Nej, hverken dine tanker eller reaktioner på at være blevet mor, er på nogen måder sunde eller normale og du skal helt afgjort opsøge hjælp, så både du og din datter kan komme godt videre. Ingen fortjener at leve med sådanne tanker. Ring til din sundhedsplejerske og egen læge allerede i morgen, så I kan få den hjælp der helt afgjort er behov for.

Alt det bedste til dig!

Tak er bare bange for de ikke kan hjælpe for tit er det terapi man kommer i og tror ikke rigtig det hjælper.  Fik ikke lige skrevet at min datter 13 måneder så ved ikke om det er sundhedsplejersken jeg skal snakke med.

Mor2017 skriver:

Er lidt i tvivl om mine tanker er normale når man nu er blevet mor? Hvis ikke de er det så overvejer jeg virkelig det der tankefeltterpi, nogen der kender? Jeg har være i behandling før og fået koniktiv adfærds terpi da jeg har generaliseret angst og social angst, det har hjulpet en del på min social angst, men ikke min  generaliseret angst. Desuden har siden jeg var 8 år gammel haft perioder med dødsangst ikke noget jeg har været i behandling for og blev bedre med årne til at skubbe tanken væk og til sidst havde jeg dem næsten aldrig. Men siden jeg fik min datter er jeg begyndt få mange katastrofetanker og dødsangst, de kommer par gange i ugen, men hvor tanken går væk igen.
Men de her de sidste 14 dag vil de pludselig ikke gå væk og efter alt den varme vi har haft og en udsendelse jeg kom til at se i go aften Danmark om at vi kun havde 80 år. tilbage på jorden er min tanker gået helt amok og jeg kan næste ikke være i mig selv mere. Kan ikke tænke på andet end katastrofer, får ondt i maven, kan næsten ikke spise, kan ikke li at være alene hjemme (fordi jeg tænker jeg) , græder om natten, svimmel, kan ikke sove, kvalme, hjerte banken, svedtur. 
Har heletiden følelsen af at der sker noget forfærdeligt snart og at jeg mister min datter og hver gang jeg tænker på fremtiden bare en månede frem eller hvis folk snakker om fortiden, så tænker jeg at der er min lille familie her nok ikke. Når jeg står op om morgen er jeg bange for at kigge ud af vinduet, for hvis nu der er krig og ødelæggelse.  Undgår at se film hvor folk dør, nyhederne eller vejret. Tænker alt muligt med at vi bliver oversvømmet, tørster, ekstrem varme, tornado eller solen går uden. Ja alt muligt og det er forfærdeligt det er heletiden, medmindre at jeg ser film eller ikke er hjemme. Jeg får samtidig også en skyld følese for det er så synd for min datter for føler ikke rigtig jeg kan være i nuet. Heldigvis har hende far haft ferie så han har leget med hende når jeg ikke lige havde det godt. Ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre med alle de tanker, håber ikke det er normalt og håber virkelig det kan behandles.

Pyha! Det kender jeg godt det du beskriver. Jeg havde det med sygdom/dødsangst-  det første år af mit barns liv. 

Jeg gik til lægen og fik henvisning til psykolog som gav mig kognitiv terapi. Fik 3 gange, men dit lyder virkelig slemt så tænker du skal igennem mere end mig. Havde du erfaring med kognitiv terapi fra tidligere? 

Jeg føler med dig - det er bare rocker hårdt konstant at være på overarbejde i hjernen��

Mor2017 skriver:

Tak er bare bange for de ikke kan hjælpe for tit er det terapi man kommer i og tror ikke rigtig det hjælper.  Fik ikke lige skrevet at min datter 13 måneder så ved ikke om det er sundhedsplejersken jeg skal snakke med.

Du må altid gerne ringe til din sundhedsplejerske - selvom hun ikke længere kommer jævnligt. Men det er egen læge som kan henvise dig videre til psykolog, og jeg kan godt forstå at du er bange for ikke at kunne få rette hjælp, men du er nødt til at prøve, for både din og din datters skyld 

Jeg lider også af generaliseret angst og social fobi. 

Mit bliver slemt (ligesom dit er nu) når jeg er stresset - er du måske det? 

Du skal have en henvisning hos din læge, for du skal selvf. Have prof. Hjælp. Det er rigtigt svært at komme af med, men man kan tillærte sig nogle metoder til at arbejde med angsten.  

du er velkommen til at skrive til mig privat, hvos du har behov for at snakke med en, som kender til det

Momselomse skriver:

Pyha! Det kender jeg godt det du beskriver. Jeg havde det med sygdom/dødsangst-  det første år af mit barns liv. 

Jeg gik til lægen og fik henvisning til psykolog som gav mig kognitiv terapi. Fik 3 gange, men dit lyder virkelig slemt så tænker du skal igennem mere end mig. Havde du erfaring med kognitiv terapi fra tidligere? 

Jeg føler med dig - det er bare rocker hårdt konstant at være på overarbejde i hjernen��

Jeg har gået i ride terapi/kognitiv terapi i et år men har kun hjulpet på min social angst. Tror jeg har svært ved at bruge de værktøjer man får. 

Tullemoar skriver:

Jeg lider også af generaliseret angst og social fobi. 

Mit bliver slemt (ligesom dit er nu) når jeg er stresset - er du måske det? 

Du skal have en henvisning hos din læge, for du skal selvf. Have prof. Hjælp. Det er rigtigt svært at komme af med, men man kan tillærte sig nogle metoder til at arbejde med angsten.  

du er velkommen til at skrive til mig privat, hvos du har behov for at snakke med en, som kender til det

Kan godt være jeg er stresset   Jeg er bare bange for det ikke hjælper at komme i terapi da jeg jo har været i terapi før. Derfor overvejer jeg virkelig alternativ behandling. 

Mor2017 skriver:

Kan godt være jeg er stresset   Jeg er bare bange for det ikke hjælper at komme i terapi da jeg jo har været i terapi før. Derfor overvejer jeg virkelig alternativ behandling. 

I mit tilfælde var alm. Terapi ikke løsningen, men gruppeterapi. 

Det var ikke sådan noget, hvor man sad i en rundkreds og snakkede, men man lærte om sygdommen og hvordan man arbejdede med den. 

Jeg kan godt forstå, at du overvejer alternativ behandling. Tænker i hvert fald ikke, at det kan skade at prøve?