Det var ellers noget af en dag.
De kørte jo afsted til lægen med ham skrigende på bagsædet, fordi han ikke kunne ligge ordentligt. Ikke skide sjovt bare at lukke døren og lade dem køre, mens han var så ulykkelig.
Så kørte jeg tudende og fuld af hormoner til Aalborg, og da jeg næsten var fremme, fik jeg en opringning, at nu var de på vej til børnemodtagelsen på Aalborg Sygehus Nord. Han har nemlig også fået nogle mystiske stik/knopper i panden og ned langs øret, som vi opdagede i aftes. Så han skulle lige tjekkes ordentligt, og lægen havde snakket noget om Herbes. På det tidspunkt kunne han hverken sidde eller stå op, og hylede hysterisk inde ved lægen. Og det er altså en dreng, der for en måned siden overhovedet ikke fortrak en mine, da han blev vaccineret.
Så var jeg jo tudeklar igen og prøvede at få styr på det på vej op til mødet (ved 2. aktør ang. jobsøgning - standardmøde). Deroppe fik jeg at vide, at de havde dobbeltbooket og om jeg kunne vente en halv time. Det ville jeg jo nødigt, sagde jeg med våde øjne (mildt sagt), og det kunne hun godt forstå, så jeg fik lov at gå.
Ved børnemodtagelsen var det igen en grædende dreng, der blev båret ind. Han havde sovet i bilen. Da vi så sad i venteværelset, livede han op, fik lidt at spise og kunne sidde selv. Hvor var det en lettelse. Derfra gik det hele meget bedre. Nakken blev bedre, han kunne mere, og da han kom til undersøgelse og blev undersøgt overalt af den sødeste læge, var der ingenting. De kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad de knopper kom fra, og det mærkelige var, at der kom flere, mens vi var der, så det kunne jo ikke være bid. De gættede på evt. en allergisk reaktion på fx et loppebid, men nu må vi se, om det bliver værre.
Han er heldigvis helt sig selv igen, og det lyder som ingenting, men hvor var det hårdt, ikke at kunne hjælpe ham med smerterne og ikke at vide, hvad der var galt. Nu er han taget i sommerhus med bedsteforældrene (de skulle have været afsted imorges), men nøj, hvor jeg savner ham denne gang 
