Bliver så overgearet af nærmest ingenting

Nogle gange kan jeg godt blive lidt bekymret for min dreng på 15 måneder.

Han har fra starten af været rimelig følsom. Han var den type baby, der blev mere og mere ulykkelig og umulig som dagen gik og til sidst skreg hele aftenen... Hvis der kom gæster bare 1 time, så var resten af dagen ødelagt og hvis vi selv var ude til en familiefest, så gik der dagevis, inden han begyndte at være sig selv igen.

Nu er han stor og i stedet for at skrige, så er han begyndt at blive fuldstændig overgearet - og der skal nærmest ingenting til.
Hvis det er en helt almindelig dag og det bare er ham, jeg og vores faste rutiner, så er han rolig, nem at putte og trives.
Lige så snart der sker ændringer, f.eks. bare hvis hans far er hjemme en hel dag, så ændrer han adfærd. Han bliver enormt overstadig, farer bare rundt fra det ene til det andet, får svært ved at spise, kan næsten ikke sove. Han er umulig at holde på, vrister sig fri, undgår øjenkontakt. Det er meget ubehageligt. Til sidst på dagen, kan han bare være kørt helt op i spids, går bare rundt i sin egen verden, larmer og slet ikke sig selv, som jeg kender ham, fra når vi bare er os. Det er det samme, når vi er et sted henne.
Det er som om, han går ind i sig selv, og så bare farer rundt!

Selvom han er følsom og meget nemt bliver bragt ud af fatning/overstimuleret, har jeg fra starten sørger for ikke at skærme ham for meget, men altid at deltage i begivenheder på hans præmisser med pauser væk fra de andre og flere dages ro bagefter. Han skal jo også lære det.

Men nu skal han også til at starte i dagpleje og jeg frygter bare for, om jeg får sådan en fuldstændig overstimuleret, kulret dreng med hjem hver dag...

Åh, altså... hvad er der "galt med ham"?

(Et lille PS er, at jeg desværre selv er sådan en følsom type, for hvem familiefester er meget anstrengende og det mærker han jo desværre også. Ligesom når der er gæster og sådan. Han mærker jo mit ubehag, ligesom jeg bliver helt enormt påvirket af hans, så jeg KUN kan fokusere på ham )

What to do? Hvordan skal vi nogensinde kunne tage på ferier og alt sådan noget, hvis han skal være sådan hele tiden? Bliver det bedre med alderen, når han selv bliver mere bevidst om det og jeg får lært ham at tage små pauser?

Din lilletrold er helt sikkert enten særlig sensitiv eller signalstærk,og det er derfor vigtig,du lige netop skærmer ham,og hjælper ham væk,fra alt stimuli.

Jeg har selv to styks,og det er benhårdt end til de begynder,at kunne sætte lidt ord på selv,at nu er verden altså blevet for stor.

Min signalstærke er knapt 5,og han er nu selv begyndt at sætte ord på den uro,der sker i hans hoved og krop.

Og som særlug sensitiv selv,kan jeg afsløre,det er en forfærdelig følelse,og jeg ved og kan forstå,hvad der sker,det kan vores børn ikke.

Måske få PPR ind over ham når han starter i dagpleje.....?

der kan jo være noget diagnostisk. Men det vil du jo ikke kun afklare allerede nu. Men du kan måske fra en børnepsykolog få hjælp til at skabe de bedste rammer

Anonym skriver:

Nogle gange kan jeg godt blive lidt bekymret for min dreng på 15 måneder.

Han har fra starten af været rimelig følsom. Han var den type baby, der blev mere og mere ulykkelig og umulig som dagen gik og til sidst skreg hele aftenen... Hvis der kom gæster bare 1 time, så var resten af dagen ødelagt og hvis vi selv var ude til en familiefest, så gik der dagevis, inden han begyndte at være sig selv igen.

Nu er han stor og i stedet for at skrige, så er han begyndt at blive fuldstændig overgearet - og der skal nærmest ingenting til.
Hvis det er en helt almindelig dag og det bare er ham, jeg og vores faste rutiner, så er han rolig, nem at putte og trives.
Lige så snart der sker ændringer, f.eks. bare hvis hans far er hjemme en hel dag, så ændrer han adfærd. Han bliver enormt overstadig, farer bare rundt fra det ene til det andet, får svært ved at spise, kan næsten ikke sove. Han er umulig at holde på, vrister sig fri, undgår øjenkontakt. Det er meget ubehageligt. Til sidst på dagen, kan han bare være kørt helt op i spids, går bare rundt i sin egen verden, larmer og slet ikke sig selv, som jeg kender ham, fra når vi bare er os. Det er det samme, når vi er et sted henne.
Det er som om, han går ind i sig selv, og så bare farer rundt!

Selvom han er følsom og meget nemt bliver bragt ud af fatning/overstimuleret, har jeg fra starten sørger for ikke at skærme ham for meget, men altid at deltage i begivenheder på hans præmisser med pauser væk fra de andre og flere dages ro bagefter. Han skal jo også lære det.

Men nu skal han også til at starte i dagpleje og jeg frygter bare for, om jeg får sådan en fuldstændig overstimuleret, kulret dreng med hjem hver dag...

Åh, altså... hvad er der "galt med ham"?

(Et lille PS er, at jeg desværre selv er sådan en følsom type, for hvem familiefester er meget anstrengende og det mærker han jo desværre også. Ligesom når der er gæster og sådan. Han mærker jo mit ubehag, ligesom jeg bliver helt enormt påvirket af hans, så jeg KUN kan fokusere på ham )

What to do? Hvordan skal vi nogensinde kunne tage på ferier og alt sådan noget, hvis han skal være sådan hele tiden? Bliver det bedre med alderen, når han selv bliver mere bevidst om det og jeg får lært ham at tage små pauser?

Har du prøvet at tale med lægen om det?  Har desværre ingen råd. Det må være hårdt. 

Ellers prøv at tage fat i sundhedsplejersken. Det kan være hun har nogle forslag til hvad I kan gøre?

Mit ene barn har Aspergers, og jeg ikke at dit barn har det samme. Men mit barn lærer aldrig sociale sammenkomster, familiefester, udflugter, rejser eller andet - og det er bare sådan det er. Han bruger oceaner af kræfter på bare at passe sin skole, og være sammen med familien.

Han er efterhånden en stor knægt, snart voksen, og kan nu klare gæster i vores eget hjem, men kun fordi han på den måde kan trække sig indimellem.. 

Så nej man SKAL ikke lære det, nogen lære det aldrig, og det er i min optik også okay. 

Anonym skriver:

Nogle gange kan jeg godt blive lidt bekymret for min dreng på 15 måneder.

Han har fra starten af været rimelig følsom. Han var den type baby, der blev mere og mere ulykkelig og umulig som dagen gik og til sidst skreg hele aftenen... Hvis der kom gæster bare 1 time, så var resten af dagen ødelagt og hvis vi selv var ude til en familiefest, så gik der dagevis, inden han begyndte at være sig selv igen.

Nu er han stor og i stedet for at skrige, så er han begyndt at blive fuldstændig overgearet - og der skal nærmest ingenting til.
Hvis det er en helt almindelig dag og det bare er ham, jeg og vores faste rutiner, så er han rolig, nem at putte og trives.
Lige så snart der sker ændringer, f.eks. bare hvis hans far er hjemme en hel dag, så ændrer han adfærd. Han bliver enormt overstadig, farer bare rundt fra det ene til det andet, får svært ved at spise, kan næsten ikke sove. Han er umulig at holde på, vrister sig fri, undgår øjenkontakt. Det er meget ubehageligt. Til sidst på dagen, kan han bare være kørt helt op i spids, går bare rundt i sin egen verden, larmer og slet ikke sig selv, som jeg kender ham, fra når vi bare er os. Det er det samme, når vi er et sted henne.
Det er som om, han går ind i sig selv, og så bare farer rundt!

Selvom han er følsom og meget nemt bliver bragt ud af fatning/overstimuleret, har jeg fra starten sørger for ikke at skærme ham for meget, men altid at deltage i begivenheder på hans præmisser med pauser væk fra de andre og flere dages ro bagefter. Han skal jo også lære det.

Men nu skal han også til at starte i dagpleje og jeg frygter bare for, om jeg får sådan en fuldstændig overstimuleret, kulret dreng med hjem hver dag...

Åh, altså... hvad er der "galt med ham"?

(Et lille PS er, at jeg desværre selv er sådan en følsom type, for hvem familiefester er meget anstrengende og det mærker han jo desværre også. Ligesom når der er gæster og sådan. Han mærker jo mit ubehag, ligesom jeg bliver helt enormt påvirket af hans, så jeg KUN kan fokusere på ham )

What to do? Hvordan skal vi nogensinde kunne tage på ferier og alt sådan noget, hvis han skal være sådan hele tiden? Bliver det bedre med alderen, når han selv bliver mere bevidst om det og jeg får lært ham at tage små pauser?

det bliver bedre..

men ja det er super vigtigt at du sætter ord på hvad der sker for ham...

snak med ham om at man godt kan blive forvirret og at I forstår at det kan blive for meget for ham..

sæt tydelige grænser og rammer, som er ens uanset om far er der eller ej og om der er gæster eller ej..

vi kan se på vores søn hvornår det er ved at nå grænsen for ham, så sørger vi for at få sat tempoet ned, ingen skærm, og bare hjælpe ham med at finde roen inden i..

vi har en "børste" som hjælper ham rigtig meget med at finde sig selv... man børster med en svampeside og en børste side forsigtig henad barnets hud og snakker samtidig roligt om det.. det hjælper dem med at mærke kroppen og fokusere og finde ro...

og ellers blid massage med noget babyolie, specielt under fødderne og en finger på hver side af rygraden er også godt her..

vi har haft glæde af at hjælpe ham ved at få "groundet" ham når det begynder at flyve for ham.. altså fysisk tæt kontakt... ikke tvinge øjenkontakt, men bare sige: "nu sidder du stille hos mig i de næste 5 minutter og så snakker vi sammen" eller man laver pusteøvelser sammen...

sørg for at snakke godt med dagpleje om de signaler han giver lige inden det bliver for meget så h*n ved hvad der skal kigges efter og hvordan man bedst får hjulpet ham ned igen...

i dag er han 6 år, og begyndt at kunne sætte ord på det selv...

det er stadig svært og en almindelig skoledag kan vælte ham fuldkommen hvis de overser hans tegn.. men efter vi fik snakket med dem om hans tegn endnu en gang og netop kunne sige at det med de ikke kunne få ham til at holde fokus og at han blev udadreagerende var tydelige tegn på at hans grænse var nået for længe siden gjorde at de fik vendt det rundt.. den sidste uge af skolen inden sommerferie fik vi en utrolig velbalanceret dreng hjem fremfor en overstimuleret dreng der søgte konflikter og var udadreagerende og råbende...

vi har været igennem 3 steder før han fik en plads hos en basisgruppe og fandt ro til at blomstre og udvikle sig...

så husk vær kritisk hvis det ikke fungerer med dagplejeren... mærk efter i maven om det kan løses med at snakke sammen og finde måske andre rutiner eller om det er et skift der skal til...

Jeg tror ikke, at han decideret fejler noget, faktisk. Og det håber jeg bestemt heller ikke - selvom det på nogle måder ville have den fordel, at så havde vi en undskyldning som folk kunne forstå, når vi tog særligt hensyn til ham. Som det er nu, synes folk jo bare, at jeg er sær!
I deres øjne ser han jo bare glad ud, når han er overgearet og farer rundt og leger. Det er kun mig, der kan se, at han har det dårligt psykisk. Og jeg er ikke i tvivl om, at han har det dårligt - jeg kender ham jo som ingen anden! Jeg ved præcis, hvordan han er, når han har det godt og er afslappet og præcis hvordan, han er, når han er stresset.
Tegnene er tydelige. Han laver stereotyp adfærd (gentager samme lyd igen og igen), bliver svær at holde på, at få øjenkontakt med og bliver hidsig, hvis man holder på ham. Han kan komme helt udenfor rækkevidde og det er især dér, at jeg bliver rigtig bekymret/ked af det... Men så er det også rigtig slemt og det er heldigvis sjældent.

Da han har været sådan fra, han var lille, og fordi jeg var meget deprimeret og stresset, da jeg var gravid, har jeg nogle gange en bekymring om, at der er noget galt i hans hoved.
Men han er jo også bare så kvik og så normal på mange andre punkter. Han kan det, han skal kunne. Det er kun, når han bliver overstimuleret, at hans film knækker...

Til gengæld er han også helt sindssygt opmærksom. Det er mange små børn jo, der går lidt inden de får lært at filtrere for indtrykkene, men der kører ikke engang knallert forbi eller kravler en mikroskopisk edderkop, uden at det går hans opmærksomhed forbi! Han tager bare alt ind. Det er nok også derfor, at store begivenheder er så voldsomt stressende for ham.

Jeg er ikke i tvivl om, at min dreng er mere følsom end mange andre -  allerede til alle de ting, jeg deltog i med ham som lille, kunne man se forskellen, for han faldt ikke i søvn og lod sig ikke amme i mødregruppen, græd så meget de gange, jeg var til babyyoga, at jeg måtte have ham på armen det meste af tiden og han sov heller ikke i lang tid bagefter, som de andre berettede, at deres gjorde...


Det, som hjælper, er at man tager ham i enerum og viiiirkelig er på. Snakker med ham om simple ting og holder øjenkontakt. Måske kigger i en bog eller hvis man finder noget sjovt legetøj, hvor der er er en opgave, der skal løses (f.eks. kugler i et hul), så kan han koncentrere sig. Han kan godt pludselig eksplodere og kravle sin vej, men så skal man bare fange ham, så er han der igen.

Men han er godt nok en svær lille en nogle gange. Og det hjælper jo ikke på det, at jeg selv er så forbandet sensitiv, at jeg nærmest føler hans stress selv.