Pige så morsyg at det tærer meget på begge

Hej. Jeg kunne virkelig godt bruge nogle råd, for jeg ved snart ikke, hvad vi skal gøre.

Vi har en pige på 2,5, som altid har været meget morsyg på trods af, at far er næsten ligeså meget til stede som mor. Det har altid været med protester, hvis far har skulle putte (op til en time med gråd, hvorefter far har givet op) så med tiden er det mig, der altid tager den tjans, med mindre jeg selvfølgelig ikke er her. Men det er mere og mere blevet sådan, at jeg også skal skifte, børste tænder, sætte ind i bilen, osv. Nærmest hver gang det ikke er mig, er der konflikt, så det er det automatisk meget, da vi ikke magter konflikter hele tiden. Far kan godt bruges til at lege med og lave ting med, men han får heller ikke ligeså mange kram, bliver tit afvist, og ordet mor bliver nok brugt 90/100 gange i fht far. Hun siger til tider, at hun godt kan lide far, og at hun har savnet far, men udtrykker også nogle gange, at hun ikke kan lide far fx fordi far er en dreng og far har brunt hår (!?)

Vi har selvfølgelig prøvet at trumfe igennem, at det er far og mor der bestemmer, vi har prøvet at tale med hend om, at far bliver ked af det (dette ved jeg dog ikke om hun er alt for lille til), vi har prøvet at far og hende skal have alenetid sammen uden mor, men ingen af disse ting har rigtig hjulpet.

Min kæreste og jeg er selvsagt meget trætte af situationen, fordi det tilsyneladende ikke er en fase, som mange ellers siger. Min kæreste er ofte helt ødelagt, fordi han føler sig så afvist. Jeg venter nr. 2 om to måneder (en dreng) og det gør det ekstra frustrerende, for der er vi jo meget afhængige af, at det er far der skal tage over. Jeg er også træt af, at det altid er mig, men det er dog min kærestes frustration over det, der fylder mest, og det gør også mig ked af det, at se ham ked af det.

Hvad skal vi gøre??

Hej

Jeg har ingen gode råd. Jeg vil bare sige, at vi står i helt samme båd med vores på 2 år. Det er kun mig der dur! Dog har de en fest og har det fantastisk sammen ligeså snart jeg ikke er hjemme, og det er så træls, de stopper, når jeg træder ind af døren.

Jeg ville bare sige, at jer virkelig godt kan forstå jeres frustrationer! Vi synes, det er hårdt at være i til tiden. Det er ikke sjovt hele tiden at få at vide, at “det er bare en fase”, når den har varet hele hendes liv!

Håbee nogen herinde har den gyldne løsning 

Min datter er fars pige. Her duer far også kun. 

Jeg har vendet mig til det og ved hun i perioder kun vil mig så. Hvor længe har det stået på

Vi oplevede det samme med vores dreng. Det tog ret hårdt på min mand der virkelig førte sig værdiløs som far. Vi kontaktede vores sundhedsplejerske som havde været hos hos tidligere. Hun kom forbi og snakkede med os og gav super gode råd som i øvrigt virkede. Kan desværre ikke huske hvad vi gjorde, men mit råd er at kontakte sundhedsplejersken. De er knyttet til barnet til det er 9 år mener jeg. 

Det er super opslidende for begge parter når en er foretrukket og ikke mindst når der snart kommer en lille mere. 

Kh. Malene 

Her er det kun far der dur. Det kan godt være opslidende. Det begyndte også ved 2,5 års alderen. Hvis ikke lidt tidligere. 

Det er super hårdt! Men jeg har accepteret hun er fars pige. Der er dog nogle ting hun ikke får lov til at trumfe igennem, hvor hun siger far skal gøre det. Men min datter er også 3, så hun kan bedre forstå det. 

fx. Når hun ikke vil sætte sig i bilen, og have det er mig som sætter sele på osv, så har jeg fundet ud af, jeg skal hvis jeg siger “jeg tror ikke, du kan komme før mig” og så pjatter jeg (hun går meget op i hvem der er nr. 1) eller “ej.... nu sætter jeg mig i din stol”. Så kommer hun også løbende og griner., MEN det er ikke altid der er tid osv. Til det, så siger vi bare “sådan er det bare!” Men hun er også ældre. 

Da hun var mindre, mener jeg ikke, vi gjorde så meget ud af det.. selvom det var enormt hårdt for os begge to!

jeg forstår godt, at din kæreste føler, som han gør! Det gør nemlig ondt at blive afvist. 

Måske kommer det automatisk, når du har født? 

Min er også sådan. Men så for ca 14 dage siden vendte det til, at hun elsker at lege med sin far hvilket hun ellers ikke har gidet. Nu spørger hun efter ham når han arbejder og løber hen og krammer ham når han kommer hjem, ellers plejede hun at skrige når hun så ham, fordi hun vidste jeg skulle gå (på aftenarbejde). Han gav det så også en ekstra skalle i at lege trods man måske ikke altid lige har tiden, når man renoverer hus osv. Men så overtog jeg flere praktiske opgaver. Han har fundet en ro i at acceptere at han leger og hygger og når hun så slår sig eller bliver træt, så er det mig hun kun kan bruge. Bortset fra en ting, vi putter ca hver anden dag hver og holder vi ikke fast i det, så skriger hun, når det er ham i lang tid. Nu er det kun lidt engang imellem, især lige når de går ind. Jeg vil næsten påstå det er mig det er hårdest for, når hun skriger efter mig, og jeg ved jeg ikke kan gå derind, fordi han bliver - nok forståeligt, irriteret på mig. Hun er 2 år og 4 mdr. Hvis hun bryder helt sammen, så indrømmer jeg at jeg gør det alligevel, og der er jeg i dilemma hvad der er bedst. Om hun føler sig svigtet hvis jeg ikke går derind, eller om jeg egentlig gør det hele værre. 

Min ældste datter var også sådan, eller lidt mindre hysterisk (fordi min yngste har samtidig temperament). Hun er stadig mors pige, men også fars nu. Og blev det da hun var ca 10 år. Men lege har de også altid gjort. Vi har lidt hver vores rolle, som vi nok også selvforskyldt påtager os, fordi han er ikke særlig nussepusse følsom, men til gengæld sjovere og vildere at lege med.

Alt afhængig af situationen og reaktionen samt hendes humør den dag (fx om hun er træt), lader vi det falde og jeg tager over eller han gør det bare, som fx at sætte hende op i autostolen og køre med hende. Vi har to biler og nogle gange, så er det nødvendigt han fx tager hende i hans af diverse årsager.

min får også en lillebror i nærmeste fremtid.

I er simpelthen nød til at tage konflikten og lade far gøre det og så tage en hård periode.

en på 2,5 år skal ikke bestemme hvem der sætter hende ind i bilen, putter hende osv.

- det bliver altså ikke bedre af at i føjer hende, tværtimod jo længere tid der går jo hårde og længere bliver perioden når I vælger at tage konflikterne 

Det lyder meget som min datter. Hun har altid været sådan, men det er blevet mere og mere. Hun er lidt over 2 år nu. Jeg ser det ikke som om at man "føjer" hende, og ser slet ikke børn som nogle man har "kampe" med. Selvom det kan være hårdt, så ændrer det sig på et tidspunkt. Min mand er begyndt at "få hjælp" af hendes bamser, og så går det nogle gange, at han giver hende tøj på eller skifter hendes ble (med hjælp fra bamserne) 

Vores den store var også MEGET morsyg. Vi har holdt fast på at far og mor er lige gode og har fx skiftes til at putte hveranden aften siden hun var 9 måneder. Det var slet ikke usædvanligt, at det til tider kunne tage 2-3 timer med skrig og skrål (uanset hvem af os, der puttede), men her fik far altså ikke lov at opgive...

Kort før hun blev 4 år blev jeg indlagt og var væk i 3 uger, hvor far måtte klare alt. Og der kom de noget tættere på hinanden - og far var meget glad for, at han havde taget del i alle dagsrutiner. 

Hvis du nu tager væk et døgn eller to, så det kun er far, der er hjemme og er tilgængelig, oplever han så samme problemer?