Pasning? Hvordan? Hvorfor?

Jeg skal giftes med min kæreste i starten af august og har en datter fra februar - dvs. til brylluppet er hun 6 måneder.

Vores familie presser på med at hun skal passes/hun ikke skal være vores "hovedpine" på dagen - altså at hun enten slet ikke skal være der eller at en anden har ansvaret for hende.

Når jeg så siger at vi selv tager hende og hun selvfølgelig skal være med, fordi hun er et produkt af vores kærlighed så bliver de næsten "sure". "Det vil I fortryde, det er jeres dag og folk bliver sure hvis de vil holde en tale og bruden mangler" osv osv osv.

Nu er mit dilemma: Min kommende mand er faktisk enig med de andre, at det kunne være rart hvis den dag var dedikeret til os som kærester fremfor som forældre. Derudover kunne det jo egentlig være skønt hvis nogen kunne tage hende med hjem så vi kunne sove i ro og fred og nyde den efterfølgende morgen sammen.

Hun er blevet passet før i et par timer og er 100% flaskebarn... men..... det er min lille prinsesse, er jeg overhovedet klar til at hun ikke skal sove ved med? Skal andre have ødelagt deres nat? Hvad nu hvis det slet ikke går?

Pyha, håber I har nogle input/tanker/ideer :-)

Først og fremmest er det jo vigtigst at i to er enige, så fuck hvad alle andre mener.

Afhængig af hvor nem/"besværlig" hun er, så ville jeg måske også foretrække at bryllupsdagen var kun for mand og kone. Og især natten. Kan en af bedsteforældrene ikke have "ansvaret" for hende i løbet af dagen og så tage hende med hjem til natten?

Jeg havde taget hende med. Det havde ikke været en fest for mig, hvis min lille baby ikke var med.

Vores datter var godt nok lidt ældre da vi blev gift, men vi fik mormor til at stå for hende dvs. Hun tog hende under taler og gik aftentur for at få hende til at sove, og så tog de hjem og sov hos os, mens vi tog på hotel.

Men hun var jo stadig en del af festen og hyggede masser med mor og far, men det var dejligt at vide nogen stod klar til at tage over, hvis der var noget som krævede fars og mors opmærksomhed.

Men det er jo op til jer, men brylluppet er jo jeres fest og jeg tror du vil fortryde, hvis hele dit fokus er på baby. Personligt ventede vi til hun var lidt større netop fordi hun så bedre kunne blive passet af andre og nyde det, men det var 100% sikkert hun skulle med til festen.

merethe skriver:

Jeg havde taget hende med. Det havde ikke været en fest for mig, hvis min lille baby ikke var med.

 

Men burde brylluppet ikke handle om parret, mand og kone...?

Hvor meget fokus er der så på de to...?

Eller ville du godt kunne magte at have en anden til at kigge efter barnet til festen...

Vores søn var omkring de 2 år og selvfølgelig skulle han med til brylluppet. Det handlede jo ikke kun om mig og min mand, men om at vi blev en familie. Jeg ville ikke kunne undvære ham. Vi havde ellers ingen børn med pånær min fætters datter der var 9, som underholdt ham. Og så tog mine forældre vores søn med hjem kl. 1 om natten. Vores søn blev lagt til at sove kl. 19 og så vågnede ham igen kl. 23 og festede med. Det er jo en dag i vores liv og det var simpelthen så hyggeligt. Der var ovenikøbet nogle gæster der havde købt små gaver til ham, som han fik i løbet af aftenen. 

Det vigtigste er jo, at dig og din kommende mand er enige og ikke om hvad gæsterne synes. Det skal heller ikke være hvad der er nemmest, men hvad I i fællesskab ønsker. Skal jeres barn være med eller ej? Af en eller anden grund mener folk at de skal “rådgive” uden at være blevet spurgt til råds. I skal blive enige og så være ligeglade med hvad andre synes. Det er jo jeres bryllup og jeres dag. 

Og forresten, stort tillykke med det forestående bryllup. 

Jeg havde selvfølgelig taget hende med. Ingen tvivl.

Jeg er meget glad for, at være søn blev passet af andre under vores bryllup. 

Han var 2 år. Han var med i kirken, og efterfølgende blev han hentet af en kammerat fra børnehaven og hans forældre (som han naturligvis kender rigtig godt), og de hyggede sig helt indtil næste formiddag, hvor mormor hentede kl 12. 

Vi NØD at aftenen drejede sig om os, og at vi ikke pludselig måtte gå under en tale, eller have øjnene på ham. 

Min bedste veninde havde sin 4 måneders baby med, og de rendte hver især rundt med hende på armen for at få hende til at falde til ro. 

Mega stress for dem, på grund af mange mennesker, høj musik osv.

Anonym skriver:

Jeg skal giftes med min kæreste i starten af august og har en datter fra februar - dvs. til brylluppet er hun 6 måneder.

Vores familie presser på med at hun skal passes/hun ikke skal være vores "hovedpine" på dagen - altså at hun enten slet ikke skal være der eller at en anden har ansvaret for hende.

Når jeg så siger at vi selv tager hende og hun selvfølgelig skal være med, fordi hun er et produkt af vores kærlighed så bliver de næsten "sure". "Det vil I fortryde, det er jeres dag og folk bliver sure hvis de vil holde en tale og bruden mangler" osv osv osv.

Nu er mit dilemma: Min kommende mand er faktisk enig med de andre, at det kunne være rart hvis den dag var dedikeret til os som kærester fremfor som forældre. Derudover kunne det jo egentlig være skønt hvis nogen kunne tage hende med hjem så vi kunne sove i ro og fred og nyde den efterfølgende morgen sammen.

Hun er blevet passet før i et par timer og er 100% flaskebarn... men..... det er min lille prinsesse, er jeg overhovedet klar til at hun ikke skal sove ved med? Skal andre have ødelagt deres nat? Hvad nu hvis det slet ikke går?

 

Pyha, håber I har nogle input/tanker/ideer :-)

Min nevø er en måned ældre. 

Jeg har ham under bryllupsfesten,  så han stadigvæk er med, men min søster og svoger, kan koncentrerer sig om gæster og bryllup, og så har jeg ansvaret.

som hvis han bliver sur, overstimuleret, andet, så går jeg med ham, mad, søvn. Men de kan stadigvæk se ham. 

Og så overnatter jeg med ham i kælderen(der er værelse) hos dem.

Jeg synes de skal have lov til at kunne tage ordentligt del i brylluppet, uden at tænke på hans behov. Det er deres store dag. 

Ved ikke hvordan jeres datter sover. ? Om hun falder i søvn selv? Mad. Flasker. Det kan tage meget af tiden fra et bryllup. 

Bryllup = man sidder længe ved bordet, mange taler, spiser og sidst på aftnen er man ret fuld, så jeg synes bestemt ikke at børn høre til til et bryllup.

Men til resption er børn velkomne hvis jeg skulle giftes, men ville også finde noget pasning til resten af aftenen.

- men forstår ikke at din familie presser på, for de kan jo ikke passe, de er vel med ?