Uengagerede bedsteforældre

Janey skriver:

Jeg har aldrig haft nogle bedsteforældre, der var engageret i deres børnebørn, og det har aldrig været noget, jeg har tænkt over eller savnet, selv om flere af mine venner/veninder var på besøg hos deres bedsteforældre. 

Min morfar døde allerede, da min mor var barn, og min mormor sad i kørestol i al den tid, jeg kan huske, så hun havde ikke overskuddet til det. Min farmor døde også, da min far var barn, og min farfar og hans kone har jeg kun set til familiefødselsdage og arrangementer (som der også var mange af).

Jeg ved ikke, om det skyldtes, at mine forældre ikke ville lade dem passe os. eller om det var manglende interesse fra farfar, men jeg ved, at en af mine fætre og en kusine har været passet af dem. Jeg har aldrig manglet et forhold til mine bedsteforældre eller efterspurgt det, så måske er det ikke noget dine børn nogensinde vil tænke over. 

Det er først efter, at jeg selv har fået børn og alle bedsteforældre er meget engagerede i dem, at jeg har tænkt over, at jeg ikke selv havde et forhold til mine bedsteforældre, men det er som skrevet ikke noget, jeg har manglet, så det er ikke noget, der rører mig hverken nu eller dengang.

Okay, er glad for at høre man ikke nødvendigvis tænker over det - så kan jeg måske krydse den bekymring lidt af listen. Der er selvfølgelig også et element af sorg over, at min egen far ikke har den helt store interesse i mit liv, men det er jo en anden side af det.. Heldigvis har de store (de er delebørn) så de andre bedsteforældre, så er det 'bare' den yngste der må "nøjes" med mormor. Men til gengæld har han så begge sine forældre hele tiden og skal ikke vokse op som delebarn, så det er jo også en gode.. 

Er du sikker på de ikke er interesserede. Men at det faktisk bare handler om at du forventer mere af dem? 

Min søn er 3 og min bror har to børn på 6 og 9 år. Min brors kone’s mor er der utrolig meget for deres børn. Tager dem ud på ture og overnatninger, min brors og min mor gør det samme. Men vores far har aldrig gjort det. Har aldrig haft nogen af børnebørnene alene og kommer heller aldrig til det. Det er bare ikke naturligt for ham eller for os. Og ingen af ungerne har nogensinde efterspurgt det. Men han elsker sine børnebørn og når vi ses de her maks 10 gange om året. Så er han 110% farfar/mormor for dem og leger med ungerne i de timer de er sammen. Så det er slet ikke fordi han ikke elsker dem eller ikke er interesseret. Her er det også primært mig der ringer og det har det altid været. Ikke noget der nogensinde har generet mig.  

Vi er så heldige at ha hele 3 sæt bedsteforældre, som alle på hver deres måde viser at de elsker og vil deres børnebørn!

Vi spiser med min mor 1 gang om ugen. Hun arbejder aftenvagter, og er altid sød til at passe unger hvis de et syge, og det ka passe ind i hendes program.

Svigerfar og hans kone bor 5 min fra os, og dem ser vi, når det ka passe ind. Den store er selv begyndt at ringe og spørge om hun må komme forbi efter skole, for farfar er lige gået på pension. Han var total angst for at holde dem, da de var små, for hva nu hvis han tabte dem, eller på anden måde kom til at ødelægge dem På trods af 2 børn, har han aldrig skiftet en ble osv. Han har aldrig været god til at udtrykke sine følelser, gi kram osv. I min familie er vi total modsatte og siger elsker dig og gir kram til dem tættest på. Vi har heldigvis "smittet" af på ham, over de sidste mange år. Dette betyder også at når vi er sammen, så ka ham og ungerne sidde fordybet og snakke og pludselig står de og krammer, holder i hånd osv. En unge der spontant udbryder ih farfar du er bare så sød/skør og farfar der svare, at jammen jeg er faktisk også ret glad for dig. Ren kærlighed Og noget som har taget mange års arbejde. Min svigerfars og svigerindes forhold er stadig præget af, at de begge ik er særlig gode til at snakke forventninger/følelser osv, hvilket også påvirker hans samværd med hendes børn. Hun mener slet ik at han interesser sig nok for dem og hende, hvilket vi jo slet ik oplever. Svigerinden mener at det kun er hans ansvar at få forholdet til at fungere. Jeg mener at eftersom hun nu er voksen, så er det self også hendes ansvar. 

Min svigermor bor langt væk, men vi snakker et par gange om ugen og ses ca en gang pr mdr. 

Som jeg siger til min svigerinde, hvis man ønsker ændringer, så må man begynde med sig selv. Det ka ik hjælpe, at man forventer at andre, bare ved hva man tænker/føler/forventer, hvis ik man starter med at fortælle hva man føler.

Og selvom man snakker om, de forskellige ting, man gerne vil ændre, så er det jo desværre ik sikkert, at personen ka ændre sig, eller ændre sig, lige så hurtigt som man ønsker sig. Vh Stine 

Min døtre har deres farfar, farmor og mormor. Min far er helt ude af billedet (han fortjener overhovedet ikke titlen som morfar) 

min ældeste datter er ikke så gammel endnu, men har spurgt hvor morfar er et par gange, men det er det. 

Jeg har slet ikke haft nogle bedsteforældre og det har jeg manglet, men dine børn har jo heldigvis nogle. Jeg tror ikke, at børn de tænker så meget over det som vi gør  

Må jeg spørge, hvor længe du har ventet med at tage kontakt til dem?
Altså jeg forguder mine nevøer, men jeg skriver da heller ikke og spørger, hvordan det går.. Mine forældre elsker mig og min kæreste ekstremt højt, men min mor skriver heller aldrig og spørger, hvordan det går - vi ringer eller skriver, når der lige er noget, som vi skal snakke om/spørge om som er vigtigt, og i den samtale snakker vi hver især om, hvordan det går.. Har tit snakket med min mor om det, men som hun siger "Intet nyt er forhåbentlig godt nyt", og hun vil ikke være irriterende og skrive til os hele tiden.. Hvis vi har noget at sige, så forventer hun, at vi selv ringer eller skriver, og det samme hvis hun har noget at sige (så ringer eller skriver hun)..
Så der kan sagtens gå flere måneder imellem vi snakker sammen fx..

Måske din far har det på samme måde? Hvorfor er det så vigtigt, at han hele tiden skriver og spørger indtil, hvordan det går og om der er sket noget nyt?
Inviter dem på en middag i stedet for eller noget, hvis I gerne vil se dem noget oftere..

csigvard skriver:

Må jeg spørge, hvor længe du har ventet med at tage kontakt til dem?
Altså jeg forguder mine nevøer, men jeg skriver da heller ikke og spørger, hvordan det går.. Mine forældre elsker mig og min kæreste ekstremt højt, men min mor skriver heller aldrig og spørger, hvordan det går - vi ringer eller skriver, når der lige er noget, som vi skal snakke om/spørge om som er vigtigt, og i den samtale snakker vi hver især om, hvordan det går.. Har tit snakket med min mor om det, men som hun siger "Intet nyt er forhåbentlig godt nyt", og hun vil ikke være irriterende og skrive til os hele tiden.. Hvis vi har noget at sige, så forventer hun, at vi selv ringer eller skriver, og det samme hvis hun har noget at sige (så ringer eller skriver hun)..
Så der kan sagtens gå flere måneder imellem vi snakker sammen fx..

Måske din far har det på samme måde? Hvorfor er det så vigtigt, at han hele tiden skriver og spørger indtil, hvordan det går og om der er sket noget nyt?
Inviter dem på en middag i stedet for eller noget, hvis I gerne vil se dem noget oftere..

Helt enig! Sådan er mit forhold også til mine forældre og søskende. Vi tager kontakt hvis det er noget at fortælle.. hvilket et ret sjældent

mine forældre kommer heller ikke forbi uden st være inviteret. Og jeg er faktisk kkke særlig vild med at have gæster, så jeg inviterer kun til fødselsdage til gengæld kører vi tit (1-2 gange i måneden) ud til dem og siger hej og de er lykkelige når vi dumper ind forbi  

Jeg er på ingen måde i tvivl om deres engagement. De byder sig bare ikke selv til. Men hvis jeg spørger om de kan passe eller vil have ungerne på ferie er det altid et ja.. Men kræver at jeg selv spørger.