sproget kommer vel af sig selv???

Er dit barn/ dine børn blevet tilbudt hjælp af en talepædagog ?. En hjælp du tænker er ligegyldig, da alle nok skal lære at snakke på et tidspunkt ? .  Personligt synes jeg at en talepædagog kan være en rigtig god hjælp, en person der kan give både børn og forældre de rigtige og forhåbenlige gode råd til at hjælpe et sprog / snakken der driller.

Mine børn er begge i forløb med talepædagog ☺️ Men ærligt så gør de jo ikke noget. TP kommer en gang hver 3 måned og tester, holder møde om der er sket fremskridt og ser dem så igen 3 mdr senere... de vejleder pædagogerne i lege der stimulerer sproget men det er jo ikke noget mak ikke automatisk gør med sine børn☺️

Jeg tror det handler om at skabe opmærksomhed omkring det. Det kan godt være at du ikke føler det hjælper, men jeg tror det vigtige er at der er nogle som holder øje med hvordan barnet udvikler sig. For at kunne gribe yderligere ind hvis det er nødvendigt.

Jeg har en lillebror som havde en del problemer med sproget som lille. Han fik aldrig rigtig nogen hjælp og nu som voksen, er hans sprog meget kludret og indimellem kan man ikke høre hvad han siger. Det er virkelig noget som er problematisk for ham, fordi folk dømmer på det.

Jeg synes det er enormt vigtigt at tage det seriøst. Som flere har skrevet, så er sproget noget som påvirker vores sociale relationer.

Generelt er det min opfattelse, at der er mange ting vi har alt for travlt med. Jeg får lidt myrekryb, når vi som moderne forældre render til "søvntræning", eller snakker om "pottetræning", "gåtræning", og jeg ved ikke hvilke andre former for "træningg" af helt naturlige ting, som langt de fleste børn med afslappede forældre naturligvis lærer, når de er klar til det .

Langt de fleste børn lærer selvfølgelig at gå, sove igennem, tale, smide bleen... når tiden er til det. Hvis vi som forældre, daginstitutioner osv. blev en smule bedre til at lade tingene ske, tror jeg at vi selv og ungerne ville være væsentligt roligere. Men den moderne forældre (og dennes omverden) kan godt lide at komplicere tingene en lille smule for dem selv og gøre alt til en videnskab, som vi kan teoretisere over, læse artikler om, betale os fra kurser omkring, osv.  Se blot på mængden af kurser til nybagte forældre, om selv de mest basale ting... bekymring for ikke at slå til eller gøre det godt nok for guldklumpen, er en imponerende industri.

Når alt ovenstående er sagt, så refererer jeg selvfølgelig til helt almindelige børn med helt almindelig udvikling i forskelligt tempo. Sådan er langt de fleste børn jo heldigvis, selvom vi ofte synes de er ganske særlige  

Skulle et barn have vanskeligheder af særlig karakter - høreproblemer, stammen, ufrivillig vandladning, motoriske problemer, hvad ved jeg - ja, så synes jeg at det er fornuftigt (gerne i samråd med fx fagprofessionelle fra barnets pasningstilbud) at opsøge relevant hjælp til at barnet kommer godt videre. 

Nu går jeg måske lidt op i hvad god dannelse er for at få et jævnt og godt lille menneske frem til hun bliver 18 år. Men jeg synes selv jeg har et sjusket sprog. Jeg japper mig igennemsætninger, jeg tænker enormt hurtigt, jeg har altid haft skrevet mine stile som måden jeg talte på. Mit ordforråd er ikke det største altid.

At have et flot sprog ser jeg kun som en kæmpe fordel I at kunne sætte ord på følelser, andet end "glad" og "sur", at man kan beskrive oplevelser, og at man har ret megen viden om nogle ting, og kan snakke med ved selv det mest simple kaffe-bord, og man er et omgængeligt menneske.

Er man indskrænket i ordforråd, og ikke aner hvordan man taler til andre, og man tyer til f.eks. vold fordi man ikke føler sig forstået, så tror jeg ikke andre vil være sammen med en i ret lang tid.

Udover det, kan man også blive opfattet som kedelig og "bondsk"