Mine venner ser ned på mig

Jeg har et lille barn og jeg har valgt at gå hjemme med ham, indtil han er 1½, hvor han starter i vuggestue. Jeg har hele livet drømt om at være hjemmegående, mens børnene var små, da jeg selv havde en hjemmegående mor og nød det - og gerne ville give det videre til mine egne børn. Vi har så kun råd til at jeg kan gøre det henover sommeren, men det nyder vi begge to i fulde drag!

Når jeg mødes med mine veninder (vi er alle højtuddannede og kun 1 af dem har selv et barn, der bliver passet), kan jeg dog mærke, at de ser ned på mig. De stiller mange uddybende spørgsmål og undrer sig. "Men han skal da ud at passes senere" og så videre.

Jeg forstår det ærlig talt ikke. Jeg har jo bare valgt en "orlov" for at tage mig af mit barn. Er det så slemt? Han er jo kun så lille én gang! Hvis jeg havde taget orlov for at realisere mig selv ved at rejse rundt eller sådan noget, så havde de synes, at det var fedt. Hvorfor ikke for at passe mit barn?
Jeg bliver ikke engang inviteret til fester og sådan noget længere... Som om jeg bare er hende den kedelige husmor, der kun kan snakke om sit afkom.

Hvordan har jeres omgangskreds taget imod jeres beslutning om at gå hjemme?

Tror du at de ser ned på dig, fordi du er højtuddannet? - det er mere fordi du selv nævner jeres uddannelsesniveau.

Hvis de ikke selv har børn, er det givet vis fordi de slet ikke forstår konceptet med at have børn. Man forstår det simpelthen ikke, førend man selv er der.

Måske er det også derfor at du ikke bliver inviteret med til festerne mere, fordi de nu TROR at du er blevet "kedelig", eller også er du måske blevet lidt (for) kedelig? - det hænder jo ind imellem når man får børn

Nogle gange ændrer ens livssituation sig og i den forbindelse kan man risikere at miste eller møde nye venner, fordi man ikke er samme sted som før mere. Jeg er selv højtuddannet (det hedder det vel som cand.mag) og jeg fik min søn under studierne og dengang var der jo så mulighed for at jeg kunne gå hjemme ved ham i 14 måneder, det tror jeg  at de fleste jeg kendte synes var naturligt. Det vigtigste er, at du gør det, der er rigtigt for dig og dit barn. For mit vedkommende har det betydet noget særligt for vores tilknytning  at jeg gik hjemme med ham så længe.

Som jeg skrev din situation har ændret sig, og det kan godt være, at du lige nu ikke er samme sted som dine venner og hvis kun én af dem har barn og føler, at pasning er det rigtige for dem, så har de nok svært ved at relatere. I min situation oplevede jeg (måske fordi jeg kun var 24 år) at gruppen af veninder delte sig lidt, nogle syntes, at den der baby var vildt sød og begyndte at drømme om at få deres egen, andre havde fester og rejser gående for sig, og de har da sikkert syntes, at jeg var kedelig og fred være med det. Det jeg gjorde var at sige til dem direkte, at jeg var ked af ikke at blive inviteret til fester, spontane caféture osv og det vidste sig, at de gjorde det sådan fordi de havde TROET at jeg ikke gad eller kunne overskue det, mens jeg jo lidt som dig TÆNKTE at de ikke ville mig  Så vi aftalte  at det altid var bedre at invitere mig og at jeg så kunne sige nej  

Når omgangskredsen ikke selv har børn, så kan de have svært ved at forstå de beslutninger og prioriteringer, der kommer med det ( i er jo nu to meget forskellige steder i jeres liv). Nogle bliver også mere "kedelige" end andre, når børnene kommer, enten fordi man får nok i sig selv og sin familie eller fordi man simpelthen ikke kan overskue den samme mængde sociale aktiviteter som førhen.

Men hvis du føler der er noget, så synes jeg du skal spørge dem. Altså jeg føler i ikke inviterer mig med så ofte som tidligere og det er jeg ked af. Det kan jo tænkes, at de enten ikke mødes så meget mere eller at det er en form for misforstået hensyntagen fordi de ved du ikke har den samme tid til sociale aktiviteter mere.

Og spørgsmålet er måske om du selv synes det er lidt pinligt at gå hjemme, så du lægger nogle ting i det de siger, som de ikke mener. Men det er vel meget naturligt at spørge ind til folk, som har valgt anderledes end en selv for at prøve at forstå deres bevæggrunde.

Personligt ville jeg ikke kunne gå hjemme med mit barn, men fedt for dem der vælger det - vi skal jo netop alle vælge det der passer til vores familie. Tror der er lige så mange mødre (hvis ikke mange flere) som føler sig set ned på, fordi de valgte ikke at tage længere barsel med deres barn end de gjorde (for det er åbenbart i mange øjnes en synd at mor kun tager 6 måneders barsel selvom far er en helt hvis tager hele 4 uger)

Det du beskriver er netop udfordringen ved at då børn ude af synk med sine venner - slet ikke fordi det er vigtigt.. men man møder oftere manglende forståelse fordi man er et andet sted i livet.

Hvil i dine valg og vær stolt over dem. Der vil altid være nogen som synes man er for kedelig eller for meget eller opdrager forkert, købe det forkerte tøj osv.

hvis du fx havde sagt at du kun ville være hjemme i 7 mnd og ville tilbage hurtigt til en karriere stilling med aupair - så havde du også mødt løftede øjenbryn. Uanset hvad man gør bliver man både beundret og bedømt af forskellige mennesker. Man kan kun hvile i sig selv og være ligeglad med andres holdninger.

mht at blive inviteret ud - så sig at det vil du da stadigvæk gerne.