Nogen der vil fortælle om deres sene abort ?

Er gravid i uge 14+5 og tingene ser ik for godt ud. Har blødt efter en moderkagebiopsi og det er taget tusinde sidste 2 dage. Meget kraftig blødning med smerter. Er indlagt lige pt fordi de synes babyen ligger lidt for stille og de kan se jeg bløder fra moderkagen. Jeg er i blodfortyndene behandling så derfor ville de også indlægge mig og min blodprocent er faldet meget. 

De mener ikke at barnet klarer den så jeg gør mig mentalt klar til en abort for tror nok det ender med det :-( jeg er så ked af det men også  rigtig bange og nervøs for at skulle føde barnet selv. Hvordan forgår sådan noget og hvor ondt gør det? 

Jeg troede Jeg vil skulle presset barnet ud men det sagde lægen jeg ik skulle men den ville selv komme ud efter nogle piller jeg ville få. Puha lyder væmmeligt. Håber nogen af jer vil fortælle mig om jeres oplevelse

Ville bare sende en krammer 

Jeg fik en sen abort. Det var dog i uge 21 og jeg skulle føde hende på normal vis.

dvs jeg blev indlagt, dagen før fik jeg en pille som skulle stoppe graviditeten. Da jeg blev indlagt fik jeg stikpiller hver tredje time indtil jeg fik veer. Der skete ikke rigtig noget samme dag og vi startede forfra dagen efter. Kl 17.30 tog de mit vand og jeg fik derefter veer og fødte 23.28 efter 2 pres.

jeg er ked af at høre om din situation. Du må endelig skrive hvis du har nogle spørgsmål 

Ked af du skulle igennem det. 

Gjorde det meget ondt med de veer og var det hårdt at skulle presse det ud. Tager de så imod barnet ligesom en fødsel 

Det kan jeg desværre. Jeg var lige så langt henne som dig. I 14 +2 havde jeg købt en privat scanning fordi jeg var så nysgerrig på køn. Som jeg husker det, så det hele fint ud, og jeg skulle have en pige. Under en uge senere begyndte jeg at bløde og hun var død. Jeg kan ikke huske så meget af det, for det er 12 år siden og desværre en af de værste perioder af mit liv. Det varede 14 dage (Ca.) gjorde sindssygt ondt og endte endda med en udskrabning. Pis og lort.

Jeg er ked af, at du skal det igennem. Sender dig en masse varme tanker. Det jeg skriver hjælper dig ikke nu, men vil fortælle, at jeg uden problemer fik en sund og rask dreng, der er næsten otte år nu. Sådan håber jeg også, at det går for dig. 

Anonym skriver:

Ked af du skulle igennem det. 

Gjorde det meget ondt med de veer og var det hårdt at skulle presse det ud. Tager de så imod barnet ligesom en fødsel 

Veerne gjorde ligeså ondt som de gør ved alle andre, så ja de gjorde ondt. Men ja jeg fokuserede jo på noget lidt andet. Nej det gjorde ikke ondt at presse hende ud da hun jo var lidt mindre end andre babyer. Jeg mærkede det næsten ikke. Ja der sad en jordmoder og tog imod hende og svøbte hende i et tæppe

Kæmpe kram til dig. 

I får lige opdatering. Blev sat I gang i tirsdags og det tog 8 timer inden dem kom ud. Det gjorde ondt ja men fik en masse smertestillende.  Det gjorde ik ondt da den kom ud. Den kom ud da jeg rejste mig fra sengen men moderkagen fulgte ik med så jeg fik en udskrabning efter. Det har været hårdt men vi prøver at holde os oppe.  Men mine hormoner er godt igang. Kan begynde at græde bare sådan lige pludselig og blive sur og ked af det og så glad .. Det meget forvirrende for jeg føler mig helt rundt på gulvet. Som om jeg kan finde ud af om jeg skal give slip og hvordan og om jeg egentlig ik er ok med det hele, det nok for tidligt. 

Hvordan havde I det efter og hvor længe gik der før I kom videre sådan rent følelsesmæssigt. 

Ifht smerter i underlivet hvor længe mærkede i til det. Jeg kan stadig få ondt som lidt murren og sammentrækninger. 

Kære du

Sikke en svær omgang. Jeg er ked af ar høre om tabet af jeres baby og dermed også tabet af mange af de drømme og forventninger, der ligger i en graviditet.

Jeg fik egentlig bare lyst til at skrive til dig, at det er fuldt forståeligt og i orden at alting kører op og ned følelsesmæssigt i den næste lange tid. Der er ikke en opskrift på, hvornår man er “ovre det” - og man behøver sådan set heller ikke at holde modet oppe, hvis man i perioder ikke kan.

Man må sørge så længe det kræver, på den måde det kræver. Man må gerne være vred, urimelig eller fortvivlet. Og kun tiden vil vise, hvornår og hvordan I “kommer videre”. Sådan en oplevelse kan godt forandre én (eller ens parforhold) på godt og ondt også sætte sit præg på næstkommende graviditeter (hvis man ønsker at blive gravid igen).

Til sidst vil jeg blot skrive, at Landsforeningen Spædbarnsdød også yder støtte til par som mister under graviditeten - og at der er rigtig meget hjælp, viden og støtte at hente her, hvis man skulle føle at det var noget, man kunne få behov for.

Mange gode tanker til dig 

Jeg er så ked af at høre om dit tab. 

Jeg var selv igennem en sen abort for 3 uger siden ca. Vi afbrød graviditeten efter NF pga misdannelse. Jeg var 13+4 da den kom ud. 

Jeg græd rigtig rigtig meget fra NF og til ca 2 dage efter babyen kom ud. Dvs ca 12 dage 

Jeg følte mig meget Tom bagefter det hele var overstået, og jeg følte mig alene i hele verden. Jeg følte at ingen forstod mig, ikke engang min mand. Jeg føler mig faktisk stadig meget alene med mine følelser. Jeg har ikke lyst til at tale med nogen omkring det, for føler de ikke forstår. Jeg er stadig ked af det, men græder ikke så tit mere. Jeg føler dog stadig en stor sorg og tomhed inden i

Men de kloge sir jo at tiden læger alle sår.. 

Du er velkommen til at skrive hvis du har lyst