Er jeres 1-årige også sådan?

Jeg synes godt nok, at min 1-årige er helt enormt anstrengende for tiden! Han klæber til mig som en abeunge, hiver mig i håret, prikker mig i øjenene, bider mig i maveskindet og skriger, så snart jeg går fra ham. Jeg kan ikke engang vande blomster, for så går jeg rundt og han vil skrigende kravle efter mig - og skrigende er netop ordet. Det starter som en sådan en utilfreds skrigen, men ender i frustreret gråd.
Han er ikke i stand til at lege selv, medmindre jeg sidder lige ved siden af og oftest så henter han noget legetøj, han vil lege med med mig, f.eks. en bog eller sådan noget.
I dag har han højst leget selv, mens jeg nåede at tømme det halve af den øverste skuffe i opvaskeren, så kom han skrigende ud i køkkenet.
Hvis han endelig laver noget selv, som kan fange hans interesse, så er det ulykker, f.eks. at spise planter eller åbne skuffer og så videre!

Han er ved at udvikle sin egen vilje for tiden og kan hurtigt fare i flint, hvis der er noget, der går ham på. Hænger det mon sammen med hans morsyge og skrigeri? Er det endnu et tigerspring?

I skrivende stund står han og skriger hysterisk ved siden af mig, fordi jeg lige ville skrive det her i min frutsration, og hiver i min bluse - efter han var henne og hive bøger ned for at få min opmærksomhed...

Jeg troede, at morsygen ville aftage og han måske ville blive bedre til at lege lidt selv med alderen - bare 5 minutter! - men det er kun blevet værre. Der er intet legetøj, der er interessant nok, til at det kan fange ham, medmindre vi også leger med ham.

Han er 13 måneder og jeg er hjemmegående med ham i et par måneder endnu, inden han skal ud og starte i DP. Jeg inddrager ham i husholdningen, han "hjælper" meget og selvfølgelig tror jeg ikke, at han kan sidde og lægge puslespil og bygge Legoborge allerede... Men bare 5 små minutter...

Fortæl mig, at det går over! Jeg bliver skør. Da han var 2 måneder, kunne jeg vikle ham, men nu kan jeg jo ligesom ikke slæbe rundt på ham hele tiden...

Anonym skriver:

Jeg synes godt nok, at min 1-årige er helt enormt anstrengende for tiden! Han klæber til mig som en abeunge, hiver mig i håret, prikker mig i øjenene, bider mig i maveskindet og skriger, så snart jeg går fra ham. Jeg kan ikke engang vande blomster, for så går jeg rundt og han vil skrigende kravle efter mig - og skrigende er netop ordet. Det starter som en sådan en utilfreds skrigen, men ender i frustreret gråd.
Han er ikke i stand til at lege selv, medmindre jeg sidder lige ved siden af og oftest så henter han noget legetøj, han vil lege med med mig, f.eks. en bog eller sådan noget.
I dag har han højst leget selv, mens jeg nåede at tømme det halve af den øverste skuffe i opvaskeren, så kom han skrigende ud i køkkenet.
Hvis han endelig laver noget selv, som kan fange hans interesse, så er det ulykker, f.eks. at spise planter eller åbne skuffer og så videre!

Han er ved at udvikle sin egen vilje for tiden og kan hurtigt fare i flint, hvis der er noget, der går ham på. Hænger det mon sammen med hans morsyge og skrigeri? Er det endnu et tigerspring?

I skrivende stund står han og skriger hysterisk ved siden af mig, fordi jeg lige ville skrive det her i min frutsration, og hiver i min bluse - efter han var henne og hive bøger ned for at få min opmærksomhed...

Jeg troede, at morsygen ville aftage og han måske ville blive bedre til at lege lidt selv med alderen - bare 5 minutter! - men det er kun blevet værre. Der er intet legetøj, der er interessant nok, til at det kan fange ham, medmindre vi også leger med ham.

Han er 13 måneder og jeg er hjemmegående med ham i et par måneder endnu, inden han skal ud og starte i DP. Jeg inddrager ham i husholdningen, han "hjælper" meget og selvfølgelig tror jeg ikke, at han kan sidde og lægge puslespil og bygge Legoborge allerede... Men bare 5 små minutter...

Fortæl mig, at det går over! Jeg bliver skør. Da han var 2 måneder, kunne jeg vikle ham, men nu kan jeg jo ligesom ikke slæbe rundt på ham hele tiden...

Han lyder nøjagtig som min søn. Han er fra 12/4-17  Han er en vildbasse og han laver også ulykker så snart vi vender ryggen til, og er utrolig mor-glad, og skal helst underholdes hele tiden. Jeg er fuldstændig færdig om eftermiddagen, når det er weekend eller han har fri Han går i vuggestue og er det eneste barn som må sidde i sele i højskolen da han ellers bare kravler ud af den. 

Mon ikke vi være har fået nogle rigtig vildbasser og mor-glade små drengebørn? 

Er han begyndt at gå for nylig? Det giver ofte en reaktion som 'uh nej, verden er farlig!' ... det går over igen 

Tror bare de bliver ramt af disse perioder. Jeg forsøgte med min dreng at han fandt underholdning i et eller andet (virkede ikke hver gang) men sørgede for st holde hans fokus på noget andet. Og så kom det ellers bare mere naturligt med tiden. Lige nu er vi også i en periode hvor Jeg helst ikke må lave andet. End st underholde. Men når jeg gør rent så får han altså lov til at sidde med tablet eller fjernsyn, for ellers bliver det ikke gjort ��. Men han er også 2,5 bu, så han finder nok mere underholdning i det, end en 1 årig. Men er ret sikker på det nok skal blive nemmere for jer med tiden ��. 

Min pige var på præcis samme måde omkring 12-13 måneder og det er lige så stille blevet bedre. Nu her er hun 15 måneder og leger ofte selv i længere tid af gangen, så blander jeg mig måske 5 min. Og så leger hun videre igen

Det lyder godt, at jeg ikke er den eneste, der har oplevet det med min 1-årige.
Han kan ikke gå endnu - kun ved hånd eller gåvogn, men det holder ham ikke tilbage, for han er en ferm kravler efterhånden og kan komme hurtigt rundt overalt!

Jeg glæder mig i hvert fald til at det går over, for det er hverken sjovt for ham eller jeg, at han skal være frustreret så stor en del af tiden. Når man f.eks. laver mad - og det kan man jo blive nødt til! - så står han ved mine bukser og hiver i dem og skriger og græder. Intet kan underholde ham, andet end man tager ham på armen og så er det svært at skære løg.

Han kan godt lege selv lidt, men det kræver, at jeg er lige ved siden af. Hvis jeg f.eks. sætter mig på gulvet, så kan han godt lege lidt for sig selv. Men jeg skal altså kun være en armslængde fra ham.

JA - sådan er min søn, der blev 1 år i fredags, også. Og dengang min datter var den alder, var hun også sådan. Det er en dødhård periode. Men det bliver bedre 

Anonym skriver:

Jeg synes godt nok, at min 1-årige er helt enormt anstrengende for tiden! Han klæber til mig som en abeunge, hiver mig i håret, prikker mig i øjenene, bider mig i maveskindet og skriger, så snart jeg går fra ham. Jeg kan ikke engang vande blomster, for så går jeg rundt og han vil skrigende kravle efter mig - og skrigende er netop ordet. Det starter som en sådan en utilfreds skrigen, men ender i frustreret gråd.
Han er ikke i stand til at lege selv, medmindre jeg sidder lige ved siden af og oftest så henter han noget legetøj, han vil lege med med mig, f.eks. en bog eller sådan noget.
I dag har han højst leget selv, mens jeg nåede at tømme det halve af den øverste skuffe i opvaskeren, så kom han skrigende ud i køkkenet.
Hvis han endelig laver noget selv, som kan fange hans interesse, så er det ulykker, f.eks. at spise planter eller åbne skuffer og så videre!

Han er ved at udvikle sin egen vilje for tiden og kan hurtigt fare i flint, hvis der er noget, der går ham på. Hænger det mon sammen med hans morsyge og skrigeri? Er det endnu et tigerspring?

I skrivende stund står han og skriger hysterisk ved siden af mig, fordi jeg lige ville skrive det her i min frutsration, og hiver i min bluse - efter han var henne og hive bøger ned for at få min opmærksomhed...

Jeg troede, at morsygen ville aftage og han måske ville blive bedre til at lege lidt selv med alderen - bare 5 minutter! - men det er kun blevet værre. Der er intet legetøj, der er interessant nok, til at det kan fange ham, medmindre vi også leger med ham.

Han er 13 måneder og jeg er hjemmegående med ham i et par måneder endnu, inden han skal ud og starte i DP. Jeg inddrager ham i husholdningen, han "hjælper" meget og selvfølgelig tror jeg ikke, at han kan sidde og lægge puslespil og bygge Legoborge allerede... Men bare 5 små minutter...

Fortæl mig, at det går over! Jeg bliver skør. Da han var 2 måneder, kunne jeg vikle ham, men nu kan jeg jo ligesom ikke slæbe rundt på ham hele tiden...

Det lyder meget som vores datter på 14 måneder. Bortset fra at hun godt kan lege selv (men vi bor også kun på 60 kvm, så hun ved altid hvor vi er)

I morges ville hun ikke engang i armene på sin mormor og morfar, som hun ellers  elsker, og som normalt kan være lige så gode til at trøste som min mand og jeg. Hun hang bare på mig som en abeunge. 

Jeg tror bare det er bevidstheden om at hvis vi går, kan der gå lang tid før vi kommer tilbage igen. Jeg synes bare det er dejligt at hun kan bruge sin mor, hæ hæ

Anonym skriver:

Jeg synes godt nok, at min 1-årige er helt enormt anstrengende for tiden! Han klæber til mig som en abeunge, hiver mig i håret, prikker mig i øjenene, bider mig i maveskindet og skriger, så snart jeg går fra ham. Jeg kan ikke engang vande blomster, for så går jeg rundt og han vil skrigende kravle efter mig - og skrigende er netop ordet. Det starter som en sådan en utilfreds skrigen, men ender i frustreret gråd.
Han er ikke i stand til at lege selv, medmindre jeg sidder lige ved siden af og oftest så henter han noget legetøj, han vil lege med med mig, f.eks. en bog eller sådan noget.
I dag har han højst leget selv, mens jeg nåede at tømme det halve af den øverste skuffe i opvaskeren, så kom han skrigende ud i køkkenet.
Hvis han endelig laver noget selv, som kan fange hans interesse, så er det ulykker, f.eks. at spise planter eller åbne skuffer og så videre!

Han er ved at udvikle sin egen vilje for tiden og kan hurtigt fare i flint, hvis der er noget, der går ham på. Hænger det mon sammen med hans morsyge og skrigeri? Er det endnu et tigerspring?

I skrivende stund står han og skriger hysterisk ved siden af mig, fordi jeg lige ville skrive det her i min frutsration, og hiver i min bluse - efter han var henne og hive bøger ned for at få min opmærksomhed...

Jeg troede, at morsygen ville aftage og han måske ville blive bedre til at lege lidt selv med alderen - bare 5 minutter! - men det er kun blevet værre. Der er intet legetøj, der er interessant nok, til at det kan fange ham, medmindre vi også leger med ham.

Han er 13 måneder og jeg er hjemmegående med ham i et par måneder endnu, inden han skal ud og starte i DP. Jeg inddrager ham i husholdningen, han "hjælper" meget og selvfølgelig tror jeg ikke, at han kan sidde og lægge puslespil og bygge Legoborge allerede... Men bare 5 små minutter...

Fortæl mig, at det går over! Jeg bliver skør. Da han var 2 måneder, kunne jeg vikle ham, men nu kan jeg jo ligesom ikke slæbe rundt på ham hele tiden...

Det lyder meget normalt... men.. netop at inddrage hjalp her så tog det godt nok længere tid at vande og tømme opvasker, men så blev det gjort. 

Noget andet er, når han søger din opmærksomhed lærer han hurtigt hvad der skal til. Når det ikke hjælper med at småsnakke, klynke eller hvad det kan være, så eskalerer han for han ved, det hjælper helt sikkert at skrige. 

Jeg ved ikke om det vil hjælpe at vise ham at det ikke er nødvendigt at skrige. Og det er jo heller ikke hans ret at du skal give ham opmærksomhed 100 % af hans vågentid. I må finde en måde at gå på kompromis. 

Hos os legede hun meget selv, men det var fordi hun ikke sov selv, så jeg ville gerne have lidt frirum omkring mig. Men når hun søgte min opmærksomhed, så kunne jeg finde på at tage legetøj med hen til vasketøjet der skulle lægges sammen, så måtte hun lege med det og måske lidt tøj, mens jeg lagde det sammen, og brokkede hun sig, så sagde jeg bare, “ja, men sådan er det bare”. Det fandt hun sig faktisk i. Ikke i lang tid, men måske til jeg havde lagt meget af det sammen. Og så legede vi bagefter sammen på gulvet.

Ja, han er utvivlsomt også ved at lære, hvilken indvirkning hans handlinger har på os voksne. Han skal hele tiden gør noget "forbudt" (han ved jo ikke helt, at det er forbudt - men det er spændende, at se hvad vi gør!) f.eks. ved at smide mad på gulvet, hive bøger ud osv. Han "skælder sig selv ud" imens og siger ah-ah-ah... men han gør det alligevel, mens han kigger én dybt i øjnene. Sådan en frækkert!

Jeg prøver at reagere, inden han når til at skrige, men som regel er der virkelig ikke særlig langt fra glad pludren til vildt skrig! Han har vist sig at have et enormt temperament! Der skal ingenting til, så skriger han i vrede og hvis jeg f.eks. fjerner ham fra de forbudte CD'er, så kaster han sig bagover i en flitsbue og skriger helt vildt. Hvis jeg så viser ham noget spændende, så er han glad på ét sekund igen! Han er også begyndt at vise frustration, når han ikke selv kan finde ud af noget. Nøj, hvor kan han blive sur. Det havde jeg godt læst, at der ville komme, men det er noget andet at se. Og alligevel bliver han stædigt ved.

Han bliver inddraget i stort set alt husarbejde og er faktisk en dygtig hjælper til f.eks. at tømme vaskemaskine, række mig det våde, som skal op på en snor osv. Men nogle ting kan han ikke være med til, og der bliver han sur. Han har fået sit eget legekøkken i vores køkken og det virker ofte - så kan han åbne og lukke skabe der. Men det virker ikke altid og så har jeg ham hængende der i skørterne!

Og ja... kun mor og far dur. Andre må godt snakke til ham og lege med ham, hvis vi er ved siden af, men de må ikke holde ham og helst heller ikke røre for meget. Kun hvis de har været her i timevis... suk!

Det er vist rimelig svært at være et år...