En tredje (rædsom) fødsel og skidt efterforløb

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.050 visninger
0 svar
0 synes godt om
26. maj 2018

Anonymor

Profilbillede for Anonymor

Hej allesammen.

Dette bliver super langt, men det er ganske terapeutisk at skrive. Håber nogen gider læse med!

Det er 5 mdr. siden nu, og det var et ret rædsomt forløb. Nu har jeg bearbejdet det, og så fik jeg lyst til at dele min fødselsberetning med jer. Det er mit tredje barn, mine første (med en anden far) er født mindst en uge over termin, så regnede med det samme denne gang.

Jeg gik desværre og var uspecifikt syg de sidste 6 uger op til fødslen. On/off feber, forskellige symptomer, og jeg blev fulgt på fødegangen, fordi de frygtede SSF. Det var det dog ikke, og det eneste de fandt var trombocytopeni (lidt for lavt antal blodplader). Skulle til samtale om igangsættelse 39+0.

Da jeg er 37+4 er jeg sen eftermiddag på WC. Jeg må have en fantastisk intuition, for jeg sidder og tænker "De her bukser vil jeg gerne have på, hvis jeg skal føde, så må hellere tage dem af, hvis nu vandet går". Så jeg tog dem af, rejste mig op, og plask - så gik vandet! Ingen forudgående varsler.

Fødegangen bad os komme til tjek kl. 21, hvis ingen veer, så jeg smuttede ind i seng og slappede af, imens min glade og rastløste kæreste rendte hvileløst rundt og pakkede det sidste. Mine andre fødsler er startet med veer, og vandet er først gået på FG, så dette var noget uvant.

Der kom ikke veer, så vi kom ind på FG. Det blev til en lang nat. Kl. 23 undersøgte de mig, og jeg var temmelig lukket og havde stadig livmoderhals. De tilbød piller, men jeg ville gerne lige se det an. I stedet fik jeg klyx, og vi skulle gå rundt i et par timer. Jeg kan huske, at jeg gik udenfor og græd omkring midnat - der skete ikke en dyt, og jeg var bange for de kunstige indgreb.

Kl. 3 om natten får jeg alligevel de piller, da der ikke sker noget. Vi bliver indlogeret på en fødestue for at sove (der var en bette 1½ mands seng), og så skulle jeg tage de næste piller kl. 7.

Jeg vågner omkring kl. 6 med småveer. Jeg spørger en JM, om jeg skal tage de næste piller, og hun råder mig til kun at tage en enkelt. Den tager jeg lidt i 7, men kaster kort efter op, så den kommer retur. Her kommer jordermoder G ind, som skal følge os, og hun synes ikke, at jeg skal tage flere piller.

G er på stuen stort set hele tiden, hvilket er rart. Der er god kemi, og hun er mega sød og helt på bølgelængde med os. Vi hører vores medbragte musik, kæresten får morgenmad, og jeg bruger vejrtrækningsteknikker fra smertefri fødsel, når veerne kommer. De kommer ret uregelmæssigt, og de kan mærkes, så jeg skal koncentrere mig, men intet ulideligt.

Kl. 10 undersøger G mig, og jeg er kun 4 cm åben. Vi taler om vedrop, men vi ønsker at vente lidt endnu, og hun synes, det er en fin plan. Det er nu 17 timer siden vandet gik. Vi drøfter også antiobiotika, som man gerne giver ved langvarig vandafgang, og hun informerer om for/imod. Vi er ikke super meget for det, for der er ikke noget der indikerer, at det er nødvendigt. Jeg har ikke feber, baby har det fint. Og hun siger, at andre steder giver man det først efter 48 timer, så vi fravælger det.

Kl. 12 får jeg i stedet vestimulerende akupunktur, og det er effektivt. Veerne bliver mere intense og regelmæssige. Kl. 13 er jeg 5 cm åben, hvilket kun er 1 cm på 3 timer. G synes det er ret usædvanlig for en tredjegangs, og vi bliver sendt ud på gåtur.

Vi når dog ikke langt, før jeg vil tilbage, fordi veerne er for kraftige, og folk glor. Tilbage på stuen ligger jeg henover en sækkestol og bruger stadig vejrtrækningsteknikker.

Kl. 14 er jeg 6 cm åben, og nu synes G det er ved at være tid til vedrop, og vi er enige i hende, da der ikke sker nok ift. hvor længe vandet har været gået (nu 21 timer). Jeg har aldrig fået lagt drop før og er super panisk. Jeg græder meget, kaster op, og min kæreste trøster og trøster. Droppet driller, så der kommer meget blod på dynen, men det ser jeg heldigvis ikke. Min søde kæreste bilder mig ind, at de skal skifte dynen, fordi der løb en del af væsken fra droppet ud (han skal nok blive en god sygeplejerske nu her!), så jeg panikker ikke over dét.

Vedroppet er mit værste mareridt. Jeg kan ikke arbejde med de kunstige veer. De er ekstreme, kommer konstant, og jeg er slet ikke med. Det ender med, at jeg trygler om epidural, hvilket er ret sigende, når man tænker på, at jeg har født 2 uden smertestillende og egentlig havde planlagt denne fødsel som hjemmefødsel. Jeg råber også "Please stop, please sluk det drop, please, please, please, sluk det!".

Droppet slukkes, da det også er begyndt at løbe dårligt, og mine egne veer tager over i en storm og et kaos af ukontrollerbare veer. Der er vagtskifte, og jeg er ked, fordi G er så sød. S kommer ind, og kemien er super dårlig. Hun er super fraværende, bliver ved at love mig den epidural, som hun tydeligvis ikke bestiller. Hun giver mig hele tiden modstridende beskeder, og beroliger mig slet ikke, trods hun kan se, jeg er i komplet panik.

Jeg står på dette tidspunkt på alle 4, men S beder mig komme om på ryggen for at undersøge mig, jeg er 8 cm åben. Efterhånden begynder babys hjertelyd at dykke under veerne. først er det ikke patologisk, men det bliver det.. Den er helt nede på 47, hvor normalen er omkring 150.

Jeg får presset en iltmaske ned over ansigtet, der kommer ekstra personale, og nu skal han altså ud. Jeg har dog heldigvis også massive presseveer, så jeg presser som afhang mit liv af det - jeg har fået benene i bøjler. S presser hårdt ned på skambenet for at få ham ud, og ud kommer han.

Sund, rask og skrigende - 3710 gram og 53 cm kl. 16.30, 23.5 time efter vandafgang. Jeg skal efterfølgende syes lidt overfladisk, og jeg har desværre svært ved at nyde mødet med vores søn, for jeg har ekstreme smerter i den stilling jeg ligger i, men jeg må ikke have lov at flytte mig, trods jeg trygler. Det er jeg ked af- jeg husker i dag ikke den stund, da jeg får ham op, og min kæreste står der og er dybt berørt. Han var meget påvirket af fødslen.

HÅRD omgang!

_________________________________________________

 

Lige ganske kort om efter fødslen. Dagen efter opdages det, at bebs har en infektion. Vi indlægges på neonatal i 7 dage, hvor han skal have antibiotika i drop 3 x daglig. Fra han bliver født til han er 3 dage, bliver jeg mere og mere syg, højfebril, sindssygt dårligt. Man lytter ikke til mig, slår det hen som en virus. Undersøger mig ikke ordentligt. Jeg bliver også mere og mere immobil pga. ekstreme smerter i symfysen. Kan ikke løfte fødderne fra gulvet overhovedet, ikke selv komme på WC, ind og ud af sengen, kan ikke tage min egen temperatur, kan ikke bevæge mig rundt i sengen, men det tager man ikke alvorligt heller.

Da han er 3 dage gammel opdages det, at jeg har et infektionstal på tæt på 300 (hvilket er ekstremt højt), og at jeg er i sepsis (dog heldigvis ikke septisk chok). Indlægges akut med en infektion så voldsom, at den får min milt til at svulme op. Får antibiotika i drop, panodil, ibuprofen, morfin fast. Tallet topper på 350, før det falder.

Man finder aldrig ud af, hvor infektionen stammer fra, trods jeg bliver både ultralydsscannet og røntgenfotograferet og efter udskrivelse følges jeg på medicinsk afsnit pga. milten. Den er heldigvis normal størrelse igen, og sygdommen er jeg kommet mig over igen. Teorien er, at fødslen startede og vandet gik pga. infektion hos mig, og at det var derfor, der ikke kom veer - fordi kroppen egentlig ikke var klar.

Vi har også efterfølgende været til samtale med ledende overlæge og chefjordemoder, som har undskyldt forløbet.

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.