Skammer mig

Sagen er den at min kæreste gennem 6 år har en søn fra tidligere der har ADHD. Vi bor sammen og har det ellers godt. Mit forhold til drengen har været okay fra start, men efterhånden som tiden går irritere han mig mere og mere. Hele hans attetude når han er der. Han vil rigtig gerne være politimand og bestemme både over de andre børn og os voksne og når tingene ikke går hans vej så flipper han ud og smadre ting.  Som tiden er gået har jeg taget mere og mere afstand fra ham. Han irritere mig grænseløst og jeg bryder mig ærligt ikke om ham, har ondt i maven så snart han træder ind af døren. Jeg skammer mig over at have det sådan. 

Jeg forsøger at være åben når han kommer, men når så den ene konflikt efter den anden kommer hvor jeg bliver kaldt diverse skældsord så trækker jeg mig mere og mere . 

Je afstår fra konflikterne og overlader det til hans far. Men jeg kan mærke at jeg mister mig selv hver gang jeg ikke får sagt fra ( når jeg gør det så går det helt over genvind for ham) . 

Hvordan takler jeg de her følelser? Hvordan kommer jeg til at kunne holde af ham? Andre der står eller har stået i sådan en situation? ADHD eller ej? 

Får han medicin? Og får han nok? Han må selvfølgelig ikke smadre ting omkring sig... 

Nu har jeg selv ADHD, og ved fra da jeg var barn var det utrolig svært at takle. Jeg er sikker på, at han har kæmpe store følelser indeni og mange gange er de her følelser nemmest at få ud, ved at være udad reagerende. I mit tilfælde, i takt med at jeg blev et større barn, så var jeg under medicineret. Jeg kastede med ting, var ødelæggende mentalt overfor andre og kunne ikke opbygge venskaber i SFO. Jeg var et meget frustereret barn, og følte et dyb tomhed som ikke blev forstået, så jeg blev meget vred - for det virkede. Jeg husker at jeg var meget trykket af det hele, men jeg fik ikke dårlig samvittighed over mine handlinger - og jeg blev mere og mere impulsiv. Jeg ville bestemme alt! Ville jeg ikke i seng, så kunne jeg sågar finde på at ødelægge selve sengen. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle takle alle de følelser indeni. Efter lang tid kom jeg i behandling igen, og fik reguleret min medicin - det virkede! Jeg husker en ro i maven. Sov bedre, forstod bedre og kunne fokusere bedre på andet end min vrede. Siden da, så blev jeg teenager og voksen med reguleret medicin, og har aldrig haft de store problemer siden. Fik mig en lang uddannelse og et godt job, det havde jeg aldrig kunne hvis jeg ikke blev medicineret korrekt. 

Det er alfaomega at kontrollere medicinen, hvilket tit bliver glemt af læger til ADHD børn. 

Det var min historie, og jeg er sikker på at der gemmer sig en skræmt lille dreng under alle handlingerne. Jeg forstår bestemt dine følelser, men jeg fornemmer også en enorm kærlighed og viljestyrke hos dig - så hold ud. Få styr på medicinen og fat mod, så kan det blive meget bedre. Ingen ADHD tilfælde er helt ens, og især hos børn er følelserne i det svære at takle. 

Kæmpe kram 

Anonym skriver:

Sagen er den at min kæreste gennem 6 år har en søn fra tidligere der har ADHD. Vi bor sammen og har det ellers godt. Mit forhold til drengen har været okay fra start, men efterhånden som tiden går irritere han mig mere og mere. Hele hans attetude når han er der. Han vil rigtig gerne være politimand og bestemme både over de andre børn og os voksne og når tingene ikke går hans vej så flipper han ud og smadre ting.  Som tiden er gået har jeg taget mere og mere afstand fra ham. Han irritere mig grænseløst og jeg bryder mig ærligt ikke om ham, har ondt i maven så snart han træder ind af døren. Jeg skammer mig over at have det sådan. 

Jeg forsøger at være åben når han kommer, men når så den ene konflikt efter den anden kommer hvor jeg bliver kaldt diverse skældsord så trækker jeg mig mere og mere . 

Je afstår fra konflikterne og overlader det til hans far. Men jeg kan mærke at jeg mister mig selv hver gang jeg ikke får sagt fra ( når jeg gør det så går det helt over genvind for ham) . 

Hvordan takler jeg de her følelser? Hvordan kommer jeg til at kunne holde af ham? Andre der står eller har stået i sådan en situation? ADHD eller ej? 

Jeg tænker, at et par samtaler med en børnepsykolog eller psykiater med erfaring i børn med ADHD, kunne give dig noget forståelse og viden og nogle redskaber, som ville kunne hjælpe dig både med dine følelser og med at sætte grænser for ham på en hensigtsmæssig måde. Måske også sammen med din kæreste med fokus på, at I taler om, hvordan det skal foregå, når han er der og hvordan I bedst agerer for at nå det mål.

Som en anden skriver, tænker jeg også, at nogle samtaler med en fagperson der har forstand på ADHD vil hjælpe dig rigtig meget med værktøjer og forståelse for diagnosen. Udover det tror jeg, at det er enormt vigtigt, at du får opbygget et varmt tillidsfuldt forhold med drengen, så han er tryg ved dig. Han kan helt sikkert mærke, at du er irriteret på ham (selvom du forsøger at skjule det), og det gør ham formentlig mere udadreagerende og voldsom. Så lav nogle ting bare dig og ham, gerne uden far, hvor du kan opleve andre gode sider og kvaliteter af ham og han ligeledes med dig. Måske en tur i zoo, fodboldkamp eller hvad han ellers kunne hygge sig med. Han er kun 6 år og har tilmed en psykisk diagnose, og du er den voksne, giv ham en chance 

Wheelybug skriver:

Som en anden skriver, tænker jeg også, at nogle samtaler med en fagperson der har forstand på ADHD vil hjælpe dig rigtig meget med værktøjer og forståelse for diagnosen. Udover det tror jeg, at det er enormt vigtigt, at du får opbygget et varmt tillidsfuldt forhold med drengen, så han er tryg ved dig. Han kan helt sikkert mærke, at du er irriteret på ham (selvom du forsøger at skjule det), og det gør ham formentlig mere udadreagerende og voldsom. Så lav nogle ting bare dig og ham, gerne uden far, hvor du kan opleve andre gode sider og kvaliteter af ham og han ligeledes med dig. Måske en tur i zoo, fodboldkamp eller hvad han ellers kunne hygge sig med. Han er kun 6 år og har tilmed en psykisk diagnose, og du er den voksne, giv ham en chance 

Han er ikke 6 år. Jeg har været kærester med hans far i 6 år. Han er 11 år og efterhånden en stor dreng. 

Abracadabra skriver:

Får han medicin? Og får han nok? Han må selvfølgelig ikke smadre ting omkring sig... 

Han får medicin og har gjort det en del år efterhånden . Han er 11 år

Anonym skriver:

Nu har jeg selv ADHD, og ved fra da jeg var barn var det utrolig svært at takle. Jeg er sikker på, at han har kæmpe store følelser indeni og mange gange er de her følelser nemmest at få ud, ved at være udad reagerende. I mit tilfælde, i takt med at jeg blev et større barn, så var jeg under medicineret. Jeg kastede med ting, var ødelæggende mentalt overfor andre og kunne ikke opbygge venskaber i SFO. Jeg var et meget frustereret barn, og følte et dyb tomhed som ikke blev forstået, så jeg blev meget vred - for det virkede. Jeg husker at jeg var meget trykket af det hele, men jeg fik ikke dårlig samvittighed over mine handlinger - og jeg blev mere og mere impulsiv. Jeg ville bestemme alt! Ville jeg ikke i seng, så kunne jeg sågar finde på at ødelægge selve sengen. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle takle alle de følelser indeni. Efter lang tid kom jeg i behandling igen, og fik reguleret min medicin - det virkede! Jeg husker en ro i maven. Sov bedre, forstod bedre og kunne fokusere bedre på andet end min vrede. Siden da, så blev jeg teenager og voksen med reguleret medicin, og har aldrig haft de store problemer siden. Fik mig en lang uddannelse og et godt job, det havde jeg aldrig kunne hvis jeg ikke blev medicineret korrekt. 

Det er alfaomega at kontrollere medicinen, hvilket tit bliver glemt af læger til ADHD børn. 

 

Det var min historie, og jeg er sikker på at der gemmer sig en skræmt lille dreng under alle handlingerne. Jeg forstår bestemt dine følelser, men jeg fornemmer også en enorm kærlighed og viljestyrke hos dig - så hold ud. Få styr på medicinen og fat mod, så kan det blive meget bedre. Ingen ADHD tilfælde er helt ens, og især hos børn er følelserne i det svære at takle. 

 

Kæmpe kram 

Tak for din historie . Også rart at høre fra “ den anden side”  

L-mor skriver:

Jeg tænker, at et par samtaler med en børnepsykolog eller psykiater med erfaring i børn med ADHD, kunne give dig noget forståelse og viden og nogle redskaber, som ville kunne hjælpe dig både med dine følelser og med at sætte grænser for ham på en hensigtsmæssig måde. Måske også sammen med din kæreste med fokus på, at I taler om, hvordan det skal foregå, når han er der og hvordan I bedst agerer for at nå det mål.

Vi har haft samtaler med en fagperson for et halvt års tid siden. Jeg synes vi har forsøgt med de råd vi har fået men det virker ikke efter hensigten 

Anonym skriver:

Tak for din historie . Også rart at høre fra “ den anden side”  

Selvfølgelig! Det er et hårdt arbejde med børn med sådan en sygdom. Jeg spurgte lige min mor, hvor jeg var værst, og det var fra 9-13 års alderen (hvis det kan give mening for jer). Hun gav faktisk et ret utraditionelt råd, for hun havde fået mange råd med at hun skulle være rolig, lytte og sige helt roligt “Nej du må ikke ødelægge sengen” - men det hjalp lige lidt. Så hun begyndte faktisk at te sig som et lille vredt barn. Og utrolig nok, så registrerede jeg det. Tror jeg anerkendte at andre også kunne være frusterende. Ved godt det er lidt et sidespor til forskel fra hvad fagpersonerne råder, men min mor fortalte at hun var så magtesløs til sidst, og valgte at prøve helt modsat, hvor det havde en virkning. Alt andet med at være så rolig og omfavne “problemerne” hjalp ikke en fløjtende fis. 

Det er hårdt det du står i, og man skal mange gange kæmpe en ulidelig kamp for at få andet medicin eller bare en højere dosis.

Jeg fik lammotalgin (virkede til at berolige mine ekstreme impulser, hvor min hjerne sendte signaler på højtryk) og Retalin (hjalp med at skabe fokus). Det først nævnte er umiddelbart medicin til epilepsi, men kan i tilfælde bruges til at redigere stemningslejet. Det tog dem fra jeg var 8-12 år at give mig det, men det havde nok den største effekt. Jeg sov også pludselig 8 timer istedet for 3. Alt held og lykke, og endelig skriv hvis i vil vide mere