Opfølgning på alternativ til vuggestue

Jeg tillader mig lige at oprette en ny tråd, i forlængelse af en jeg lavede for nogle uger sider omkring min datters vuggestue opstart.  (Tak for de svar jeg fik i den)

Kort opsummeret, så startede vi indkøringen for en måned siden af vores datter på 1 år. I starten var min datter moderat tryg derhenne, så længe jeg var ved siden af. Der skete naturligvis en gradvis nedtrapning af min tilstedeværelse og til sidst gik jeg helt væk. P.t. er hun i vuggestue ca. 3-4 timer dagligt. Det går bare ikke super fantastisk. Hun er helt ved siden af sig selv, når jeg henter hende igen og ved afleveringen græder hun allerede på turen hen til vuggestuen, hvilket eskalerer ved selve overdragelsen til pædagogen, hvor hun kaster sig bagover og græder voldsomt. Vi taler derfor ikke om den normale farvel-gråd, hvor barnet holder op efter forældreren er gået.

Jeg vil gerne gøre det klart, fordi det er noget folk tilbagevendende har trang til at sige, at jeg er meget bevidst om min egen rolle. Jeg er ikke usikker når vi er der, jeg taler med pædagogerne og jeg prøver på alle måder at vise hende at jeg synes om at være der 

Jeg har fundet ud af, at det indimellem er på grænsen til tabu, at give udtryk for at man ikke synes om at ens barn skal være ked af det i vuggestuen. Det er som om, at det forventes, at jeg tilsidesætter mine egne følelser og mavefornemmelse, og hvis jeg taler om at holde hende hjemme, så er jeg top pylret! Hun skal jo vænne sig til det, lyder argumentet. Hvis jeg oplevede, at se fremgang og større trivsel uge til uge, så ville jeg naturligvis gerne hoppe med på argumentet. Men der må være en grænse for hvor meget barnet skal kunne kunne tilpasse sig, hvis ikke det sker naturligt. Jeg synes det er enormt svært, at skulle balancere mellem mine egne følelser/mavefornemmelse og så hvad der anbefales udefra.

Jeg overvejer lige nu rigtig meget at sætte mit eget liv lidt på standby og gå hjemme med hende indtil næste vinter.

Grunden til at jeg skriver herinde, er nok fordi jeg har brug for lige at få lidt luft og bare komme ud med det. Jeg synes desuden, at det er interessant at høre andres erfaringer og holdninger, så derfor håber jeg at der nogle som har noget at tilføje. 

Anonym skriver:

Jeg tillader mig lige at oprette en ny tråd, i forlængelse af en jeg lavede for nogle uger sider omkring min datters vuggestue opstart.  (Tak for de svar jeg fik i den)

Kort opsummeret, så startede vi indkøringen for en måned siden af vores datter på 1 år. I starten var min datter moderat tryg derhenne, så længe jeg var ved siden af. Der skete naturligvis en gradvis nedtrapning af min tilstedeværelse og til sidst gik jeg helt væk. P.t. er hun i vuggestue ca. 3-4 timer dagligt. Det går bare ikke super fantastisk. Hun er helt ved siden af sig selv, når jeg henter hende igen og ved afleveringen græder hun allerede på turen hen til vuggestuen, hvilket eskalerer ved selve overdragelsen til pædagogen, hvor hun kaster sig bagover og græder voldsomt. Vi taler derfor ikke om den normale farvel-gråd, hvor barnet holder op efter forældreren er gået.

Jeg vil gerne gøre det klart, fordi det er noget folk tilbagevendende har trang til at sige, at jeg er meget bevidst om min egen rolle. Jeg er ikke usikker når vi er der, jeg taler med pædagogerne og jeg prøver på alle måder at vise hende at jeg synes om at være der 

Jeg har fundet ud af, at det indimellem er på grænsen til tabu, at give udtryk for at man ikke synes om at ens barn skal være ked af det i vuggestuen. Det er som om, at det forventes, at jeg tilsidesætter mine egne følelser og mavefornemmelse, og hvis jeg taler om at holde hende hjemme, så er jeg top pylret! Hun skal jo vænne sig til det, lyder argumentet. Hvis jeg oplevede, at se fremgang og større trivsel uge til uge, så ville jeg naturligvis gerne hoppe med på argumentet. Men der må være en grænse for hvor meget barnet skal kunne kunne tilpasse sig, hvis ikke det sker naturligt. Jeg synes det er enormt svært, at skulle balancere mellem mine egne følelser/mavefornemmelse og så hvad der anbefales udefra.

Jeg overvejer lige nu rigtig meget at sætte mit eget liv lidt på standby og gå hjemme med hende indtil næste vinter.

Grunden til at jeg skriver herinde, er nok fordi jeg har brug for lige at få lidt luft og bare komme ud med det. Jeg synes desuden, at det er interessant at høre andres erfaringer og holdninger, så derfor håber jeg at der nogle som har noget at tilføje. 

 

Har i overvejet dagpleje? Enden kommunal eller privat.

Det er bare ikke alle børn der fungere i vuggestue livet men har brug for at der er mere ro på som der oftest er i en dagpleje

Jeg synes det er super godt at du mærker din egen mave fornemmelse og lytter til den!

jeg oplevede også kæmpe modstand for mit ønske om at være hjemmegående, da jeg stod med min søn på 10 måneder som skulle starte i dagpleje. Det var ikke sjovt på noget tidspunkt for mine følelser blev trampet ned af velmenende folk, som alle havde den holdning at det er jo det der skal til. 

Havde jeg is nok i maven til at handle på mine følelser dengang, havde han ikke gået i dagpleje men jeg havde tage nogen år mere derhjemme i hans tempo, og bygget på det fundament stille og roligt, i stedet for at have så travlt med at få ham til at passe ind. 

Nu er han knap 7 år gammel og jeg føler jeg kunne have givet ham en bedre ballast ved at have haft ham hjemme, men det er min mening og min måde at se det på  

Det jeg vil sige er bare, at det er flot du mærker efter og så gør det du føler er rigtigt i jeres situation. 

Mig så se andres velmenende ord som deres udtryk for hvad de føler er rigtig, men hvil i dig selv og din beslutning, det er kun dig der kender dit barn bedst. 

MorTilN skriver:

Har i overvejet dagpleje? Enden kommunal eller privat.

Det er bare ikke alle børn der fungere i vuggestue livet men har brug for at der er mere ro på som der oftest er i en dagpleje

Ja! Vi har faktisk skrevet hende op til dagpleje. Jeg frygter bare, at det bliver det samme om igen og at vi derved bruger en masse tid og ressourcer, uden succes. Men det kunne godt være vi skulle overveje en kombination af at holde hende hjemme og så dagpleje når hun bliver større.

Skovrup skriver:

Jeg synes det er super godt at du mærker din egen mave fornemmelse og lytter til den!

jeg oplevede også kæmpe modstand for mit ønske om at være hjemmegående, da jeg stod med min søn på 10 måneder som skulle starte i dagpleje. Det var ikke sjovt på noget tidspunkt for mine følelser blev trampet ned af velmenende folk, som alle havde den holdning at det er jo det der skal til. 

Havde jeg is nok i maven til at handle på mine følelser dengang, havde han ikke gået i dagpleje men jeg havde tage nogen år mere derhjemme i hans tempo, og bygget på det fundament stille og roligt, i stedet for at have så travlt med at få ham til at passe ind. 

Nu er han knap 7 år gammel og jeg føler jeg kunne have givet ham en bedre ballast ved at have haft ham hjemme, men det er min mening og min måde at se det på  

Det jeg vil sige er bare, at det er flot du mærker efter og så gør det du føler er rigtigt i jeres situation. 

Mig så se andres velmenende ord som deres udtryk for hvad de føler er rigtig, men hvil i dig selv og din beslutning, det er kun dig der kender dit barn bedst. 

Tusind tak for dit svar. Jeg ønsker ikke at blive talt efter munden, men det enormt rart at møde forståelse. Jeg kan relatere meget til det du skriver og det giver mig helt bestemt mere at tænke over, fordi jeg nok kunne ende med at gøre som dig og lytte mere til andres råd end min egen fornemmelse.

Øv for pokker! Ingen har lyst til at deres barn skal have det sådan eller reagerer sådan når de skal afleveres. 

Normalt er jeg meget pro vuggestue og socialisering men hvis du har muligheden for at gå hjemme, ville jeg nok benytte den mulighed med netop jeres barn. Jeg ville i hvert fald græde snot hvis jeg skulle aflevere mit barn sådan der hver dag

Loa skriver:

Øv for pokker! Ingen har lyst til at deres barn skal have det sådan eller reagerer sådan når de skal afleveres. 

Normalt er jeg meget pro vuggestue og socialisering men hvis du har muligheden for at gå hjemme, ville jeg nok benytte den mulighed med netop jeres barn. Jeg ville i hvert fald græde snot hvis jeg skulle aflevere mit barn sådan der hver dag

Ja, og jeg er heller ikke imod vuggestue. Jeg ønsker ikke noget mere, end at min datter ville trives derhenne, men det gør hun ikke. Det er ikke mit personlige behov, at gå hjemme med hende, jeg overvejer det fordi jeg tror på at det ville være det bedste for mit barn, som det ser ud nu

Det er super hårdt, jeg har flere gange grædt når jeg er gået fra vuggestuen.

Jeg går hjemme med min datter på 14 mdr. Hun havde to dage i dagpleje, da hun var 9 mdr, men var overhovedet ikke klar, så vi tog hende ud igen. Nu er hun 14 mdr og har allerede rykket sig så meget bare på de måneder. Hub skal ikke afsted, før jeg føler hub er klar. Med storebror fulgte vi anbefalingerne og stik mod min mavefornemmelse blev han med tårer og tvang afleveret i vuggestue. Han blev aldrig glad for det. Men nu går han i børnehave og sikke en forskel. Han har venner, er glad for at blive afleveret og vil ikke med hjem. Han var bare ikke klar, da han var 1 år. Så Bare fordi man ikke er klar som 1 årige, betyder det altså ikke, at man kommer til at hænge i mors skørter resten af livet.Ville ønske, vi havde lyttet til os selv og ham dengang. Det gør vi i hvertfald denne gang. Det håber jeg også du gør 

Anonym skriver:

Ja! Vi har faktisk skrevet hende op til dagpleje. Jeg frygter bare, at det bliver det samme om igen og at vi derved bruger en masse tid og ressourcer, uden succes. Men det kunne godt være vi skulle overveje en kombination af at holde hende hjemme og så dagpleje når hun bliver større.

Ja det kunne være en mulighed med deltids pleje ellers kan det måske hjælpe med et lille halvt år mere hjemme. Ikke alle børn er klar til den store verden på samme tid som "normen".

Min søn på 10 måneder er utrolig social, elsker mennesker og har været det nærmest fra fødslen af men hans kusine har fra start af været meget reserveret og er det stadig selv om hun er et halvt år ældre ind min søn.

Du ved hvad der er bedst for dit barn. Og hvis i økonomisk kan få det til at hænge sammen mens du giver din datter tid til at modne så skal du da bare gøre det.

socialisering skal nok komme. I kan jo altid tage i legestue. Hvis i ikke allerede har gjort det så er det måske en god ide så hun kan vænne sig til mange andre børn. Det tror jeg virkelig hjalp på min dreng... selvom det også var meget hårdt i starten