Kære Gitte
Min søn på 11 år vil ikke se sin far, dette har stået på i knap 2 år. Han hader sin far, siger han, og bliver meget sur og ked af det, når jeg forsigtig bringer hans far på banen. Jeg forstår min søn fuldt ud, ved han er i sorg, men vil rigtig gerne kunne hjælpe ham til at få det bedre, at kunne håndtere denne sorg. Min søns begrundelse for at vælge far fra er bl.a., "far forstår ikke når jeg er ked af det, kalder mig tudefjæs, han ignorerer mig i flere timer af gangen, taler nedladende om min mor, bliver sur på mig, når jeg ikke vil som han vil". Hans far er selv et produkt af en hård opvækst med en svag mor og en voldelig og alkoholisk stedfar. Min søns far har muligvis også selv et alkoholmisbrug, min mistanke. Vi flyttede fra manden da min søn var 1,5 år gammel, min søn har haft weekend samvær med sin far siden han var ca 3 år indtil han var 10 år gammel. Jeg føler at min søn trækker sig fra skolekammeraterne, vil helst spille PS 4 hjemme på værelset, alene. Han har mange venner derhjemme, som han er sammen med på fodboldbanen, men han har det nok bedst med relationer, hvor han kan trække sig igen når han vil og gå hjem. Jeg har talt med rådgivningen i vores kommune, som råder mig til at give min søn ro og en tryg fast base, hvilket jeg også gør, men er det nok ? . Skolen er informeret, da han af og til får ondt i maven og må blive hjemme i nogle dage.
Håber du har nogle gode råd til mig
Kærlig hilsen
Bekymret (meget bekymret)
Gittes svar
Hej Bekymret,
Med den måde du beskriver, at din søn oplever sin far på, bør du måske være glad for, at han er stærk nok til at kunne udtrykke at han ikke har lyst til at komme derhen. Måske var der mere grund til bekymring, hvis han gerne ville derhen. Det lyder til at hans far måske kommer til at gentage noget af den adfærd som han måske selv har været udsat for som lille, og hvis han derudover har et alkoholproblem, kan det jo være at det er bedst for drengen ikke at være der for meget.
Nogle gange sker der det, at børn, der har fulgt en samværsordning rent faktisk siger fra, når de når en vis alder, som typisk er i 10 -12 års alderen, hvor det bliver mere tydeligt for dem, at det de oplever i deres egen familie er anderledes end tingene foregår i andre familier, plus at de i den alder begynder at kunne udtrykke sig mere præcist og udførligt verbalt omkring deres egne oplevelser og følelser.
Din søn har også nået en alder, hvor samvær med vennerne gerne skal begynde at fylde mere end jer som forældre, hvis han skal følge en sund udvikling. Forældrene bliver i den alder bliver mindre interessante for barnet, barnet begynder at hive forældrene ned fra piedestalen og danne sig sine egne selvstændige holdninger og meninger, se forældrene i et nyt lys og starte med at selvstændiggøre sig.
Jeg ville med andre ord tage hans udmeldinger vedrørende ikke at ville hen til far helt med ro. Skilsmissebørn kan iøvrigt også sagtens få perioder på halve og hele år, hvor de har brug for at bo kun hos den ene forældre, også hvis de er glad for samværet iøvrigt, men simpelthen fordi de bliver trætte af at flytte frem og tilbage og bare har brug for trygheden og roen i at være og bo eet sted. Tænk på hvor hårdt det har været for den lille mand hele livet at skulle pakke kufferten og flytte frem og tilbage imellem to hjem, det er i sig selv en god grund til at trænge til en pause med det og bare have eet primært hjem i en periode. Måske ændrer hans behov sig senere, det kan sagtens ske.
Men det er selvfølgelig bekymrende at han nogle gange får ondt i maven og må blive hjemme fra skole i nogle dage, det lyder ikke så godt. Det ville jeg nok tage fat i, hvilket du jo allerede har gjort, og søge samarbejde og rådgivning både med klasselæreren og PPR eller en familiebehandler i kommunen, for det er et tegn på at noget ikke er helt godt.
En anden ting jeg tænker på er hvordan dit eget samarbejde er med faderen, er samarbejdet iøvrigt godt kan det jo være at I kan samarbejde om at hjælpe drengen og være fleksible omkring jeres søns behov. Nogle gange kan børns reaktioner medføre en positiv udvikling hos forældre, hvis det går op for forældrene hvad de selv byder barnet og hvilke konsekvenser det kan få, og her kunne familieterapi måske også være en mulighed, men det kan du jo tale videre med ham og de fagfolk om, som du konsultere.
Det er så godt, at du tager fat i det og tydeligvis søger at hjælpe din dreng i de udfordringer han står i. Held og lykke med det!
Mange hilsener,
Gitte
Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"
Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk
