Vores datter er virkelig mors pige. Hvis hun er ked af det kan far ofte ikke trøste ellerdet tager lang tid for ham at trøste men kommer hun over til mig går der 2 sec. Og så er der ro!
Igår sad jeg med hende og så tv. Det var sidst på dagen så hun puttede sig ind til mig og vi kyssede og krammede. Jeg nød det i fulde drag men samtidig kunne jeg kigge over på min mand der bare sad og kiggede på. Jeg kunne mærke han sådan gerne ville have denne kontakt. Jeg gav hende til ham men hun blev med det samme urolig og så ville hun hellere klatre i sofaen.
Jeg kan mærke han føler sig udenfor og jeg får så dårlig samvittighed, for han vil hende så gerne. Når jeg ikke er der får han lov at få noget af den tætte kontakt men han siger selv at det slet ikke er på samme måde. Hun kan sidde ved ham og række ud efter mig og bliver sur hvis jeg afviser. Det er så synd for ham. Hun vil ham selvfølgelig godt og når de leger er det også på et helt andet plan end hvad jeg kan med hende.
Jeg føler bare ofte han er trejde hjulet og at mig og min datter er på en helt anden planet end ham. Jeg har forklaret ham at jeg jo trods alt har ammet hende og gået hjemme med hende i næsten et år, så vi har et helt specielt bånd og det kan han også godt forstå men derfor sårer det ham alligevel lidt..
Ååh. Skulle bare lige ud med lidt luft og tanker... Andre der har morsyge børn? 
Er der noget jeg evt. Kan gøre for at hun giver lidt slip på mig eller mon det kommer med alderen.. 
Hun er 14 måneder
Anmeld
Citér
